En liste over relevant læsestof om den internationale højreekstreme bevægelse.
“Føreren har ordet!” – Frits Clausen om sig selv og DNSAP
John T. Lauridsen, Museum Tusculanums, 2004
Denne bog indeholder både den selvbiografi og den partihistorie, den danske nazifører og formand for DNSAP Frits Clausen (1893-1947) skrev i Vestre Fængsel, en række breve og artikler fra 1915-47 samt hidtil upubliceret billedmateriale.
“Kedeligt har det i hvert fald ikke været” – Fremskridtspartiet 1989-1995
Jens Ringsmose, Syddansk Universitetsforlag, 2003
I 1991 blev Mogens Glistrup og en række af hans proselytter ekskluderet fra Fremskridtspartiet, hvilket afsluttede konfrontationerne mellem slappere og strammere, men partiet var fortsat præget af ufred. Bogen godtgør, at de voldsomme uroligheder, der prægede Fremskridtspartiet i midten af 1990’erne, ikke var resultatet af uenighed om partiets parlamentariske kurs, men udsprang af rent personlige magtkampe.
Afregning – en nynazist står af
Ingo Hasselbach, Winfried Bonengel, Haase, 1994
Afregning, en nynazist står af
Ingo Hasselbach var i en årrække fremtrædende nynazist i Berlin, men stod af. Han beretter her om baggrunden for og motiverne til sit farlige og nervepirrende opgør med den højreekstreme bevægelse.
Autobiography of a recovering skinhead
Frank Meeink, Hawthorne Books, 2010
Under et fængselsophold kommer den racistiske skinhead Frank Meeink fra Philadelphia på hold med en gruppe sorte indsatte i amerikansk fodbold. Det fik ham til at se kritisk på sit eget liv, og da han blev løsladt blev han i stedet aktiv i den antiracistiske gruppe Anti-Defamation League.
Brun pest – fremmedhad, racisme og ny-nazisme i Europa
Peter Dalhoff-Nielsen, Munksgaard, 1993
Bogen beskriver udviklingen af nazisme og fremmedhad i Europa fra 1920’erne og til ny-nazismen i 1990’erne.
Dansk nazisme 1930-45 – og derefter
John T. Lauridsen, Gyldendal, 2002
Bogen er en glimrende håndbog om den danske nazistiske bevægelse i 1930’erne og 1940’erne. Bogen er opdelt i forskellige temaer og er skrevet af John T.Lauridsen, der er forskningschef på Det Kongelige Bibliotek.
Det antimuslimske univers – fa de højreekstreme grupper og partier til de nationale og liberale
Demos, 2006
Dokumentarisk gennemgang af det politiske miljø, der er karakteriseret af antimuslimske holdninger. Det spænder fra de etablerede partier på højrefløjen til liberale og de højreekstreme grupper.
Det nye højre i Danmark
Rune Engelbrecht Larsen, Tiderne Skifter, 2001
Rune Engelbrecht Larsen tegner i denne bog et billede af de politiske kræfter i Danmark, der fra 1980’erne og frem til i dag har sat modstanden mod det multikulturelle samfund øverst på deres politiske dagsorden. Bogen præsenterer et kritisk signalement af dette “nye højre” – fra højrebevægelsens chefideolog Søren Krarup over Den Danske Forening, Dansk Forum og Dansk Folkeparti til dybt ind i Socialdemokraterne.
Extremhögern
Stieg Larsson, Anna-Lena Lodenius, Tiden, 1990
Bogen beskriver det højreekstreme miljø i Sverige og dets internationale forbindelser. Bogen udkom første gang i 1990 og inden valget i 1994 udkom bogen i en revideret udgave. Bogen anses for et hovedværk inden for emnet, om end den ikke længere er helt opdateret, men nærmere er et historisk værk.
Forsyningslinje Nord
Demos, 1995
Bogen handler om samarbejdet mellem nazistiske grupper i Danmark og Tyskland fra 1970 til 1995. En vigtig historisk grundbog for alle der vil forstå den ekstreme højrefløj som den ser ud i dag.
Fronten i Danmark – den ekstreme højrefløj fra 1995 til 2005
Demos, 2005
Fronten i Danmark kortlægger den ekstreme højrefløj i Danmark fra 1995 til 2005. Bogen er en gennemgang af de mange racistiske og nazistiske netværk og grupper, der forsøger at markere sig med aktiviteter som voldelige overfald, hærværk, infiltration af parlamentariske organisationer og hooliganisme.
FRP-koden – hemmeligheten bak Fremskrittspartiets suksess
Magnus E. Marsdal, Manifest, 2007
Journalisten Magnus E. Marsdal satte sig for at undersøge det norske Fremskrittspartis succes samt partiets erobring af arbejdervælgerne. Han ville undersøge FRP-koden. Marsdal sagde sit job som journalist op, og tog til FRP-land. Til Amcar-træf i FRP-bastionen Ullensaker kommune nord for Oslo, hvor befolkningen er ’som folk flest’ i Norge. Og til ferieparadiset Torrevieja på Spaniens Costa Blanca, hvor FRP’erne er så mange, at de har deres egen lokalforening.
Hate: My life in the British far right
Matthew Collins, BiteBack Publishing, 2012
Hvad gør du, når du opdager, at det brændende had, patriotisme og konfrontationslyst, der følger dig fra legepladsen over pub’en og til stemmeboksen, stammer fra din egen personlige usikkerhed og isolation? Svaret er simpelt: Du skifter side. Det gjorde Matthew Collins, og det her er hans historie.
Hateland
Bernard O’Mahoney, Mainstream Publishing, 2005
Da den engelske nazibombemand David Copeland i 1999 blev anholdt begyndte at han at udveksle breve med en sød, ung kvinde. Kvinden var dog i virkeligheden en 40-årig dørmand, nemlig bogens forfatter. Via Copelands tilståelser i brevene blev denne dømt for tre bombemord. Bogen fortæller om hvordan forfatteren O’Mahoney snød Copeland, men også hvordan O’Mahoney selv gik fra aktiv nazist til at blive antinazist.
Holocaust Denial
Searchlight Educational Trust, 2000
Bogen handler om holocaustbenægtelsen og er redigeret af Kate Taylor fra Searchlight. Bogen indeholder artikler skrevet af forskellige forfattere med fokus på holocaustbenægtelse, holocaustbenægteren David Irving og de retssager, der har fulgt i kølvandet på holocaustbenægtelsen. “Holocaust Denial” giver et overblik over den internationale revisionisme.
Højrefløjens Rædselskabinet – en bog om Den Danske Forening
Mikkel Thorup, Rød Ungdom, 1997
Mikkel Thorup er adjunkt i idéhistorie ved Aarhus Universitet og giver i denne bog en introduktion til Den Danske Forening og dennes betydning for den politiske diskurs om de såkaldte “fremmede”. Bogen kortlægger Den Danske Forenings forbindelser til Dansk Folkeparti.
Løgeneren fra Auschwitz – og løgnens børn
Frede Farmand, Modtryk, 1995
Bogen afdækker de internationale nazister og deres forbindelse til SS-soldaten Thies Christophersen, som er en af hovedmændene bag nazirevisionismen, der forsøger at omskrive historien med tilbagevirkende kraft.
Memoir of a fascist childhood
Trevor Grundy, William Heinemann Ltd, 1998
Forfatteren, der er født i 1940 i England, voksede op med en far, der støttede fascisten Oswald Mosley og blev fængslet for sine politiske aktiviteter. Moderen var jøde, men skjulte sin baggrund bag en ihærdig støtte til Oswald Mosley. Det er både historien om en familie defineret af had, paranoia og repression, men også om livet i England efter krigen.
My life after hate
Arno Michaels, , 2010
En amerikansk tidligere racistisk skinhead fortæller om sin tid i den racistiske scene i 80’erne og 90’erne i USA. Bogen fortæller om hvordan hadet opstod og hvorfor han lagde racismen bag sig.
Nynazismen og dens modstandere i Danmark – politiske bevægelser i internationale rammer 1980-1998
Rene Karpantschof, Sydjysk Universitetsforlag, 1999
Rene Karpantschof beskriver i bogen de nynazistiske aktiviteter og protestaktiviteterne vendt derimod i Danmark i 1980’erne og 1990’erne. I bogen fremstilles de vigtigste begivenheder med danske nynazister i en 20-årig periode og de protestbevægelser, der opstod mod nynazisterne.
Postboks 38
Researchkollektivet Redox, 2007
Researchkollektivet Redox udgav i april 2007 bogen “Postboks 38” om den ekstreme højrefløj i Nordeuropa. Bogens hovedfokus er produktionen og salget af nazistisk merchandise, tøj og musik. I bogen berøres nazistiske strømninger, grupper og aktiviteter i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland, og strukturerne i nazi-rockens millionindustri afsløres.
Sverigedemokraterna – den nationella rörelsen
Stieg Larsson, Mikael Ekman, Ordfront, 2001
Bogen handler om Sverigedemokraterna og det dengang nydannede Nationaldemokraterna.
The other face of terror
Ray Hill, Grafton, 1988
Forfatteren var en del af både British Movement og National Front. Han var med på gaderne og bag kulisserne, når der blev lagt strategi. Efter et ophold i Sydafrika under apartheid valgte han racismen fra og valgte i stedet at levere information om fascistiske aktiviteter til fascismens modstandere. Han spillede aktivt forskellige fraktioner indenfor nazibevægelsen ud mod hinanden og bidrog dermed til at svække bevægelsen indefra.
White Noise – Inside the International Nazi Skinhead Scene
Nick Lowles, Steve Silver, Searchlight Magazine Ltd, 1998
Searchlight er et engelsk antifascistisk magasin, som arbejder imod racisme, fascisme og antisemitisme. Samtidig med at skrive artikler og researche udgiver Searchlight bøger med samme fokus som deres magasin. White Noise er en afdækning af den internationale nazi-skinhead-scene med særligt fokus på britiske forhold.