Combat 18
Combat 18 (C18) blev dannet i England i 1992 af nynazisten Charlie Sargent som en ekstremt voldelig, militant nynazistisk gruppe med tætte forbindelser til British Nationalist Party, Blood & Honour, National Front og nordirske paramilitære loyalistgrupper. Organisationens navn refererer til, at den opfatter sig selv som en kampgruppe, og tallene 1 og 8 er kode for bogstaverne A og H, altså forbogstaverne i Adolf Hitlers navn. Combat 18 blev til dels startet som British Nationalist Partys vagtværn, der skulle stå for sikkerheden til BNP og andre fascistiske gruppers møder, men allerede i løbet af sit første år, fik Combat 18 et meget anstrengt forhold til partiet.
Combat 18 tiltrak sig hurtigt en del opmærksomhed i kølvandet på en stribe voldelige overfald på venstrefløjsaktivister, migranter og ikke-hvide briter. Organisationen blev ligeledes hurtigt kendt for at overfalde andre aktivister på den yderste højrefløj, som Combat 18 ideologisk var uenige med. Mens mange BNP- og Combat 18-aktivister sagtens kunne mødes om at overfalde venstreorienterede og andre, de ikke kunne lide, blev Combat 18 hurtigt et problem for BNP’s ledelse. Organisationens vold, åbenlyse antiparlamentariske indstilling og nazistiske ideologi ikke ind i BNP’s strategi med at fremstå som et moderat, racistisk parti, der søgte indflydelse gennem opstillinger til kommunalråd. Derudover var det også et problem for BNP, at Combat 18’s mere voldelige strategi og meget åbenlyse nazistiske ideologi appellerede til en masse BNP-medlemmer, således at Combat 18 overtog hele afdelinger af BNP.
Omvendt brød ledelsen i Combat 18 sig heller ikke om BNP’s forsøg på at orientere sig mod parlamentarismen, som den anså for at være både illegitim og nyttesløs. Konflikten resulterede i, at BNP forbød aktivister, der var organiseret i Combat 18, i at være medlemmer af BNP, hvilket førte til flere voldelige angreb mod BNP fra Combat 18’s side.
Combat 18 havde to grundlæggende strategier, der ofte var i konflikt med hinanden. Den ene var en klassisk, gadeorienterede tæskeholdstrategi, hvor Combat 18 gennem nazistiske koncerter og hooliganisme rekrutterede skinheads og hooligans til voldelig, nynazistisk gadeaktivisme. Denne strategi gik ud på, som gruppe så at sige at ”erobre” gaderne og true, chikanere og overfalde politiske modstandere, ikke-hvide borgere, homoseksuelle og andre minoriteter i det britiske samfund. Desuden fungerede denne måde at organisere sig på som vagtværn for andre fascistiske og racistiske grupper, i forbindelse med møder, koncerter og demonstrationer.
Den anden strategi handlede om at opbygge et netværk af hemmelige, nynazistiske terrorceller, organisatorisk og ideologisk inspireret af amerikanske paramilitære nazigruppers organisationskoncept, kendt som fantomcellestrukturen eller leaderless resistance, på dansk: lederløs modstand, hvor forskellige hemmelige celler organisatorisk uafhængigt af hinanden via vold og terror skal bekæmpe systemet eller fremprovokere en såkaldt racekrig. Combat 18 benyttede sig i en periode bl.a. af brevbomber, som de sendte til politiske modstandere, migranter, såkaldte ”raceforrædere” og konkurrerende grupper på den yderste højrefløj.
Combat 18 og dens samarbejdsorganisation Blood & Honour havde i den første halvdel af 1990’erne relativ stor succes med både rekruttering i Storbritannien og med at sprede netværket til andre steder i verden især i Europa og Nordamerika. Pengene fra den lukrative nynazistiske musikindustri var i høj grad med til at finansiere gruppernes aktiviteter.
Organisationen havde dog en række problemer, der skulle vise sig at være fatale. Combat 18’s medlemmer var som voldelige fascister, og ofte ligeledes på anden vis kriminelle, fra starten i myndighedernes og pressens søgelys. Det britiske politi og forskellige efterretningstjenester åndede i en periode Combat 18 tungt i nakken, og især efter en række mord, terroranslag og -forsøg slog myndighederne hårdt ned på Combat 18. Vigtigt var det ligeledes, at det efter et stykke tid lykkedes for den antifascistiske venstrefløj på flere forskellige måder at konfrontere Combat 18 på gadeplan og slå deres forsøg på at dominere på gaden tilbage. Dette skete både gennem store folkelige kampagner og gennem voldelige konfrontationer og blokader.
En anden meget vigtig grund til at Combat 18 med tiden faldt fra hinanden var gruppens interne problemer, især de opslidende og voldelige magtkampe og uoverensstemmelser om organisationens strategi. I midten af 1990’erne blev organisationen således delt i to rivaliserende fraktioner, ledet af henholdsvist Charlie Sargent og Wilf ”The Beast” Browning. De to fraktioner bekrigede hinanden med vold og beskyldninger om samarbejde med de britiske efterretningstjenester. Endelig blev en række folk fra Combat 18’s top i slutningen af 1990’erne og i starten af 00’erne idømt lange fængselsstraffe for politisk vold, mord og terror bl.a. i form af brevbomber.
Combat 18 har ikke været aktivt i en række år, men en del af de tidligere Combat 18-aktivister er dog blevet aktive i bl.a. English Defence League.