Anders Bruun Nørring - en ny generations mediekriger

Den yderste højrefløj spytter nye medier ud på stribe i disse år. Bag et af dem står Anders Bruun Nørring, der med videokamera og udhængning bekriger venstrefløjen.

Anders Bruun Nørring deltager her ved For Friheds demonstration den 3. december 2016Anders Bruun Nørring ved For Frihed-demonstration i december 2016. (Foto: Redox)

Newspeek Networks, 24Nyt, Frihedens Stemme og Frie Danskere. Den nationalkonservative bevægelse har den seneste tid fået en række nye medier, der blandt andet udstiller og intimiderer venstrefløjsaktivister. Bag Frie Danskere står softwareudvikleren Anders Bruun Nørring, der det seneste halvandet år har fået en central plads på den yderste højrefløj.

Han deltog første gang ved en af For Friheds (tidligere Pegida, red.) demonstrationer i 2016 og kom hurtigt ind i miljøets inderkerne. I lang tid optrådte han under dæknavnet Emil Lanna, både på gaden og på internettet. Med sit kamera blev han For Friheds hoffotograf.

Medieaktivisten
Anders Bruun Nørring står bag hjemmesiden friedanskere.net, som er tilmeldt Pressenævnet. Siden fungerer både som personlig blog og som platform for hans udhængning af venstreorienterede aktivister, hvor han publicerer billeder han har taget ved demonstrationer. Ved hjælp af oplysninger fra internettet forsøger han at sætte navne på antiracistiske moddemonstranter ved For Friheds månedlige marcher.

Han er også fast fotograf, når der skal laves web-tv til Frihedens Stemme, der er advokaten Rasmus Paludans videosatsning på nettet. Indslagene udgøres primært af reportager, hvor Rasmus Paludan iscenesætter sig selv forskellige steder i København med relation til venstrefløjen. Således har de blandt andet optaget video ved Folkets Hus, Ungdomshuset på Dortheavej og det venstreorienterede kollektiv BumZen på ydre Nørrebro.

Foden i døren
I starten af april blev Anders Bruun Nørrings bil udsat for hærværk i Kongens Lyngby - muligvis med politisk motiv. Han mener, at det er venstrefløjsaktivister, der står bag, men sagen er ifølge Redox' oplysninger stadig uopklaret.

To dage senere opsøgte Anders Bruun Nørring et ungt medlem af Socialistisk Ungdomsfront (SUF) på vedkommendes hjemmeadresse hos dennes forældre. Anders Bruun Nørring havde tidligere hængt vedkommende ud på friedanskere.net i en artikel om protesterne mod en For Frihed-demonstration.

Da højrefløjsaktivisten henvendte sig på SUF'erens bopæl, var det en af forældrene, der åbnede døren. De bad Anders Bruun Nørring om at forsvinde, men den ophidsede højrefløjsaktivist stillede sig i vejen, så de ikke kunne lukke døren. Han gav forældrene et stykke papir, hvorpå der var billeder af hærværket på bilen. Han beskyldte den unge SUF'ers venner for at stå bag hærværket. Først da familien flere gange truede med at tilkalde politiet, trak Anders Bruun Nørring sig fra døråbningen og forsvandt.

Halvhjertet støtte til holocaustskeptiker
De seneste uger har den nationalkonservative bevægelse i Sverige været ramt af en voldsom splittelse. Det skete efter at Ingrid Carlqvist, der tidligere har været taler ved For Frihed-demonstrationer og udgivet avisen Dispatch International med Lars Hedegaard, offentligt har sagt, at hun stiller spørgsmål ved "fortællingen om Holocaust". Det har fået en lang række centrale personer på den svenske højrefløj til at tage afstand fra Carlqvist, og det samme har flere danske nationalkonservative.

Anders Bruun Nørring bakker derimod op om Ingrid Carlqvist. Den 2. maj publicerede Frie Danskere en ikke-signeret tekst på sin hjemmeside, hvor han er ansvarshavende redaktør. I den lød det blandt andet:

Den svenske forfatter og journalist Ingrid Carlqvist har den seneste tid været i vælten. Hendes brøde er at hun har taget fat på et emne, som længe har været stigmatiseret. Stigmatiseret fordi en dybdeborende journalistisk kunne lede til kritik af jøder, som i stor grad har oplevet fripas fra kritik lige siden 2. verdenskrig, hvor de tyske nazister slog flere millioner jøder ihjel. Enhver kritik af jøder ville således ende ud i beskyldninger om at være nazist, holocaustbenægter eller lignende (for findes der noget værre?).

I indlægget kritiseres den norske nationalkonservative Hans Rustad også:

I Danmark har Hans Rustad fra Document været ude og tage afstand fra Carlqvist og hendes udtalelser omkring at et samarbejde med nynazister (Nordiska Motståndsrörelsen) kan vise sig at blive nødvendigt [...] Rustad mener således ikke at man i fælles front - trods politiske forskelle - står stærkest imod Islam som totalitær ideologi. Enhver kan deraf udlede at Rustad, den dag kampen ændrer karakter, vil stå bag forreste linje og pege fingre af dem som går i front for et dansk Danmark.

Artiklen blev fjernet fra Frie Danskeres hjemmeside dagen efter publiceringen. Dokumentation forefindes nederst i denne artikel.

En ivrig aktivist
Selvom For Frihed-demonstrationerne og udhængningerne af venstreorienterede er det, der fylder mest for Anders Bruun Nørring, så er han også involveret i mange andre aktivistiske projekter. Han har været fotograf for foreningen Dansk Kultur, ført kampagne for mærkning af halalslagtet kød i supermarkeder og lavet en banneraktion til støtte for Lars Hedegaard, da denne var tiltalt for overtrædelse af navneforbuddet mod sin formodede attentatmand.

Anders Bruun Nørring er også partipolitisk aktiv i Dansk Samling. Dermed er han blevet partifælle med Rasmus Paludan efter denne blev presset ud af Nye Borgerlige tidligere på året på baggrund af Redox' afsløringer.

Lørdag den 6. maj deltog Anders Bruun Nørring i Stop Islamiseringen Af Danmarks (SIAD) demonstration i Haderslev. Her var en af parolerne "Byg en mur på den danske grænse - Merkel skal betale".

Anders Bruun ved Britain Firsts demonstration i Tedford den 25. februar 2017Anders Bruun Nørring deltog i en antimuslimsk demonstration i England den 25. februar, der var arrangeret af Britain First, og blev afholdt i Telford lidt udenfor Birmingham. Britain First blev for alvor kendt, da en højreradikal mand i juni 2016 dræbte det britiske parlamentsmedlem Jo Cox med pistolskud og knivstik ved et valgarrangement. Under drabet råbte han ifølge øjenvidner: 'Britain first!' (Foto: Hope not Hate)

Antimuslimen
Også på Facebook udbreder Anders Bruun Nørring sine markante holdninger. På partiet Alternativets facebookside skrev han f.eks. den 25. juli sidste år:

Alle muslimer skal sendes hjem til Mellemøsten. Evt. med faldskærm på ryggen, hvis der er noget brok. Der er ikke noget alternativ.

Under en begivenhed på Facebook, en moddemonstration imod en demonstration for kvinders ret til at bære niqab, skrev Frie Danskeres Facebookside således også:

Når aberne går på gaden og den almene dansker ser abernes reelle intentioner, så skabes en frustration og et had som bare vokser og vokser. De bliver aldrig danske og vil ikke Danmark. Jo mere medieomtale der er omkring deres event, jo mere skepsis og had skabes der til dem.

Det er uvist om andre end Anders Bruun Nørring har adgang til at skrive fra Frie Danskeres facebookside.

Anders Bruun Nørring er ikke vendt tilbage på Researchkollektivet Redox' gentagne henvendelser.

Dokumentation
Redox sikrede sig en kopi af indlægget fra friedanskere.net omhandlende Ingrid Carlqvist, inden det blev taget ned. Det kan læses her. Dokumentation for de øvrige citater er indsat herunder.

Anders Bruun Nørrings kommentar på Alternativets Facebookside under dæknavnet "Emil Lanna" den 25. juli 2016.

Anders Bruun Nørrings kommentar på Alternativets Facebookside under dæknavnet "Emil Lanna" den 25. juli 2016. (Screenshot fra Facebook)

Frie Danskeres kommentar på demonstrationens Facebook-event den 18. maj 2016.

Frie Danskeres kommentar på demonstrationens Facebook-event den 18. maj 2016. (Screenshot fra Facebook)