Avpixlat

Avpixlat er arvtager til hjemmesiden Politiskt Inkorrekt og beskriver sig selv som en side, der publicerer nyheder som “massemedierne ikke vil røre.”. Det er den største højrefløjshjemmeside i Sverige og er tæt forbundet til Sverigesdemokraterne. Donationer til Avpixlat håndteres f.eks. igennem en bankkonto, der styres af et Riksdagsmedlem fra netop Sverigesdemokraterne.

Nyhederne på hjemmesiden fokuserer på muslimer og det politiske establissement, især de dele, der taler kritisk om Sverigesdemokraterne. Hjemmesiden har en fast praksis med at hænge indvandrere, der er mistænkt for lovovertrædelser, ud med personlige informationer og billede, ligesom billeder og hjmemmeadresser på journalister og politiske modstandere offentliggøres.

Hjemmesiden fungerer som community for den antimuslimske del af højrefløjen og har et højt antal hadefulde kommentarer fra læserne. Kommentatorer og redaktion er, med få undtagelser, anonyme. Myndighederne har iværksat adskillige efterforskninger på grund af injurier og racisme, men da der ikke er er nogen officiel ansvarshavende redaktør, er alle sagerne indtil videre faldet.