Århus Mod Moskeen

Århus Mod Moskeen er, som navnet antyder, en stærkt anti-muslimsk forening med udgangspunkt i Aarhus-området. Oprindeligt eksisterede foreningen i en årrække i slutningen af 1990’erne, men blev i sin nuværende form stiftet 7. juni 2004. Formanden hedder Tomas Kierstein.

Den medieombruste og kontroversielle forening har i omegnen af 400 medlemmer og gjorde sig senest bemærket i kommunalvalgkampen i Aarhus november 2005. Foreningen stillede op til valget på et program direkte kopieret fra den tidligere direktør og Venstremand, Søren Quist Rasmussen, nu foreningens spidskandidat og stemmesluger. Eneste tilføjelse er punktet om at ”stoppe islamiseringen af Aarhus”, herunder en stormoske, samt bevare Aarhus som ”en dansk by, der bygger på dansk kultur, danske værdier og respekt for kvinders rettigheder”.

Forsøget på at pakke højreradikal politik ind i Venstrepolitik mislykkedes dog fatalt. Kort tid inde i valgkampen afslørede pressen foreningens tætte forbindelser til det racistiske netværk Dansk Front og den voldelige hooligangruppe White Pride. Efter afsløringerne, som aldrig blev tilbagevist, blev foreningen isoleret både politisk og i medierne.

Ved kommunalvalget 15. november 2005 nåede Århus Mod Moskeen ikke over spærregrænsen, men måtte nøjes med 2027 stemmer, svarende til 1,2 procent af de afgivne stemmer.

Dermed er et visionært forsøg på at samle den alleryderste højrefløj i Aarhus-området foreløbigt mislykkedes. Århus Mod Moskeen tæller nemlig ikke bare aktivister fra Dansk Front og White Pride i sin inderkreds. Også Den Danske Forening, Dansk Kultur og ikke mindst en lang række af tidligere og ekskluderede medlemmer af Dansk Folkeparti har haft indflydelse på foreningens udvikling.