For Frihed / Pegida Danmark

For Frihed, tidl. PegidaDK, er et initiativ inspireret af den tyske Pegida-bevægelse, der opstod i efteråret 2014 i Dresden, og som siden spredte sig til en række tyske byer. Pegida står for “Patriotischen Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes” og er en antimuslimsk bevægelse, der officielt blot er modstander af fundamentalistisk islam. Bevægelsen har dog både i Tyskland og i Danmark været et rent højreradikalt projekt arrangeret af antimuslimer og støttet af nynazistiske og antimuslimske organisationer.

I Danmark var For Frihed i starten samlet omkring Facebook-siden Pegidadk. Nicolai Sennels, tidligere folketingskandidat for Dansk Folkeparti, tog rollen som leder og talsperson. Pegida DK havde sin første offentlige demonstration mandag den 19. januar 2015 i København, hvor de samlede omkring 240 antimuslimer, heraf en række kendte danske nynazister.

I Århus havde en mindre gruppe parallelt med det københavnske initiativ, arrangeret en række Pegda-demonstrationer.

I marts 2015 skiftede initiativet navn til For Frihed for at blive fri for den negative omtale, der var knyttet til navnet Pegida. I oktober 2015 overtog Tania Groth rollen som talsperson og leder. Initiativet blev under Tanias lederskab en mere fast gruppe af kerneaktivister, der dog ikke havde en bred appel. Gruppen gik fra at have demonstrationer hver mandag, til kun at holde én månedlig demonstration.

For Frihed kører en legalistisk linje og prøver at fremstå som “normale borgere”, der ikke er imod islam, men blot imod fundamentalisme. Sennels er dog selv kendt for sine meget rabiate udtalelser om muslimer generelt, og demonstrationerne har især tiltrukket personer fra det yderste højre.

I 2018 skiftede For Frihed igen officielt lederskab, da Freddie Nygaard Larsen overtog rollen som talsperson. Tania Groth er dog stadig aktiv og en af organisatorerne bag gruppen. Under Freddie Nygaard Larsen har For Frihed skruet ned for aktivitetsniveauet. De har droppet de månedlige demonstrationer, men holder dem nu med irregulære mellemrum.

Deltagerantallet ved For Friheds demonstrationer er faldet stødt, på trods af store kortvarige udsving. På intet tidspunkt har de formået at samle i nærheden af de 240 deltagere, der var ved den første demonstration.