Suomen Vastarintaliike
SVL, Den Finske Modstandsbevægelse, er en lokal aflægger af Svenska Motståndsrörelsen (se denne), der de seneste år har åbnet afdelinger I hele Skandinavien under paraplynavnet Den Nordiske Modstandsbevægelse.
SVL har et klubhus i Turku, hvor de holder oplæg, filmvisninger og koncerter, og der afholdes nationale møder med jævne mellemrum, hvor også medlemmer fra de andre nordiske “modstandsbevægelser” deltager.
SVL har forbindelser til flere voldelige overfald på etniske og seksuelle minoriteter, såvel som politiske modstandere. Gruppen menes at stå bag et angreb på en gay pride parade i Helsinki i sommeren 2010, og i vinteren 2011 overfaldt SVLs leder, Juuso Tahvanainen og det højtstående medlem Sebastian Lämsä, flere medlemmer af det finske konservative parti under et valgarrangement.
I sommeren 2012 overfaldt Sebastian Lämsä ligeledes en venstreorienteret politiker og forfatter til en bog om den yderste højrefløj, og under et møde i februar 2013 om samme bog, hvor aktivister fra SVL forsøgte at få adgang, blev en mødedeltager stukket ned.