British Freedom Party

British Freedom Party (BFP) er et lille, ultrahøjreorienteret parti, der har britisk nationalisme, EU-modstand og især islamofobisk racisme som hoveddrivkraft. Partiet blev dannet i efteråret 2010 af bl.a. udbrydere fra UK Independent Party (UKIP) og British National Party (BNP). Mest af alt må partiet dog opfattes som et forsøg fra English Defence Leagues (EDL) ledelse på at skabe en partiplatform for deres organisation. BFP har således lavet en samarbejdsaftale med EDL, og EDL’s leder Stephen Yaxley-Lennon, samt den fremtrædende EDL’er, Kevin Carroll, er fra vinteren 2012-13 officielt blevet ledere af BFP.

British Freedom Party har opstillet kandidater til lokalvalg forskellige steder i England i 2012 – dog uden at blive valgt ind nogen steder. Det til dato mest bemærkelsesværdige og foruroligende resultat, BFP har opnået, er de 10,3 % af stemmerne, som Kevin Carroll fik i valgkampen om stillingen som politichef i Bedford, og som gav ham en fjerdeplads blandt de fem opstillede kandidater.

Et andet interessant perspektiv ved BFP er, at partiet har potentiale til at kunne opsamle en del af de medlemmer og ikke mindst stemmer, som for tiden forlader British National Party, i forbindelse med den krise, som BNP er inde i.