Sverigedemokraterna

Sverigedemokraterna (SD) blev dannet i slutningen af firserne og er suverænt det højreradikale parti i Sverige, som samler flest stemmer ved det svenske parlamentsvalg. Partiet har været en rekrutteringsbase for den nazistiske bevægelse, og tætte bånd herimellem har siden midten af halvfemserne fået partiet til i højere og højere grad at forsøge at bryde kontakten til den nazistiske bevægelse. En af måderne dét er lykkedes på, er ved hjælp af partiets proisraelske linje, som har medført at SD i mange nazisters øjne er et uattraktivt parti.

SD rammes ofte af interne stridigheder og eksklusioner, men er til trods for dette langsomt vokset ved hvert folketingsvalg. De seneste år har en række yngre personer overtaget styringen i partiet, og de ledende folk fra halvfemserne er blevet skubbet i baggrunden. Partiet har i den forbindelse fået en tydeligere antimuslimsk retorik, ligesom at flere koblinger til den europæiske Counterjihad-bevægelse er vokset frem i de senere år.

Ved det svenske folketingsvalg i 2010 fik Sverigedemokraterna 5,7 % af det samlede stemmeantal og blev dermed stemt ind i folketinget med 20 mandater. Partiet havde ligeledes et vellykket kommunalvalg, hvor de fik 612 mandater i 245 kommuner. Under valgkampen fik partiet meget opmærksomhed for deres valgfilm, idet den udtrykte stærke antimuslimske budskaber. Under valgkampen blev Sverigedemokraternas vedholdende involvering i og kontakt til den nazistiske bevægelse også afsløret. Det kom frem at visse folketingskandidater i partiet bl.a. skrev mails med nazistiske hilsner, donerede penge til nazistiske grupper eller var holocaustbenægtere.

Sverigedemokraterna har kontakt til Dansk Folkeparti, hvor de forsøger at hente støtte og inspiration til deres politiske projekt.