Livsrunen

Bliver også ofte kaldet Algiz- eller Manrunen og bruges i nazistiske sammenhænge som symbol på livet. Runen kendes fra det germanske runealfabet, hvor runen Algiz, der betød elg og svarende til det latinske bogstav Z, havde denne form. I vikingetidens yngre, nordiske runealfabet overtog M-runen Maðr, der betød mand eller menneske, Algizrunens form, og herfra hentede Guido Von List sin Man-rune til det Armanske runealfabet.

For 1920’ernes tyske mystikere og siden for nazisterne, kom runen til at stå for livet, Lebensrune, og blev som sådan i vid udstrækning benyttet i Nazityskland som symbol på sundhed, fødsel og familielivet. Livsrunen blev således benyttet af SS-enheden Lebensborn e.V., der var ansvarlig for Lebensbornprogrammet, et program der skulle sikre og understøtte velfærden blandt såkaldt ariske familier, herunder fødselsprogrammer. Som erstatning for den traditionelle – og kristne – stjerne, benyttede nazisterne også livsrunen som symbol for fødsel i fødsels- og dødsannoncer samt på gravsten.

I dag bruger nazisterne Livsrunen til bl.a. begravelser, ligesom den benyttedes til mindehøjtideligheden for nazisten Daniel Wretström under de årlige Salem-marcher i Sverige, i perioden 2000-2010. I Danmark benytter den nynazistiske gruppe Danmarks Nationale Front Livsrunen i deres symbol, ligesom runen findes på merchandise fra Daniel Carlsens nynazistiske parti, Danskernes Parti, der i 2011 brød ud af DNSB.