For Frihed vil vise slagkraft ved at tilkæmpe sig Nørrebro

Når For Frihed lørdag d. 3. december afholder "juleoptog" gennem Nørrebro, er målet ikke at bringe frihed til bydelen, men snarere at bevise, at den nationalkonservative gruppe er vokset ud af rollen som månedlig demonstration. Redox kommenterer her på For Friheds udvikling.

Tania Gorth i front ved For Friheds demonstration 5. november 2016
Tania Groth ses her i front ved For Friheds demonstration den 5. november 2016 (Foto: Researchkollektivet Redox)

Når For Frihed - den danske afstikker af det tyske PEGIDA - på lørdag d. 3. december demonstrerer i København, er selve demonstrationen ikke hverken skelsættende eller overraskende. Det kan heller ikke forventes at selve parolerne afdækker hverken nye ideologiske eller taktiske retninger.

Skiftet fra at promenere gennem gaderne i indre København til åbent at annoncere, at man vil gå gennem Nørrebro - som bryster sig af at være det københavnske præmieeksempel på fredelig sameksistens og multikulturalisme - bør give anledning til at iagttage For Friheds politiske udvikling. Til trods for adskillige forsøg skal vi skrue tiden helt tilbage til 2002, hvor Moses Hansen slæbte sit store kors gennem Nørrebrogade, for at finde et eksempel på, at en offentligt annonceret antimuslimsk og højreorienteret demonstration blev gennemført på Nørrebro.

Da Nicolai Sennels i 2015 kopierede det tyske Pegida-koncept, formåede han at samle 250 antimuslimer, nazister og racister til den første demonstration i Pegida Danmark regi. Den opbakning har de ikke kunne mønstre siden, men alligevel har netværket fået relativ succes som et samlingspunkt for en lille gruppe dedikerede aktivister.

Succesen som aktivistisk netværk er opstået i kølvandet på, at Tania Groth overtog rollen som talsperson og reel leder af For Frihed i oktober 2015. For Friheds månedlige demonstrationer er fortsat omdrejningspunktet for gruppen og har et forholdsvist stabilt deltagerantal, men nu tager gruppens kerneaktivister initiativ til andre aktiviteter.

Kredsen omkring Tania prøver både at skabe internationale kontakter og deltage i debatten i Danmark. Blandt eksemplerne kan For Friheds deltagelse i Folkemødet på Bornholm nævnes. Også protesten mod navneforbuddet mod den mistænkte i sagen omkring attentatforsøget på Lars Hedegaard hører til For Friheds nyere aktiviteter. Ved protesten blev flere kerneaktivister dømt for brud på navneforbuddet.

En del af inderkernen i For Frihed har desuden kastet sig ind i en kamp mod venstrefløjen og den antiracistiske bevægelse. De er f.eks. dukket op med kamera for at  fotografere deltagerne ved en mindesmanifestation på årsdagen for Krystalnatten og ved et debatmøde hos venstrefløjsmediet Modkraft.  Billederne er efterfølgende blevet offentliggjort på flere sociale medier. Som resultat har flere af de afbildede venstrefløjsaktivister modtaget dødstrusler.

Da For Frihed overtog den nationalkonservative sommerfest Mosbjerg Folkefest og omdøbte arrangementet til Folkefest for Frihed, cementerede gruppen skiftet fra at være en protestbevægelse til at være et reelt aktivistisk netværk.

For Frihed er for alvor blevet en del af den nationalkonservative strømning og har bånd til både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Og mens gruppen ikke har udformet et egentligt idelogisk grundlag, er deres praksis racistisk. For Frihed dæmoniserer danske muslimer ved blandt andet at karakterisere befolkningsgruppen som en økonomisk byrde for samfundet, sætte muslimske mænd i direkte forbindelse med vold og voldtægter, og udpege muslimer som terrorister. Det et forsøg på at iscenesætte en borgerkrig, der i gruppens optik er uafværgelig. Kamppladsen er dels de københavnske gader og dels et politisk klima, som har vist sig gunstigt for den nationalkonservative bevægelse. Endemålet er et romantiseret "dansk Danmark", fra en tid som For Frihed påstår var dels før muslimske indvandrere og flygtninge kom til landet og dels var bedre end det nuværende.

For Frihed hævder at være en slags modstandsbevægelse og de sande demokrater, men til trods for navnet og forsøgene på at camouflere sig med newspeak, afslører deres autoritære idéer dem som nationalistiske antidemokrater. De vil kun frihed for de få, baseret på et racistisk folkefællesskab, som ikke eksisterer.

Søndag d. 6 november samledes For Frihed på Korsgade til en manifestation mod Hizb ut-Tahrirs årsmøde. Manifestationen var ikke annonceret og det lykkedes For Frihed at afholde taler og lytte til musik, før de blev eskorteret til metroen af politiet. Om det var med overlæg eller et lykketræf vides ikke, men med manifestationen lykkedes det For Frihed at bore sig ned i venstrefløjens interne konflikt om mangelfuld strategidiskussion i forhold til Hizb ut-Tahrir.

Debatten efterfølgende gik på, at antifascisterne skulle have prioriteret modstand mod Hizb ut-Tahrir i stedet for For Frihed, og på den måde gled For Friheds polariserende og racistiske dagsorden i baggrunden. Det peger på, at den brede venstrefløj har et solidaritetsproblem, som den nationalkonservative bevægelse i allerhøjeste grad kan vende til deres fordel. Hvorfor argumenterer den brede venstrefløj for, at man skal stille sig sammen med én gruppe antidemokrater for at demonstrere imod en anden? Og hvor var den brede venstrefløj selv den dag i Korsgade?

Det lykkedes For Frihed at fjerne fokuset fra deres egen politik ved at pege på nogle andre autoritære antidemokrater. I samme bevægelse påviste de, at antifascisterne ikke har udviklet en praksis, der er solidarisk med religiøse minoriteter på den ene side og yder modstand mod religiøs fundamentalisme på den anden. Venstrefløjen er nødt til at finde en tredje position, der svarer på de udfordringer som knytter sig til en direkte kritik af Hizb ut-Tahrir.

For Frihed og resten af den nationalkonservative bevægelse ser venstrefløjens forsigtighed og trækker splittelsen frem i lyset. Når den brede venstrefløj lader sig trække med ind i debatten, bliver det desværre ofte på en facon, hvor de, der har mest at vinde på den, er de antidemokratiske strømninger vi burde frygte mest. Polariseringen støtter både religiøse fundamentalister som Hizb ut-Tahrir og de nationalistiske antidemokrater som For Frihed.

Når For Frihed har annonceret deres manifestation på lørdag, er det altså ikke fordi det fysiske Nørrebro ikke allerede er gjort til deres kampplads. For Frihed spiller med musklerne og forsøger at tilkæmpe sig rum i en bydel som den udenomsparlamentariske venstrefløj og tilhængere af det moderne multikuturelle samfund traditionelt har haft patent på.

Tania Groth og hendes følgere forsøger at skabe et tveægget sværd. Hvis de bliver mødt af modstand, kan de læne sig tilbage i martyrrollen og velvilligt vente på pressens og den offentlige debats sympati. Skulle det på den anden side lykkes Tania Groth og For Frihed at gennemføre demonstrationen gennem Nørrebro, kan de erklære Nørrebro for tilkæmpet rum og vil som bevægelse, særligt i forhold til de nationalkonservatives kamp mod den progressive venstrefløj, stå styrket.

En anden af For Friheds målsætninger, ved at annoncere en demonstration gennem Nørrebro, er dæmoniseringen af lokale muslimske beboere. For Frihed iscenesætter sig som julens og den danske kulturarvs beskyttere ved at iklæde sig nissehuer og give løfte om pebernøduddeling. Nørrebros lokaludvalg har besluttet ikke at bevilge penge til julebelysning på Nørrebrogade i år, hvilket i For Friheds verden bliver til, at muslimerne bekæmper julen og den danske kultur. For Frihed forsøger med vag retorik og mangel på åbenhed om mål og intentioner at skabe en fortælling om et hyggeligt juleoptog. Dette til trods for, at de er en aldeles uhyggelig aktivistgruppe med et mål om at fratage friheden fra alle dem, som de ikke finder danske nok.

For Frihed vil på lørdag forsøge at vise tænder og det må være den brede venstrefløjs opgave at fravriste dem det lille rum, som de har formået at tilkæmpe sig. For Friheds hadefulde retorik og løgnagtige påstande om beboerne på Nørrebro er ikke udelukkende et problem for Nørrebros indbyggere, men et problem for alle med ønske om et demokratisk samfund. Og for venstrefløjen må højeste prioritet på lørdag være en klar og tydelig solidaritet med racialiserede og diskriminerede medborgere.

Kommentaren er skrevet af redaktionen bag Researchkollektivet Redox