Den 13. august 2016 havde Danskernes Parti indkaldt til pressemøde i Den Sorte Diamant i København, ved mødet fremlagde Daniel Carlsen sammen med resten af ledelsen resultatet af en meningsmåling partiet havde fået udført. (Foto: Redox)

Danskernes Parti

Danskernes Parti blev stiftet i 2011 af en udbryderfraktion af Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB). Partilederen er den unge Daniel Carlsen, som siden 2008 har gjort sig meget bemærket i medierne som medlem af DNSB. Han har i dag overtaget positionen efter Jonni Hansen som en af landets mest kendte nazister.

Partiet forsøger at skabe det, de selv kalder et moderne nationalistisk parti efter forbillede fra Tyskland og Sverige, hvor de lægger den traditionelle, nationalsocialistiske retorik og symboler på hylden til fordel for politik på områder som dyrevelfærd, børneopdragelse, tilbagetrækning af de danske tropper og velgørenhed for etniske danskere.

Danskernes Parti er opsatte på at fremstille sig som et alternativ til Dansk Folkeparti, som det eneste parti der varetager danske interesser og værdier. Gennem fokus på aktivisme har de tiltrukket sig meget medieopmærksomhed, bl.a. for deres julehælp og tøjindsamling til etniske danskere. Danskernes Parti stillede op til kommunal- og regionsrådsvalget i efteråret 2013 i fire regioner (alle undtagen Sjælland) og fem kommuner (Hjørring, Fredericia, København, Aarhus og Sønderborg). Ved valget fik partiet mere en 6.000 stemmer i alt.