BAGGRUND: Counterjihad - fra cyberspace til bevægelse

Counterjihad er en international antimuslimsk bevægelse, der består af en række organisationer og enkeltpersoner, hvis primære samlingspunkt er blogs og forummer på internettet. De seneste år har bevægelsen forsøgt at få et liv uden for cyberspace.

Den internationale counterjihad-bevægelse startede i midten af 00’erne som et netværk bestående af antimuslimske organisationer, blogs og enkeltpersoner. Betegnelsen counterjihad er bevægelsens eget prædikat, men bruges generelt til at beskrive en bestemt del af den antimuslimske bevægelse.

I Danmark kan organisationer som Trykkefrihedsselskabet, Stop Islamiseringen Af Danmark og Danish Defence League regnes for en del af bevægelsen sammen med blogs på internettet som Uriasposten. Bevægelsen er dog endnu forholdsvis uformelt og personbaseret, og de nævnte grupper har ikke nødvendigvis et åbent samarbejde med hinanden.

Counterjihad-bevægelsens ideologi bunder i en kulturorienteret opfattelse af islam som en totalitær politisk ideologi frem for en religion, hvis formål det er at ”islamisere” den vestlige verden gennem masse indvandring og dermed omstyrte den såkaldt vestlige kultur.

Læs mere om counterjihad-bevægelsen hos britiske Hope Not Hate her.

Mobiliseringsforsøg IRL 

I slutningen af 00'erne begyndte bevægelsen at afholde de såkaldte counterjihad-topmøder, hvor bevægelsens mest indflydelsesrige medlemmer deltog for at diskutere bevægelsens udvikling. Men topmøderne, hvoraf et enkelt blev holdt i København, fungerede kun som samling for de ledende medlemmer af bevægelsen, og bevægelsen formåede ikke at mobiliserer dens menige støtter.

I 2009 dannedes den britiske organisation, English Defence League, der tilsluttede sig counterjihad-bevægelsen og i løbet af kort tid vandt stor tilslutning til deres demonstrationer i England. Dette var første gang, at en organisation inden for counterjihad-bevægelsen med succes formåede at trække folk væk fra deres computerskærme og ud på gaden til politiske møder.

Derfor forsøgte bevægelsen at kopiere den britiske succes ved i 2010 at lancere et europæisk initiativ, European Defence League. Det skete med en demonstration i Amsterdam, men lanceringen blev dog ikke den succes, man havde håbet på. Kun 34 deltagere fandt vej til demonstrationen.

EDL-demonstrationen i Århus

Et par år senere forsøgte bevægelsen at relancere European Defence League med en stort anlagt demonstration i Århus i marts 2012 arrangeret af bl.a. Danish Defence League, den danske søsterorganisation til English Defence League.

Mere end 300 personer deltog i European Defence Leagues demonstration i Århus 31. marts 2012. (Foto: Redox)

Mere end 300 personer deltog i European Defence Leagues demonstration i Århus 31. marts 2012. (Foto: Redox)

 

Se flere fotos fra demonstrationen her.

Til demonstrationen kørte bevægelsen sine helt store trækplastre i stilling, og programmet bød bl.a. på taler fra English Defence Leagues daværende leder, Tommy Robinson, fra Anders Gravers fra Stop Islamiseringen af Danmark og Gate of Vienna-bloggeren, Elisabeth Sabaditsch Wolf.

Elisabeth Sabaditsch Wolf og medarrangøren af demonstrationen, den tidligere folketings- og europaparlamentskandidat for Dansk Folkeparti, Henrik Ræder Clausen, måtte dog kort før demonstrationen begge trække sig. Det kom nemlig frem, at de danske arrangører fra Danish Defence League havde opfordret nazister fra Danmarks Nationale Front til at deltage.

På trods af dette deltog Alain Wagner fra counterjihad-organisationen, International Civil Liberties Alliance, i demonstrationen, hvor han talte for deltagerne.

Mødesteder for bloggere og læsere

Demonstrationen i Århus blev altså ikke en ubetinget succes for counterjihad-bevægelsen, men trods alt en større succes end i Amsterdam, da der deltog over 300 personer. Bevægelsen fortsatte gennem 2012 med at afholde mindre demonstrationer i Skandinavien med prominente talere fra bevægelsen som lokkemad. Det lykkedes dog aldrig at trække bevægelsen menige støtter væk fra computerskærmene og ud på gaden.

Bevægelsen har siden droppet idéen med at mobilisere deres støtter ved hjælp af demonstrationer. De seneste år har lukkede arrangementer for bloggerne og Trykkefrihedsselskabets debatmøder i stedet udgjort de fysiske mødesteder for den danske del af bevægelsen. Det har dog især været de indflydelsesrige medlemmer og ledende lag i bevægelsen, der har været inviteret, og man har ikke i særlig høj grad formået at inkludere de menige støtter.

Det er i denne sammenhæng, at den danske counterjihad-bevægelses seneste initiativ, sommertræffet Mosbjerg Folkefest, skal ses. Her mødes en række bloggere og meningsdannere fra den yderste højrefløj til et åbent arrangement for alle interesserede.

Læs om Mosbjerg Folkefest her.