Lars Grønbæk ny Danish Defence League-talsmand

Philip Traulsen har trukket sig som talsmand for DDL og meldt sig ud af organisationen. Han afløses af den tidligere Rightwings-talsmand og Vederfølner-formand Lars Grønbæk Larsen.

I en officiel meddelelse på Danish Defence Leagues (DDL) Facebook-side meddeler organisationen, at Philip Traulsen med øjeblikkelig virkning fratræder posten som talsmand for den højreradikale organisation. Samtidig melder han sig helt ud af DDL. Det sker efter et år med usædvanligt lavt aktivitetsniveau.

Veteran på det yderste højre

Philip Traulsen har fungeret som talsmand for DDL siden den forrige talsmand, Kasper Mortensen, i foråret 2012 sad fængslet for et voldeligt overfald. Ved DDL's stort anlagte demonstration i Aarhus 31. marts 2012 var det således Traulsen, der agerede talsmand.

DDL-talsmand Philip Traulsen til demonstrationen i Aarhus 31. marts 2012. (Foto: Redox

DDL's nu forhænværende talsmand var allerede på det tidspunkt en gammel kending på den yderste højrefløj. Han kom således til DDL fra Danmarks Nationale Front, som han sammen med en række centrale folk brød med for at melde sig ind i DDL. Før det havde Philip Traulsen en fortid i først Dansk Front og derefter i Frie Danske Nationalister.

I forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget i november 2013 optrådte Philip Traulsen som stiller for Daniel Carlsens nynazistiske Danskernes Parti i Region Hovedstaden.

Tidligere Rightwings-talsmand

Den nye talsmand for DDL er et andet kendt ansigt, nemlig Lars Grønbæk Larsen. Han har ligesom Traulsen en lang række af nu hedengangne racistiske organiseringer bag sig. Han var i sine unge år aktiv i Fremskridtspartiets Ungdom på Fyn og stiftede sidenhen den kortlivede og lejlighedsvise gruppe, ”De National-Liberale”, der i 2006 var den formelle arrangør af de to Dansk Front-demonstrationer i Svendborg.

Tidligere Vederfølner-formand og Rightwings-talsperson, Lars Grønbæk Larsen. (Foto: Redox)

Læs mere om Lars Grønbæk her.

Efter lukningen af Dansk Front i 2007 dannede en række Dansk Front-aktive Vederfølner, hvor Lars Grønbæk Larsen var formand frem til marts 2013. I november lukkede også Vederfølner efter et faldende politisk aktivitetsniveau. 

Fra foråret 2013 fungerede Lars Grønbæk Larsen som talsmand for den Kalundborg-baserede højreradikale kampsportsgruppe, Rightwings, som han trænede kampsport med. Rightwings nedlagde sig selv sidste år, men årsagen til lukningen af Rightwings vil Lars Grønbæk Larsen dog ikke uddybe over for Redox.

Ifølge ham selv har han været medlem af Danish Defence Leaugue i mere end et år.

DDL i stille opløsning

Det er en organisation, der hænger i bremsen, som Lars Grønbæk Larsen overtager fra Philip Traulsen.

Danish Defence League blev oprindeligt stiftet i 2010 med det engelske EDL som forbillede. Allerede fra start var DDL præget af interne uroligheder med flere ledelsesskift til følge.

Læs mere om Danish Defence League her.

I de knap tre år, Philip Traulsen fungerede som organisationens talsmand, så DDL et kraftigt fald i både medlemsskaren og aktivitetsniveauet. Med Kasper Mortensens exit i 2012 kollapsede den stærke sønderjyske afdeling, og på få måneder blev DDL's aktiviteter reduceret til primært at finde sted i Københavnsområdet.

I december 2013 blev DDL smidt væk fra Frederiksbergcentret af en stor gruppe antifascistiske demonstranter, da de forsøgte at dele løbesedler ud. Den eneste gang DDL officielt var på gaden i 2014, var 5. september på Frederiksberg i forbindelse med flagdagen. Her deltog Lars Grønbæk Larsen.

Danish Defence League er den femte organisation, som Lars Grønbæk Larsen er formand- eller talsperson for. Og alle er de lukket mens han har været det eller kort efter, at han har trukket sig fra organisationerne. Det ser Lars Grønbæk Larsen dog ingen sammenhæng mellem: "Det er vel bare fordi at jeg er en af dem, der bliver der til allersidst," udtaler han.

Den nye talsmand for DDL har ingen kommentarer til, hvilke planer han har for organisationen eller hvilken linje, han vil lægge.

Spørgsmålet er, om det skrantende DDL bliver den næste organisation, Lars Grønbæk Larsen som talsmand lukker og slukker.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til artiklen fra Philip Traulsen.