Statens blinde øje: Brug og misbrug af begrebet terror

Når et angreb stemples som terrorisme, starter en helt særlig drejebog. Men hvad er terrorisme, og hvorfor er det kun visse angreb, der får stemplet? Her er en kritisk analyse af brugen af terrorbegrebet.

Publiceret den 4. april 2026

Redox udgav sidste år magasinet Redox Offline #1, der havde tematitlen “Telegram-terroristerne”. Magasinet går tæt på bølgen af højreradikale terrorangreb, især fra 2019 og frem. I forbindelse med den såkaldte Terrorgram-retssag, der kører i Retten i Glostrup i foråret 2026 bringer vi her en af bedste artikler fra magasinet, nemlig vores kollektive analyse af terrorbegrebet. God læselyst!

Den 4. februar 2025 var byen Örebro i Sverige at finde i alle danske mediers breaking news. Grunden var, at en 35-årig gerningsmand var gået ind på en skole og havde skudt løs, tilsyneladende på de elever som tilfældigt var til stede. 10 uskyldige personer blev dræbt i det værste enkeltmandsattentat i Sveriges historie. Som normen er ved disse angreb, gik spekulationer om gerningsmanden og motivet straks i gang. Det svenske politi gik hurtigt ud i offentligheden og meddelte, at de ikke formodede terror som årsag til massakren.

I det hele taget har politiet svært ved at finde frem til et motiv – i skrivende stund er der fortsat ikke meldt noget motiv ud – da gerningsmanden ikke var kendt fra tidligere, og angiveligt ikke havde efterladt sig et typisk manifest eller andre spor, som kunne pege i en bestemt retning.

To ting peger dog i retning af et racistisk motiv: De ofre, hvis identitet er offentlig kendt, har minoritetsetnisk baggrund. Derudover kunne svenske TV4 få dage efter angrebet offentliggøre en video af, at der under skyderiet angiveligt blev råbt ”I skal ud af Europa”. Da det ikke kan bevises, at det er gerningsmanden som råbte, er motivet fortsat ikke kortlagt.

Drejebogen
Örebro-angrebet kom på den måde hurtigt til at tale ind i det, der for mange kan opleves som en slags drejebog, der udspiller sig i mediernes og myndighedernes håndtering af store angreb, der potentielt kan klassificeres som terror: Medierne fortæller om et angreb, og man holder vejret indtil gerningspersonens identitet meldes ud – ofte via en første melding om klangen af gerningspersonens navn. I Örebro-angrebets tilfælde: “Et svenskklingende navn”. Effekten af denne udmelding er, som det også var tilfældet i forhold til Örebro, at luften nærmest går ud af ballonen. Det er, som om afklaringen af motiv pludselig bliver mere mudret, man afventer efterforskningen.

Den manglende klassifikation af angrebet i Örebro som terror betød, at nyhedsværdien og mediernes interesse faldt markant. Det var påfaldende og skræmmende, hvor hurtigt Örebro-massakren forsvandt ud af den danske offentligheds bevidsthed. I disse situationer kan man som antifascist sidde tilbage med et indtryk, der måske ikke kan sættes på formel og bevises, men som ikke desto mindre er meget tilstedeværende: Nemlig fornemmelsen af, at hvis der var tale om en gerningsperson med et arabisk-klingende navn, så havde politikere, meningsdannere og snart også medier ikke været ret længe om at kalde angrebet for terror.

Den fornemmelse hænger tæt sammen med, at terrorbegrebet især siden angrebet på World Trade Center i USA i 2001 og George W. Bushs såkaldte ‘Krig mod terror’ af politikere og i mediebilledet bredt set i Vesten er blevet tæt forbundet til bestemte identitetsmarkører, fx muslim, mand med mellemøstlig baggrund, asylansøger, migrant. Der er blevet dannet et særligt billede af, hvordan en terrorist ser ud. Op gennem 00’erne og 10’erne er der sket en racialisering af terrorbegrebet, som sætter rammer for, hvordan offentligheden tolker angreb og gerningspersoner.

Efter Utøya
Samtidig står vi i en situation, hvor vi det seneste årti har set en bølge af terrorangreb begået af højreekstremister i Vesten, og hvor vi i Danmark har haft de første terrorsager mod højreekstremister. I Redox forstår vi denne situation som et udtryk for, at brugen af terror er blevet en ny strategi på den yderste højrefløj. Med strategi mener vi ikke et nedskrevet strategidokument med en formel organisation som afsender, men at en markant del af de nazistiske miljøer, der især organiserer sig på nettet, ser terrorangreb som en legitim og efterstræbelsesværdig strategi.

Det betyder ikke, at vi ikke tidligere har set brugen af vold med døden til følge fra den yderste højrefløj, eller brugen af decideret terror, som en strategi. Men i dette magasin kaster vi et antifascistisk blik på den højreradikale brug af terror i dag: Fra angrebene i Norge i 2011 til i dag.

Her kommer vi ikke udenom at forholde os til, at selve begrebet terror er omdiskuteret og dilemmafyldt, og at brugen af ordet former, hvordan angreb opfattes og håndteres. Som i tilfældet med Örebro-massakren ser det ud til, at klassificeringen som terror spiller en stor rolle i forhold til mediernes og offentlighedens interesse for dødelige angreb. Derfor undersøger vi her terrorbegrebet og brugen af det i dansk kontekst. Hvordan sætter det rammer for statens håndtering af den højreradikale terrortrussel og for vores antifascistiske arbejde?

At klassificere noget som terror har ikke kun betydning for, at det giver øget offentlig interesse for sagen. Med klassificeringen har man til en vis grad også mulighed for at definere, hvor alvorligt angrebet har været og skal vurderes. Terror er det værste af det værste. Et angreb, der klassificeres som terror, ligger i den offentlige vurdering af ”alvorshierarkiet” markant højere, end hvis det ikke klassificeres som terror. På den måde kan man sige, at terrorbegrebet bidrager til at skabe et hierarki i, hvilken vold der er værst – og dermed vigtigst, at staten reagerer på.

Det hierarki bruger højrefløjspolitikere og -aktivister aktivt: Vi har flere gange set, hvordan gerningspersonerne direkte efter angreb, og før der overhovedet er belæg, bliver koblet til indvandring, islam og andre emner, der ikke passer ind i højrefløjens racistiske verdensbillede. Strategien er effektiv: Er ordene “terror” og “islam” først slynget ud i samme sætning, er der skabt en kobling, som det er svært at rykke ved, når forholdene viser sig at være anderledes.

Jo værre attentatet er, desto bedre er det for højrefløjen. Opmærksomheden er større og skandaliseringen af minoritetsgrupperne nemmere.

Ingen enighed om definition
Når det er muligt at slynge den slags koblinger ud, uden der er noget entydigt belæg for det, skyldes det også, at terrorbegrebet på sin vis er et ret elastisk begreb. Der findes ikke én universel terrordefinition. Hvis man bare søger lidt i den dansksprogede verden, er der markante forskelle mellem definitionerne.

Paragraf 114 i Straffeloven – det, der ofte kaldes terrorparagraffen – slår følgende punkter fast: ”Forsæt skal være at skræmme befolkningen i en alvorlig grad eller uretmæssig at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer.”

Lex – Danmarks Nationalleksikon – udpensler lidt mere direkte, hvad der spiller en rolle i deres definition på begrebet: ”Formålet er at gennemtvinge politiske forandringer eller skabe opmærksomhed om et politisk eller religiøst budskab.”

Allerede her opstår der forskel mellem lovgivningens begrebsdefinition og leksikonets. Særligt leksikonets fokus på, at formålet er at skabe opmærksomhed om et politisk budskab, adskiller sig fra lovgivningens udlægning.

Det er altså et uklart begreb, hvilket danner grundlag for, at forudgående forestillinger kan komme til at præge, om begrebet bruges eller ej. I en artikel på DR.dk fra 2018 fortæller chefredaktør på Politiken Anne Mette Svane om brugen af terrorbegrebet i Politikens artikler: ”Overordnet vil jeg sige, at det rigtig ofte er myndighedernes ageren og udtalelser, som er med til at være en rettesnor for, hvordan vi vælger at omtale det.”

Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan myndighederne agerer og fortolker angrebene.

Bandeterror?
I disse år ser vi også en politisk og juridisk forskydning af ord og lovgivning, der hidtil har handlet om terrorisme, til at blive koblet til bandekriminalitet. I 2021 blev det muligt at frakende statsborgerskab fra folk dømt for bandekriminalitet, hvis den sigtede har begået “alvorlig bandekriminalitet, der er til alvorlig skade for statens vitale interesser.”

Indtil lovændringen var det kun muligt at frakende statsborgerskab for folk, der var dømt for overtrædelse af enten “straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed eller 13 om forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.”

Man kan sige, at visse former for bandekriminalitet i denne formulering stilles meget tæt på terror i netop “alvorshierarkiet” for, hvordan staten reagerer på det. Det er ikke kun i lovgivningen, bandekriminalitet stilles tæt på terrorbegrebet: På et pressemøde i 2023 om regeringens nye bandepakke sagde daværende vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen følgende: “Kort sagt, banderne, de terroriserer.”

Når vi fremhæver den kobling, er det fordi, at også bandekriminalitet politisk kædes tæt sammen med indvandring. Ved pressemødet om bandepakken sagde statsminister Mette Frederiksen, at behovet for at straffe i Danmark var steget, og at det “hænger ulykkeligvis sammen med udlændingepolitikken.”

Ved at stille to ting, der er så racialiserede i den politiske diskurs, bandekriminalitet og terrorisme, så tæt på hinanden sprogligt, bidrager det til en sammensmeltning af billedet af bandemedlemmet og billedet af terroristen – og til en forstærkelse af, hvem der læses hvordan af myndighederne. Noget, der i sidste ende vil kunne forme myndighedernes ageren ved angreb – og dermed også mediernes.

14. februar 2015
Der er en markant mangel på proportioner i forholdet mellem mængden af terrorangreb på den ene side og så den opmærksomhed som politikere, debattører, medier og myndigheder giver fænomenet. Siden årtusindskiftet har der været ét myndighedsklassificeret terrorangreb i Danmark med dødelig udgang, nemlig angrebet på debatmødet i Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade i København den 14. februar 2015. Her blev to mennesker dræbt i et islamistisk og antisemitisk angreb.

Myndigheder og den brede offentlighed har entydigt klassificeret det som et terrorangreb, men det har ikke været uden diskussion. Diskussionen har bl.a. handlet om, hvorvidt gerningsmanden skulle læses som en repræsentant for en særlig ‘muslimsk kultur’, eller om han skulle forstås som et menneske, hvis radikalisering udsprang af en række især sociale forhold. Desuden har der også været en diskussion om begrebsdefinitionen. For nogle har gerningsmandens tidligere historik, hvor han har været dømt, fængslet og kendt i bandemiljøet, været et argument for at se angrebet som mindre gennemtænkt og koordineret, end hvad man normalt anser som terrorangreb. For andre blev det i høj grad en bekræftelse på et bestemt billede af, hvad terror er, og hvem terroristen er.

For Redox er der ikke tvivl om, at angrebet bør klassificeres som terror. Et terrorangreb, der stadig 10 år senere har alvorlige sikkerhedsmæssige konsekvenser for det jødiske samfund i Danmark. At enkelte har forsøgt at relativisere alvoren med henvisningen til en slags kollektiv jødisk skyld for Israels blodige fremfærd i Palæstina er ren og skær antisemitisme og hører ingen steder hjemme.

Som antifascist er det fuldt ud muligt at have to tanker i hovedet på én gang: Israel begår folkemord i Gaza og dét er ikke noget jøder i Danmark (eller andre steder) skal holdes kollektivt ansvarlige for.

Terrorister analyseres på bagkant
At finde frem til motivet og prøve at ”forstå” gerningspersonen er generelt fra begyndelsen en stor del af efterforskningsopgaven og i fokus i det journalistiske arbejde. Målet er for mange at bruge det til at drage konklusioner om, hvad der skal til, for at et lignende angreb ikke sker igen. Det er centrale spørgsmål at besvare, men ofte bliver det en debat, der næres af frygten for nye angreb. Der opstår et ønske om, at staten og regeringen skal sikre den absolutte sikkerhed. Særligt politikere fra de etablerede partier forsøger at fremstå handlekraftige.

Angrebet på Krudttønden og synagogen i 2015 blev på den måde også centralt for, hvordan myndighederne i dag forholder sig til terror. Der blev blandt andet introduceret væsentligt flere midler til efterretningstjenesternes antiterrorarbejde og til overvågning af radikalisering i fængslerne. Samtidig har der været en debat, hvor gerningspersonen af den politiske højrefløj bliver udråbt som en bekræftelse på deres racistiske kobling mellem terror og islam, mens andre har kritiseret, at han blev gjort til repræsentant for en kultur og i stedet argumenteret for en mere individorienteret læsning af angrebet.

I det ovenstående tilfælde kommer det på bagkant af reaktionerne – efter angrebet er klassificeret som terror. Vi er nødt til at påpege, at vi i tilfælde med højreradikale angreb oftere har set den omvendte bevægelse: At det først opfattes som et angreb fra et forstyrret menneske, og der først efter antifascistiske bevægelsers kritik og organisering kommer fokus på gerningspersonens højreradikale holdninger.

Angrebet den 3. marts i år i Mannheim i Tyskland, hvor en gerningsmand kørte sin bil ind i en gruppe mennesker, hvilket resulterede i to dræbte og 14 sårede, er et trist eksempel på den tendens.

Det afføder en manglende politisk handlen mod den højrepopulisme, der danner grobund for højreekstremismen. At gerningspersonerne bag de højreradikale angreb, vi kender i nyere tid, er påvirket af deres omgivelser, er tydeligt i de mange manifester, som de publicerer i forbindelse med deres angreb. Manifesterne er gennemsyret af konspirationsteorier og had mod migranter, kvinder, LGBTQ-personer og venstrefløjen. Det er tydeligt, at deres radikalisering er tæt forbundet med den højrepopulistiske agenda om “masseindvandring,” “ødelæggelse af kernefamilien og den heteroseksuelle mand,” “kriminelle indvandrere,” “den menneskeforagtende socialisme” og så videre. Gerningsmanden fra Utøya og Oslo i Norge nævnte eksplicit Dansk Folkeparti som et forbillede i sit manifest.

Lovens lange arm
Spørgsmålet er, hvordan vi som antifascister og politisk venstrefløj skal forholde os til terrorbegrebet? Når vi her sætter fokus på det, er det ikke, fordi vi tror, vi kan komme med en definition, der virker for alle. Men vi vil forsøge at udpege, hvad vi forstår som højreradikal terror i disse år.

Faren ved det er, at vi kan komme til at bidrage til den hierarkisering af vold – alvorshierarkiet – vi beskrev tidligere. Diskussionen er kompleks, og vi er naturligvis helt med på, at de meget voldsomme år med nazivold i Århus eller baseballbat-årene i Tyskland (hvor nazistiske gadebander tæskede og lemlæstede racialiserede personer og politiske modstandere) har været fuldkommen forfærdelige for ofrene og for bevægelsen. Når man konstant er bange for at gå udenfor, fordi risikoen for at blive udsat for grov vold af nazister er høj, opleves det som (psykologisk) terror. Alligevel foreslår vi her en skelnen mellem gadevolden fra nazister og så højreradikal terror.

Grunden er for det første, at vi har oplevet en ændring i højreekstremistisk vold og i gerningspersonernes profiler det seneste årti. Det er denne udvikling, vi oplever som meget bekymrende, og som vi med dette magasin ønsker at sætte fokus på. For det andet, så må vi også forholde os til, at lige så forfærdelig nazistisk gadevold og dominans i det offentlige rum er, så er det alligevel en undtagelse, at det kommer til decideret planlagte drab. I baseballbat-årene i Tyskland findes klare eksempler, hvor nazisterne gik på gaden med forsæt til at dræbe. Men i omfanget af den resterende massive vold i disse år har drabsforsættet alligevel været undtagelsen. Dette er ikke tilfældet i den ”nye” form for højreekstremistisk vold. Et af de punkter, hvor den adskiller sig fra den ”almindelige” gadevold er netop, at drabforsættet er til stede og ofte faktisk den afgørende drivkraft. Målet er at dræbe så mange som muligt.

Når vi taler om terrorbegrebet, er vi også nødt til at forholde os til det, man kan kalde terrorbekæmpelse eller statens antiterrorindsats. Særligt siden 2001, i forlængelse af den førnævnte ‘Krig mod terror’, så vi en udvidelse af de vestlige staters antiterrorlovgivning. I Danmark vedtog Folketinget i sommeren 2002 den første terrorpakke, som blandt andet indførte det, vi i dag kender som terrorparagraffen, som en ny og langt mere udførlig paragraf 114 i straffeloven.

Den betød blandt andet, at strafferammen for overtrædelse af paragraffen blev hævet til livstid, og at det blev mere udførligt kriminaliseret at bifalde eller yde økonomisk støtte til grupper eller gerninger, der klassificeres som terror. Samtidig indførte man blandt andet lettere adgang til ransagninger for politiet, og at borgernes oplysninger fra teleselskaber og internet skulle gemmes mindst et år. I 2006 blev endnu en terrorpakke vedtaget, og den gav blandt andet PET adgang til at aflytte og overvåge ikke-mistænkte personers telefoner og computere. Som antifascister ved vi, at øgede beføjelser til PET bliver brugt som repression mod vores bevægelse og venstreorienterede aktivister i det hele taget.

Den udvidede forståelse af, hvad støtte til terror kan være, som blev indført med terrorpakken i 2002, fik også konsekvenser for tøjfirmaet Fighters+Lovers, der tilbage i 2009 blev dømt for at have støttet terrorvirksomhed, fordi de havde produceret t-shirts, hvis overskud gik til FARC i Colombia og PFLP i Palæstina. Dommen faldt i Højesteret efter en årelang juridisk tvist om, hvorvidt de tiltalte støttede terror eller frihedskamp.

Siden 00’erne er der fortsat kommet tilføjelser til terrorparagraffen, blandt andet paragraf 114 j, der gør det muligt for justitsministeren at fastsætte områder i udlandet, som det kan straffes med en terrordom at opholde sig eller rejse ind i, når man er dansk statsborger. Den lovændring blev politisk fremstillet som nødvendig for at kunne bekæmpe tilhængere af Islamisk Stat, men er i praksis endt med også at sende danske frivillige, der har kæmpet imod Islamisk Stat sammen med de kurdiske styrker i YPG/YPJ, i fængsel med en terrordom.

Senest har vi set, at anklagemyndigheden har rejst en række sager mod mennesker, der har lavet kommentarer på sociale medier efter angrebet på Israel den 7. oktober 2023, der anklages for at være billigelse af terror. Indtil videre er det varieret, om de tiltalte er blevet dømt eller frifundet – i en af sagerne medgav anklageren selv, at der “ikke helt direkte siges, at terror er ok eller lignende.”

Forsvareren krævede sin klient frifundet, fordi terrorbilligelse kræver, at man laver en “udtrykkelig billigelse.” Alligevel endte den tiltalte med at blive idømt 30 dages betinget fængsel. Vi ser muligvis, at graden af hvad der skal til for at kunne dømmes for terrorbilligelse er ved at blive udvidet. Her er det vigtigt at påpege, at mange sager udspringer af anmeldelser indgivet af højreradikale, som Politiken beskrev sidste år. Anmeldelser om terrorbilligelse bruges altså også som strategi for højreradikale til at presse progressive bevægelser.

Skal vi sige ‘terror’?
Når vi ud fra et antifascistisk perspektiv kigger på terrorbegrebets udvikling og brug de senere år, er der således mange dilemmaer og spørgsmål at forholde sig til. Vi har over årene set, hvordan terrorbegrebet bruges på måder, der er formet af racistisk bias, og at det hurtigt spændes for højrefløjens politiske vogn. Den vogn, som ved at kæde terror sammen med bestemte kulturer og etniciteter også gøder jorden for en øget højreradikalisering. Derfor må vi som antifascister forholde os kritisk til, hvad terrorbegrebet bruges til at legitimere af politiske tiltag og diskurser.

Samtidig er det en konkret og farlig tendens, at højreekstreme i stigende grad bruger terrorangreb som en strategi. Som antifascister er vi dybt udfordrede af den strategi: Hvor vi bedre kan organisere os mod nazistisk gadevold, forekommer det en ret umulig opgave, at antifascister skulle kunne forhindre og bekæmpe højreekstreme terrorangreb.

Her kan vi føle os afhængige af staten og dens antiterrorindsatser. Vi kan i hvert fald ånde lettet op i de sager, som vi her beskriver i magasinet, hvor de mistænkte er blevet anholdt, inden de nåede at gennemføre et angreb. Men vi ved også, at staten og dens myndigheder præges af bias i sin reaktion på angreb, og i hvilke mistanker, der handles på. Ligesom vi også kan se, at øgede midler og beføjelser til PET og antiterrorbekæmpelse også medfører en øget risiko for repression mod vores egen bevægelse. Vi kan og skal stadig ikke sætte vores lid til, at staten håndterer den højreekstreme trussel – særligt ikke i en tid, hvor flere og flere vestlige stater ledes af højreradikale politikere.

Dilemmaet understreger behovet for en fortsat stærk, antifascistisk bevægelse, hvor vi ved, hvilke tendenser der fylder på det ekstreme højre, så vi kan råbe op, organisere os, yde modstand og bekæmpe udviklingen, før det når til angreb.

Du kan købe magasinet Redox Offline #1 her