Organisationer i England

Her kan du læse om de vigtigste organisationer på den yderste højrefløj i England.

Blood & Honour (B&H) er en militant, nynazistisk organisation og musikdistributionsnetværk med tætte forbindelser til Combat 18. Organisationen opstod i Storbritannien i 1987 ud af den nynazistiske skinhead- og white power-musikscene især omkring bandet Skrewdriver og organisationen National Front. Blood & Honour er synonymt med nazistiske koncerter og distribution af nazistisk musik og propaganda både i England, men også i en række andre lande hvor netværket spredtes til især i løbet af 1990’erne. Blood & Honour findes således i mange dele af Europa og andre steder i verden, bl.a USA, Tyskland, Belgien, Italien, Ungarn, Holland, Spanien og Rusland. Tidligere fandtes også Blood & Honour-afdelinger i Danmark og Sverige.

Ideologisk set bekender Blood & Honour sig til nazismen og dyrker også den nazistiske kulturarv fra Nazityskland. Sit navn har organisationen således taget fra Hitlerjugends motto ”Blod og ære”, mens Blood & Honours logo er sammensat dels af farverne fra Nazitysklands flag, organisationens navn skrevet med gotiske bogstaver og i midten et triskele hentet fra den paramilitære, fascistiske organisation, Afrikaner Weerstandbeweging, fra Sydafrika.

Blood & Honour propaganderer had og racekrig mod alle ikke-hvide og alle politiske modstandere af nazismen, især venstrefløjen. Blood & Honour var ideologisk og organisatorisk tæt forbundet med gruppen Combat 18, ligesom Blood & Honours koncerter især i 1990’erne blev et af de absolut vigtigste samlings- og rekrutteringssteder for den voldelige nynazisme i England.

Blood & Honour har og har altid haft en dobbelthed i sin måde at organisere sig på. På den ene side er det et netværk bestående af mere eller mindre tæt forbundne lokale divisioner, der arrangerer koncerter og fester, og på den anden side en mere centraliseret distributionsvirksomhed med forskellige pladeselskaber, blade og hjemmesider. De lokale divisioner og grupper har altid svinget meget i aktivitetsniveau og i graden af politisk aktivitet. I Storbritannien var Blood & Honour i en årrække været mindre aktiv, og selvom netværket stadigvæk eksisterer, er dets betydning på den yderste, britiske højrefløj i dag stærkt reduceret.

British Freedom Party (BFP) er et lille, ultrahøjreorienteret parti, der har britisk nationalisme, EU-modstand og især islamofobisk racisme som hoveddrivkraft. Partiet blev dannet i efteråret 2010 af bl.a. udbrydere fra UK Independent Party (UKIP) og British National Party (BNP). Mest af alt må partiet dog opfattes som et forsøg fra English Defence Leagues (EDL) ledelse på at skabe en partiplatform for deres organisation. BFP har således lavet en samarbejdsaftale med EDL, og EDL’s leder Stephen Yaxley-Lennon, samt den fremtrædende EDL’er, Kevin Carroll, er fra vinteren 2012-13 officielt blevet ledere af BFP.

British Freedom Party har opstillet kandidater til lokalvalg forskellige steder i England i 2012 – dog uden at blive valgt ind nogen steder. Det til dato mest bemærkelsesværdige og foruroligende resultat, BFP har opnået, er de 10,3 % af stemmerne, som Kevin Carroll fik i valgkampen om stillingen som politichef i Bedford, og som gav ham en fjerdeplads blandt de fem opstillede kandidater.

Et andet interessant perspektiv ved BFP er, at partiet har potentiale til at kunne opsamle en del af de medlemmer og ikke mindst stemmer, som for tiden forlader British National Party, i forbindelse med den krise, som BNP er inde i.

BNP er et lille, ultrahøjreorienteret parti hvis politiske grundlag bygger på højrepopulisme, racisme, EU-modstand og britisk nationalisme. Ideologisk er BNP et ekstremt racistisk parti med klare fascistiske træk, og partiet arbejder således for en udvisning af alle ikke-hvide mennesker og migranter fra Storbritannien.

British National Party blev startet i 1982 af en udbrydergruppe fra den fascistiske organisation National Front (NF) og havde fra starten og mange år frem NF’s tidligere leder, nazisten John Tyndall, som leder.

I starten lykkedes det for John Tyndall, at få en del små, højreorienterede grupper og partier til at gå ind i BNP, og partiet havde en vis opbakning på den britiske højrefløj. John Tyndalls og andre medlemmers tydelige og åbenlyse forbindelse til nazisme og fascisme gjorde det dog umuligt for partiet at ryste dets naziimage af sig. Og med god grund. BNP befandt sig i et grænseland, hvor partiet ofte blev sat i forbindelse med holocaustbenægtelse, fascistisk vold og hvidmagtsideologi. Under John Tyndall gennem 1980erne og i starten af 1990erne lykkedes det derfor kun få gange for partiet, at blive valgt til lokalvalg i Storbritannien. Det ændrede sig imidlertid fra 1993 og frem, hvor det med skiftende succes lykkedes BNP at få valgt kandidater ind i by- og regionalråd rundt om i landet.

I 1999 blev John Tyndall væltet af BNP’s nuværende leder, Nick Griffin, der overtog lederskabet i BNP. Griffin forsøgte fra start at trække partiet væk fra sit naziimage og fra hvidmagtsideologien, og i stedet nærme sig den mere spiselige indvandrerfjendske, antimuslimske og EU-skeptiske nationalisme, som Front National i Frankrig, Dansk Folkeparti i Danmark og Frihedspartiet i Østrig havde så meget held med ved valgene i deres respektive lande i sidste halvdel af 1990’erne.

Til trods for en vis succes i forhold til at få kandidater valgt ind på kommunalt og regionalt plan, og siden 2009 også i EU-parlamentet, er det dog aldrig lykkedes helt for Nick Griffin og BNP at få skiftet partiets nazistimage ud med den mere spiselige højrepopulisme. Dette har flere vigtige årsager.

For det første er ”udrensningen” af nazister i partiet aldrig blevet gennemført helhjertet, hvilket betyder, at der findes mange egentlige nynazister på alle planer i partiet. Disse nynazister har både før og nu ageret ekstremt voldeligt på gadeplan, i et par tilfælde sågar med dødelig udgang.

For det andet har partiet konstant været ramt af skandaler. Listen af menige såvel som højt placerede i partiet, der har endog meget alvorlige domme, er lang. De utallige domme for ulovlig våbenbesiddelse, fremstilling af bomber, vold, svindel, racisme, racistisk vold, mishandling, pædofili og sågar mord og terror har generelt været et stort problem for BNP i den offentlige debat.

For det tredje har partiet næsten altid mødt en massiv og organiseret modstand fra antifascister og fra lokalsamfundenne de steder, der hvor BNP har forsøgt at vinde terræn. I denne sammenhæng har både venstrefløjen og pressens researcharbejde gang på gang været afgørende for at få spændt ben for BNP’s forsøg på at fremstå mere moderat og mindre fascistisk. For det fjerde har British National Party en stor tradition for inkompetence på alle niveauer, og partiet har gang på gang været svækket af interne magtkampe, og partiet har i Nick Griffin en leder, der i kampen for at beholde en diktatorisk magt over partiet, ofte gør langt mere skade end gavn. Dertil kommer, at Storbritanniens valgsystem, der favoriserer store frem for små partier, har sat en del begrænsninger for partiets parlamentariske succes.

Aktuelt ligner BNP mest et parti, der er ved at gå i opløsning. Partiet er rodet ud i meget store økonomiske problemer og har oparbejdet en kæmpe gæld. Udover de økonomiske problemer er partiet også ramt af interne stridigheder og af stor medlems- og aktivistflugt.

I efteråret 2012 forlod det ene af partiets to EU-parlamentarikere, Andrew Brons, partiet i protest mod Nick Griffins ledelse. Andrew Brons hævder i sin afskedserklæring, at mellem 80 og 90 % af partiets medlemmer har forladt partiet i løbet af 2012, og han påstår, at Nick Griffin bærer skylden for, at partiet er i opløsning.

Combat 18 (C18) blev dannet i England i 1992 af nynazisten Charlie Sargent som en ekstremt voldelig, militant nynazistisk gruppe med tætte forbindelser til British Nationalist Party, Blood & Honour, National Front og nordirske paramilitære loyalistgrupper. Organisationens navn refererer til, at den opfatter sig selv som en kampgruppe, og tallene 1 og 8 er kode for bogstaverne A og H, altså forbogstaverne i Adolf Hitlers navn. Combat 18 blev til dels startet som British Nationalist Partys vagtværn, der skulle stå for sikkerheden til BNP og andre fascistiske gruppers møder, men allerede i løbet af sit første år, fik Combat 18 et meget anstrengt forhold til partiet.

Combat 18 tiltrak sig hurtigt en del opmærksomhed i kølvandet på en stribe voldelige overfald på venstrefløjsaktivister, migranter og ikke-hvide briter. Organisationen blev ligeledes hurtigt kendt for at overfalde andre aktivister på den yderste højrefløj, som Combat 18 ideologisk var uenige med. Mens mange BNP- og Combat 18-aktivister sagtens kunne mødes om at overfalde venstreorienterede og andre, de ikke kunne lide, blev Combat 18 hurtigt et problem for BNP’s ledelse. Organisationens vold, åbenlyse antiparlamentariske indstilling og nazistiske ideologi ikke ind i BNP’s strategi med at fremstå som et moderat, racistisk parti, der søgte indflydelse gennem opstillinger til kommunalråd. Derudover var det også et problem for BNP, at Combat 18’s mere voldelige strategi og meget åbenlyse nazistiske ideologi appellerede til en masse BNP-medlemmer, således at Combat 18 overtog hele afdelinger af BNP.

Omvendt brød ledelsen i Combat 18 sig heller ikke om BNP’s forsøg på at orientere sig mod parlamentarismen, som den anså for at være både illegitim og nyttesløs. Konflikten resulterede i, at BNP forbød aktivister, der var organiseret i Combat 18, i at være medlemmer af BNP, hvilket førte til flere voldelige angreb mod BNP fra Combat 18’s side.

Combat 18 havde to grundlæggende strategier, der ofte var i konflikt med hinanden. Den ene var en klassisk, gadeorienterede tæskeholdstrategi, hvor Combat 18 gennem nazistiske koncerter og hooliganisme rekrutterede skinheads og hooligans til voldelig, nynazistisk gadeaktivisme. Denne strategi gik ud på, som gruppe så at sige at ”erobre” gaderne og true, chikanere og overfalde politiske modstandere, ikke-hvide borgere, homoseksuelle og andre minoriteter i det britiske samfund. Desuden fungerede denne måde at organisere sig på som vagtværn for andre fascistiske og racistiske grupper, i forbindelse med møder, koncerter og demonstrationer.

Den anden strategi handlede om at opbygge et netværk af hemmelige, nynazistiske terrorceller, organisatorisk og ideologisk inspireret af amerikanske paramilitære nazigruppers organisationskoncept, kendt som fantomcellestrukturen eller leaderless resistance, på dansk: lederløs modstand, hvor forskellige hemmelige celler organisatorisk uafhængigt af hinanden via vold og terror skal bekæmpe systemet eller fremprovokere en såkaldt racekrig. Combat 18 benyttede sig i en periode bl.a. af brevbomber, som de sendte til politiske modstandere, migranter, såkaldte ”raceforrædere” og konkurrerende grupper på den yderste højrefløj.

Combat 18 og dens samarbejdsorganisation Blood & Honour havde i den første halvdel af 1990’erne relativ stor succes med både rekruttering i Storbritannien og med at sprede netværket til andre steder i verden især i Europa og Nordamerika. Pengene fra den lukrative nynazistiske musikindustri var i høj grad med til at finansiere gruppernes aktiviteter.

Organisationen havde dog en række problemer, der skulle vise sig at være fatale. Combat 18’s medlemmer var som voldelige fascister, og ofte ligeledes på anden vis kriminelle, fra starten i myndighedernes og pressens søgelys. Det britiske politi og forskellige efterretningstjenester åndede i en periode Combat 18 tungt i nakken, og især efter en række mord, terroranslag og -forsøg slog myndighederne hårdt ned på Combat 18. Vigtigt var det ligeledes, at det efter et stykke tid lykkedes for den antifascistiske venstrefløj på flere forskellige måder at konfrontere Combat 18 på gadeplan og slå deres forsøg på at dominere på gaden tilbage. Dette skete både gennem store folkelige kampagner og gennem voldelige konfrontationer og blokader.

En anden meget vigtig grund til at Combat 18 med tiden faldt fra hinanden var gruppens interne problemer, især de opslidende og voldelige magtkampe og uoverensstemmelser om organisationens strategi. I midten af 1990’erne blev organisationen således delt i to rivaliserende fraktioner, ledet af henholdsvist Charlie Sargent og Wilf ”The Beast” Browning. De to fraktioner bekrigede hinanden med vold og beskyldninger om samarbejde med de britiske efterretningstjenester. Endelig blev en række folk fra Combat 18’s top i slutningen af 1990’erne og i starten af 00’erne idømt lange fængselsstraffe for politisk vold, mord og terror bl.a. i form af brevbomber.

Combat 18 har ikke været aktivt i en række år, men en del af de tidligere Combat 18-aktivister er dog blevet aktive i bl.a. English Defence League.

English Defence League (EDL), er en voldsberedt, islamofobisk og racistisk organisation, med en klar nyfascistisk praksis, der opstod i 2009. Det er ubetinget den gruppe på den yderste britiske højrefløj, der har haft mest vind i sejlene de seneste mange år. EDL samler primært højreorienterede hooligans og organiserede såvel som uorganiserede racister og fascister. English Defence League opstod i kølvandet på gruppen United People of Luton, som i marts 2009 samlede en stor gruppe mennesker, hovedsageligt holligantyper, til en demonstration mod den radikale islamiske gruppe Al-Muhajirouns demonstration i byen Luton lidt nord for London.

EDL er styret af en lille ledelse, der bl.a. tæller den officielle talsmand Stephen Yaxley-Lennon, har rødder i klassiske fascistiske organisationer, men også i counterjihad-bevægelsen i Storbritannien. Counterjihad er en bevægelse af grupper og individer på den yderste højrefløj, der på overfladen har forladt den klassiske fascisme drevet af White Power, antisemitisme og racisme, og som har skiftet disse ideologiske elementer ud med islamofobi og en racistisk nationalisme, fokuseret på en påstået konflikt mellem Vesten og resten af Verden snarere end mellem racer eller etniciteter.

English Defence League har ikke nogen fast medlemsstruktur i klassisk forstand med kontingenter, medlemsmøder o.l. I stedet kommunikerer og rekrutterer EDL i høj grad via de sociale medier og hjemmesider. På Facebook har EDL titusinder af ”venner” og hundredvis af mere eller mindre aktive brugere på diverse fora. Samtidig EDL har meget hurtigt opbygget et stort arsenal af merchandise, og organisationen har fra starten haft en relativ professionel webinfrastruktur, ligesom den arrangerer billige busture fra hele landet til deres store demonstrationer, hvilket tyder på, at EDL råder over betydelige økonomiske og organisatoriske ressourcer.

EDL står stærkest i små og mellemstore provinsbyer med stærke højreorienterede hooligantraditioner, og som typisk også har en høj arbejdsløshed og andre sociale problemer. Kernen af aktive i EDL vurderes af de fleste eksperter til at være på cirka 300 personer fordelt over hele England, men med op mod tretusind medløbere. Derudover har EDL oprettet eller været inspirationen til oprettelsen af en række Defence Leagues rundt om i Europa, bl.a. Danmark, Norge, Sverige, Finland og Tyskland. Ingen af stederne dog med særlig stor succes.

Siden foråret 2009 har EDL afholdt 50-60 større eller mindre demonstrationer rundt omkring i Storbritannien. Dertil kommer en masse små aktioner og mere eller mindre koordinerede chikanerier, hærværk, overfald og andre hadforbrydelser. EDL’s demonstrationer har haft meget svingende tilslutning, fra et halvt hundrede til op mod 3500 deltagere ved demonstrationen i Luton den 5. februar 2011.

English Defence League gør meget retorisk for at understrege, at organisationen ikke er racistisk eller fascistisk. EDL har således fra starten forsøgt at opbygge et billede af sig selv som et netværk af demokratiske og mangfoldige patrioter, der er bekymret for menneske- og borgerrettighedernes fremtid på grund af det, de beskriver som islams antidemokratiske ideologi, som de mener, der truer både det britiske og mange andre, vestlige samfund. For at understøtte sit image i offentligheden som en bredt sammensat og mangfoldig organisation, og for at afnazificere deres synspunkter, har EDL oprettet både en kvindedivision, en jødisk division, en division for homoseksuelle og en division for sikher. Samtidig tager EDL officielt afstand til både til det engelske fascistparti British National Party, Blood & Honour og National Front. Dog skal man ikke kradse særlig dybt i overfladen, før et helt andet billede af EDL tegner sig.

På gadeplan er EDL helt altovervejende kendetegnet ved at bestå hvide mænd – ofte hooligantyper og mere eller mindre organiserede fascister. Til EDL’s demonstrationer ser man således ofte grupper og enkeltpersoner heile offentligt, vise deres nazistiske tatoveringer frem og råbe racistiske skælsord efter alle ikke-hvide – stik imod ledelsens formaninger. De fleste EDL-demonstrationer ender også i massiv druk, hærværk, chikanerier og vold. Politiet må gang på gang pakke EDL massivt ind for at forhindre hærværk og vold mod sagesløse.

Der har ligeledes været utallige afsløringer af menige EDL’ere, der på foraer på internettet udbreder fascistisk propaganda og lægger billeder op, hvor de poserer med våben, hagekors og andre fascistiske symboler, samt en strøm af racistiske, homofobiske og sexistiske ytringer og trusler.

Til EDL’s kvindedivisions første demonstration mod ”muslimsk kvindeundertrykkelse” i London i 2011, var der ud af de omkring hundrede EDL’ere omtrent 20, der var kvinder. Resten var hvide hooligantyper, hvoraf de fleste endte med at råbe sexistiske og homofobiske ytringer efter Unite Against Fascisms (UAF) dobbelt så store moddemonstration, der primært bestod af kvindelige antifascister.
Den jødiske divisions talsperson og leder, Roberta Moore, forlod forrige sommer English Defence League, fordi hun mente, at EDL var ved at blive overtaget af nazister. Men nazister i EDL var ikke noget nyt fænomen i sommeren 2011. Siden grundlæggelsen af EDL i 2009 har de antifascistiske organisationer, United Against Fascism og Searchlight, samt forskellige britiske aviser, gang på gang afsløret EDL’s links til nynazister og organiserede fascister.

Til de første EDL-demonstrationer i Birmingham var en af hovedarrangørerne Richard Pierce fra British National Party. EDL’s internetdel blev oprindeligt sat op af Chris Renton, der ligeledes er medlem af BNP. Ved EDL’s demonstration i Stoke, der udviklede sig til optøjer, blev både lokale BNP-folk og to Combat18-ledere, Alan Thomson og Barry Osborne, set give ordre til de andre EDL’ere, og der er utallige lignende eksempler.

Det er ikke kun på menigt niveau, at English Defence League er et sammenrend af fascister. EDL’s leder og talsperson, Stephen Yaxley-Lennon (alias Tommy Robinson) har trods sin konstante offentlige afstandtagen til racisme, fascisme og vold selv været medlem af BNP. Han har desuden flere voldsdomme blandt andet for at slå en anden EDL’er ned.

Mange aktive EDL’ere i løbet af de seneste par år fået domme for chikanerier, hærværk, ildspåsættelser og ikke mindst overfald på muslimer, ikke-hvide, fagforeningsfolk, venstreorienterede og især antifascister.

I december 2011 fik to EDL’ere, Garreth Foster og Simon Beech, der ligeledes er medlem af BNP, hver ti års fængsel for at have brændt en moske ned i Stoke i 2010, hvor der helt mirakuløst kun forekom materielle skader.

National Front (NF) opstod i 1967 og er en af de fascistiske organisationer, der har eksisteret i længst tid. I dag er organisationen meget lille og perifer, men er værd at nævne, da den tidligere har spillet en stor rolle på den britiske højrefløj, og da mange senere organiseringer har tråde tilbage til NF.

National Front startede som et til tider anstrengt ægteskab mellem forskellige grupper af ultrakonservative, nationalister, loyalister, racister og nazister. NF var fra starten dels et regulært, politisk parti og dels en militant gadeorganisation med racistiske og fascistiske aktioner og marcher, der ofte endte i voldelige overfald og sammenstød med antifascister og lokale i området, hvor marcherne foregik.

Både som gadeorganisation og parti havde National Front en hvis organisatorisk og politisk succes op gennem 1970’erne på en politisk platform af racisme, fremmedhad, kolonialisme og britisk nationalisme, medstærke fascistiske under- og overtoner. I midten af 1970’erne var partiet en overgang det fjerde største i Storbritannien, men med valgsejren til de Konservative med den ultrakonservative Margaret Thatcher i spidsen ved parlamentsvalget i 1979 begyndte nedturen for NF. Ovenpå valgkatastrofen i 1979, hvor NF de fleste steder fik omkring 0,5 % af stemmerne, brød partiets mange ideologiske og organisatoriske spændinger ud i lys lue. Partiet blev splittet i fløjkrige og en endeløs række af mere eller mindre bæredygtige udbrydergrupper. Den vigtigste af disse udbrydergrupper var British National Party startet af NF’s leder John Tyndall i 1982.

Op gennem 1980’erne og 1990’erne var National Front helt ved at forsvinde som følge af interne magtkampe og en lang række skandaler, og i dag er partiet meget marginalt. Det er i få tilfælde de sidste par år lykkedes NF at udnytte den massive medlems- og vælgerflugt fra BNP, bl.a. ved et par lokalvalg, men generelt er partiet næsten usynligt.

Officielt tager National Front ideologisk kraftigt afstand fra English Defence League på grund af EDL’s erklærede zionisme og såkaldte antiracisme. Derfor forsøger NF også at få et samarbejde op at stå med gruppen Infidels, der til dels er splittet ud fra EDL pga. de samme ideologiske grunde. NF vurderes til i dag at have blot ca. 400 medlemmer, og partiet er ifølge den britiske researchgruppe Hope Not Hate kun aktivt i nogle enkelte byer i Storbritannien, bl.a. i Newcastle, Liverpool, Hull og Aberdeen.