Forandringen af den kollektive hukommelse

Eiv Rindal er aktivist og overlevende fra Utøya. Hen giver her sine perspektiver på udviklingen af den yderste norske højrefløj efter Utøya og senere angrebet på Priden 25. juni 2022.

Publiceret den 22. juli 2025

Eiv Rindal er norsk aktivist og debattør, tidligere leder af Trondheim Pride og uddannet i blandt andet statskundskab og religionsvidenskab. Hen overlevede terrorangrebet på Utøya den 22. juli 2011 og var vidne til angrebene mod Priden i Oslo den 25. juni 2022.

Terrorangrebet den 22. juli 2011 står som en grotesk påmindelse i Norge og Europa om, hvor farlig moderne højreekstremisme kan være. Det var en højreekstrem terrorist, der ødelagde store dele af regeringskvarteret i Oslo og dræbte otte mennesker med en bilbombe, og som derefter systematisk dræbte 69 mennesker på det socialdemokratiske ungdomspartis sommerlejr på øen Utøya.

Datoen 22. juli er blevet et symbol, som alle i Norge husker. Men nu ser vi, at den kollektive hukommelse gradvist svækkes, og dermed svækkes den generelle modstand i befolkningen mod højreekstremisme også. Efter det dødeligste terrorangreb i norsk fredstid har jeg selv bemærket, hvordan billedet af 22. juli har ændret sig hos de unge, jeg møder på skolerne i forbindelse med, at jeg som øjenvidne fortæller historien om terrorangrebet. Dette er naturligt og i sig selv forudsigeligt, men giver også anledning til bekymring.

Den ændring, der kan ses, er mest tydelig blandt yngre teenagere, men den forekommer også i andre aldersgrupper. Måske kan det ses som en naturlig udvikling, da de yngre i mindre grad har deres egne minder fra 2011 og begivenhederne er kommet på afstand for andre dele af befolkningen.

Det er nærmest som en naturlov, at den kollektive hukommelse ændrer sig og svækkes over tid. 22. juli som fænomen kan i stigende grad siges at være et historisk fænomen. Det personlige forhold til begivenhederne bliver svagere og indtrykket mere følelsesmæssigt fjernt.

Samtidig bliver den kollektive hukommelse mere modtagelig for forandring og manipulation. Samtidige vidner var essentielle i årtierne efter Anden Verdenskrig for at kunne fortælle nye generationer om nazisternes og fascisternes forbrydelser, men nu er der få tilbage. Samtidig breder konspirationsteorier og antisemitisme sig i stadigt stigende omfang.

Der er stadig mange, der overlevede Utøya, som er aktive i arbejdet med at fortælle om, hvad der skete. Samtidig er der 14 år efter angrebet et stigende behov for øjenvidneberetninger, som overstiger de overlevendes kapacitet. Disse historier er super vigtige for at kunne bevare befolkningens hukommelse over tid.

Farlig fascination
Når man taler om terror, er enhver fascination farlig. Og min frygt for forandringerne i den direkte hukommelse er, at fascinationen omkring 22. juli kan stige blandt unge højreorienterede. Især set i lyset af, at den tid, vi lever i nu, er præget af en omfattende voldskultur. Vi ved, at selvom der er relativt få personer, der aktivt offentligt støtter terroristens person, handlinger eller virkelighedsopfattelse, kan en ændring i den kollektive hukommelse om 22. juli på sigt øge faren for endnu et angreb eller anden alvorlig vold.

Den stærke og næsten enstemmige fordømmelse, der engang var der mod de ideologiske rammer, der inspirerede terroristen tilbage i 2011, er, som jeg ser det, blevet mindre tydelig. Et eksempel på, at et sådan skred startede næsten umiddelbart efter selve angrebet, er bogen “Utøyakortet”, af den norske journalist og tidligere politiker Snorre Valen. Den fortæller om, hvordan AUF og personer, der selv havde overlevet massakren på Utøya, måtte udholde at blive anklaget for at “spille Utøya-kortet”, når de offentligt påpegede de åbenlyse ideologiske forbindelser mellem terroristen og hans inspiratorer.

Allerede i sensommeren 2011 kun få timer efter, at terroristens identitet var blevet kendt, begyndte forskellige grupper at rette verbale angreb mod de overlevende, der pegede på det ideologiske landskab, der inspirerede terroristen. Disse angreb i ord var på mange måder en yderligere manifestation af det samme had, som længe var blevet dyrket mod venstrefløjen, og hvad jeg vælger at forstå som en indgroet refleks i retning af “anti-socialisme”. Blandt de mange angreb var mange rettet mod AUFs leder og ledelse, der havde formået at undslippe massakren ved at flygte på færgen MS Torbjørn. Dette blev senere til en del af konspirationsteorier af typen

“inside job”, en type teori, der på mange måder er en del af det samme tankeunivers, som terroristens. Udviklingen er siden gået endnu længere, og de verbale angreb har antaget en grovere form.

Udsagnet “aldrig mere”, der blev udtalt af mange kort efter angrebet, kan ikke længere siges at være så almindeligt, som det burde være. I dag er det for tidligt at konkludere, hvilken langsigtet rolle mytedannelsen i det højreekstremistiske miljø omkring 22. juli kommer til at spille.

22. juli huskes og refereres til stadighed, og terrorangrebet er blevet en del af folkeskolens pensum, men hvilken betydning undervisningen får for fremtidens kollektive hukommelse, er det alt for tidligt at kunne konkludere om.

Ideologisk spredning
En ting der fortsat står klart er, at den enorme brutalitet og omfanget huskes. Det kan inspirere, både i Norge og internationalt. Det blev tydeligt i Norge så sent som i 2019, da en ung nynazist, der både direkte og indirekte var inspireret af 22. juli, på et racistisk grundlag først dræbte sin adoptivsøster og derefter forsøgte at storme en lokal moské i Bærum lidt uden for Oslo. Han blev overmandet og derefter idømt fængsel.

Terrorangrebet mod to moskeer i Christchurch, New Zealand, som også inspirerede terroristen i Bærum, var inspireret af 22. juli.

Ser vi videre på den ideologiske kontekst omkring 22. juli, kan vi starte med den såkaldte Eurabia-teori. En teori, der har klare ligheder med teorien om en påstået befolkningsudskiftning i Europa (den store udskiftning). Sideløbende hermed er også et generelt had til arbejderbevægelsen. Islamofobi, og racisme mere generelt, har været udbredt både før og efter den 22. juli.

Udviklingen i de seneste to årtier i Norge har været præget af spredning og generalisering af islamofobiske narrativer fra en række forskellige aktører.

En forholdsvis lille gruppe som SIAN (Stopp Islamiseringen av Norge) har i en årrække formået at skabe kaos, og fået stor opmærksomhed, ved at afholde provokerende markeringer, ofte i forbindelse med islamiske højtider eller i byrum af stor symbolsk værdi. Disse provokationer har flere gange ført til stærke mod-mobiliseringer.

Det sker samtidig med, at der er flere relativt aktive hjemmesider, der spreder en blanding af islamofobiske udtalelser og andre spørgsmål om immigration, kriminalitet og rapporter om internationale forhold præsenteret som nyheder. Et eksempel er tænketanken Human Rights Service (HRS), som gennem længere tid har været kilde til udbredelse af polemiske tekster mod islam i Norge. De var allerede aktive før 2011.

Andre hjemmesider profilerer sig som, og har en æstetik der minder om, nyhedshjemmesider, blandt hvilke Document.no står i en særstilling med en lang historie tilbage til 2003. Af nyere årgang er Resett fra 2017 (iNyheter efter Resett blev officielt lukket i 2022).

Deling af indhold på eksempelvis platforme som X og Facebook er en vigtig del af, hvordan spredningen af idéer foregår mellem forskellige miljøer og nogle gange rækker langt uden for det miljø, der traditionelt er forbundet med den yderste højrefløj.

Angreb på LGBTQ+-personer
LGBTQ+-personer var en del af det udvidede fjendebillede terroristen i 2011 havde, hvilket også blev nævnt i forbindelse med terroristens frygt for feminisering og had til Arbejderpartiets og AUFs ligestillingspolitik.

Det er en del af det ideologiske billede af 22. juli, der ofte har været underkommunikeret. I dag ser vi, at disse grupper er under stadigt stigende pres, hvor især transpersoner er udsat.

Angrebene kommer tilsyneladende fra en ret bred og uhellig alliance; fra nynazister, religiøse fra forskellige trosretninger, til selverklærede feminister, der finder sammen i en kamp mod transpersoner og deres rettigheder. Disse angreb har klare elementer af dehumanisering, hvor der sættes spørgsmålstegn ved selve personens eksistens.

Samtidig fremmes politikker, der angriber rettigheder, og diskriminationsbeskyttelsen udhules. Dette kan ikke længere ses uafhængigt af en generel fremgang for det yderste højre: både det landskab, der traditionelt er blevet omtalt som yderst til højre, og et stort gråt område, der arbejder for en gradvis afvikling af demokratiet indefra. Ikke mindst i Rusland har angreb på LGBTQ+ været et signal om bevægelsen væk fra demokratiet i retning af et diktatur.

I norsk sammenhæng kan man sige, at der er sket et gradvist skift fra slutningen af 2010’erne og med 2022 som et slags foreløbigt mørkt vendepunkt.

I de tidlige morgentimer den 25. juni 2022, morgenen før Oslo Pride-parade, angreb en terrorist serveringssteder i Oslo, dræbte to og sårede mange. Blandt de serveringssteder, der blev angrebet, var byens ældste homobar, London Pub.

Efter angrebet den 25. juni blev parader, markeringer og andre begivenheder stoppet af politiet og myndighederne. Argumentet var sikkerhed, og et uklart trusselsbillede, men taberne var LGBTQ+-personer over hele landet, som stod tilbage med stor frygt og et kollektivt traume uden mulighed for at få deres roseoptog (Markering der blev holdt i Norge efter 22. juli 2011, red.).

Selvom angrebet ikke direkte kunne spores tilbage til grupper, der traditionelt regnes med i en højreekstrem tradition, var det alligevel knyttet til et globalt fjendebillede rettet mod en stor minoritetsgruppe, der går på tværs af opdelinger som religion, og skillelinjer, der ofte er trukket op i offentligheden de seneste årtier.

Terroren under Oslo Pride skete samme år som LGBTQ+-miljøet fejrede 50 året for den norske legalisering af mandlig homoseksualitet, den 25. april 1972. I årene, der er gået siden 2022, er udviklingen gået fra slemt til værre mange steder. Der ses en stigning i aggressive handlinger såsom afbrænding af pride-flag.

Spillerummet og ikke mindst udvidelsen af en konspiratorisk retorik, med elementer af moralsk panik, rettet mod LGBTQ+ virker, som om det er øget og blevet mere tilgængelig for den brede befolkning. Brandmuren mellem det kristenkonservative miljø og repræsentanter for den yderste højrefløj ser ud til at blive svækket. Det er en ændring, der tydeligt gav udslag, da den daværende stortingskandidat for Kristelig Folkeparti i Troms og Finnmark, Truls Olufsen Mehus, i 2021 rettede et angreb mod pride og det, han omtalte som LGBTQ+-lobbyister, som han mente styrede Stortinget og regeringen.

Brugen af begrebet “homolobby” blev første gang brugt af den nynazistiske gruppe Den Nordiske Modstandsbevægelse i forbindelse med deres mobilisering mod pride tilbage i 2017, hvor de afholdt demonstrationer i byer som Fredrikstad og Kristiansand. Her kan man se, hvordan retoriske angreb vandrer mellem forskellige aktører i et ellers uensartet landskab. Med retorikken følger forestillinger og fjendebilleder.

En skræmmende faktor i de angreb, der nu finder sted i tekst og tale mod især transpersoner og LGBTQ+-bevægelser mere generelt, er, hvordan disse bidrager til at legitimere yderligere marginalisering. Her er det normaliseringen af hadretorikken og spredningen af hadefulde diskurser, der ikke længere kan ses som isolerede og marginale fænomener. Gråzonerne undergraver langsomt, men sikkert, den beskyttelse, der indtil for få år siden var garanteret. Den gradvise nedbrydning kan også føre til en svækkelse af tærsklen for vold og i sidste ende i terror. Noget der også er kommet frem i trusselsvurderingerne fra Politiets Sikkerhedstjeneste (Norsk pendant til PET, red.).

Samtidig har minoriteternes og venstrefløjens tillid til politi og offentlige myndigheder forandret sig. Undersøgelser foretaget af politiet selv viste, at tilliden til politiet blandt LGBTQ+-personer var meget lav. I 2022, delvist efter terrorangrebet under Oslo Pride, erklærede kun 8 procent af de adspurgte, at de havde en høj grad af tillid til politiet4. I undersøgelsen oplyste mere end 80 procent af dem, der havde oplevet hadforbrydelser, at de ikke havde meldt dette til politiet.

Hetz, trusler og generel uønsket kontakt fra den yderste højrefløj er med til at presse eksempelvis arrangører af pride. I 2024 var arrangørerne af pride i den lille landsby Selbu, få kilometer uden for Trondheim, udsat for så meget hetz, at de valgte at aflyse den planlagte parade. De fik tilsendt billeder, hvor prideflaget var blevet omtegnet til et hagekors. Billeder blev sendt direkte til medlemmer af den lokale pride bestyrelse. En mobilisering fra civilsamfundet og medierne betød, at der alligevel blev afholdt en pride-begivenhed, men i mindre målestok end oprindeligt planlagt.

Anti-wokes konsekvenser
Et udtryk, der nu skaber trends på sociale medier og går ind i den offentlige samtale, er anti-woke. Dette udtryk er en måde hvorpå den yderste højrefløj kan snige had og ekstremisme ind i en bredere samfundsdebat. Begrebet fungerer som en “dog whistle”, der nedbryder det hidtidige skel mellem den yderste højrefløj og den mere daglige samtale. Det er netop i den bevidste vaghed og upræcise begreber, at der opstår en giftig retorik brugt af politikere og andre, der ønsker at fremme en højreorienteret dagsorden.

Gråzonen mellem på den ene side traditionelle konservative holdninger fra blandt andet traditionelle kristendemokrater og konservative og så de klare højreekstremister som nynazister og konspirationsteoretikere er blevet flydende og utydelig.

Med brugen af anti-woke som begreb flyttes opmærksomheden væk fra racisme, transfobi, homofobi og misogyni som reelle problemer i samfundet. Brugen af woke og anti-woke som et retorisk værktøj har formået at blive en del af hverdagsdiskursen. Det bliver sværere at holde den yderste højrefløj isoleret fra resten af det politiske landskab og det øger faren for, at udsatte grupper bliver endnu mere udsat for forskellige former for angreb. Fremkomsten og udbredelsen af en højreorienteret modkultur er en skræmmende udvikling, hvis fulde effekt vi endnu ikke har set.

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan voldsromantik og erindringen om fortiden hænger tæt sammen. Dette påvirker også, hvilke fjendebilleder der er i dag og kan kobles direkte til forståelsen af fortiden og ikke mindst hvordan nye myter hele tiden opbygges. Grænsen mellem hvad der er virkelig historie og hvad der er opdigtet viskes ud. Over for en kultur med konspirationstænkning, bliver dette hurtigt en giftig blanding.

Hvis fjendebillederne af den socialdemokratiske venstrefløj generelt øges, og fjendskabet får en mere stueren karakter, kan det blive ekstra skræmmende, hvis et mere mytologisk billede af, hvad der skete den 22. juli samtidig bliver mere udbredt.

Myter, konspirationstænkning og helteskabelse er forbundet med voldelig højreekstremisme og har været en del af mekanismerne siden før dannelsen af den klassiske fascisme. Desværre lever vi nu i en tid, hvor nogle af verdens mest magtfulde romantiserer vold og gør medlidenhed til en synd. Dette fører til en glorificering af terror som virkemiddel.

Hvordan arven efter 22. juli forvaltes, får stor betydning for den norske offentlighed i de kommende år. Noget, der er vigtigt ikke kun i forhold til den direkte fare for nye voldelige angreb, men også for faren for et generelt mere autoritært og højreorienteret samfund.

Denne tekst er første gang publiceret i magasinet Redox Offline, der udkom 1. maj i år. Du kan få magasinet gratis ved at blive støttemedlem (klik her) eller du kan købe det for 69 kroner (klik her).