Den Danske Forening

Den Danske Forening (DDF) blev stiftet i 1987 af pastor Søren Krarup. Foreningen skulle danne modvægt til den danske asyl- og indvandringspolitik og blev hurtigt en af de mest betydningsfulde fremmedfjendtlige organisationer i Danmark. En række af de mest fremtrædende folketingspolitikere fra Dansk Folkeparti har været medlemmer af foreningen. Udover Søren Krarup er de mest kendte Jesper Langballe, Pia Kjærsgaard og Søren Espersen. Sidstnævnte var en aktiv skribent i foreningens blad Danskeren, hvor også Henrik Gade Jensen, den tidligere pressesekretær for daværende kirkeminister, Tove Fergo, slog sine folder.

Krarup, Langballe og Espersen forlod i 2002 DDF, da foreningens næstformand, Poul Vinther Jensen, offentligt sammenlignede muslimer med pest. Krarup og Langballe var på det tidspunkt netop valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti, og Espersen var partiets pressechef.

Foreningen lagde mange kræfter i politisk lobbyarbejde. Der blev holdt en lang række offentlige møder – der oftest blev mødt af antiracistiske blokader – og DDF havde permanent gang i læserbrevskampagner, der skulle vende ”folkestemningen”, ligesom medlemmerne var flittige til at sætte klistermærker op med fremmedfjendske budskaber.

Den Danske Forening har i dag mistet sin politiske betydning, men fungerer fortsat som tilholdssted for en ”gammel garde” af fremmedhadere – og som en vigtig inspiration for en del af de unge racister. Det er især foreningens debatmøder samt den faste udgivelse af bladet “Danskeren”, der udgør aktiviteten.

Igennem 2012 og 2013 er DDF langsomt begyndt at nærme sig Danskernes Parti. Det er bl.a. set ved at Peter Neerup Buhl, tidligere styrelsesmedlem i DDF, er gået ind i Danskernes Parti, at DDF har deltaget I et debatmøde med Danskernes Parti, samt at foreningen ved flere lejligehder har omtalt Danskernes Parti.