Nordiska Motståndsrörelsen
Nordiska Motståndsrörelsen (NMR), tidligere Svenska Motståndsrörelsen, er en nazistisk organisation, som blev dannet i 1997. Organisationen voksede ud af Nationell Ungdom (NU), der blev dannet i midten af halvfemserne som en udbryderorganisation af Sverigedemokraternes ungdomsforbund. Sammen med medlemmer fra det tidligere Vitt Ariskt Modstånd (VAM) og Riksfronten dannede Nationell Ungdom SMR.
NMR ser sig selv som en modstandsbevægelse, hvor medlemmerne skal trænes militært og fysisk for at kunne forsvare Sverige. Ideologien præges af antisemitiske konspirationsteorier og målsætningen er at indføre nationalsocialistisk styre. Lederen hed indtil 2015 Klas Lund, der er en kendt profil på den nazistiske scene i Sverige. I 1986 blev han dømt for drab, da han var med til at sparke en mand til døde i et slagsmål lidt udenfor Stockholm. Kort tid efter hans løsladelse blev han dømt igen, denne gang for røveri.
Svenska Motståndsrörelsen var som organisation på sit højeste i 2001, men samlede i mange år kun en mindre gruppe kerneaktivister. Under anden halvdel af 2000-tallet er retorikken blevet hårdere, ligesom at flere medlemmer er dømt for brud på våbenloven, samt grov vold. Desuden aftjener to medlemmer flerårige fængselsstraffe for mordforsøg. Organisationen har aktive lokalgrupper i flere svenske byer.
I 2015 overtog Simon Lindberg posten som leder af organisationen. Under hans lederskab har NMR fået en opblomstring med stor tilstrømning af medlemmer og et højere aktivitetsniveau.