Årsdagen for Krystalnatten: “Aldrig igen betyder aldrig igen – for nogen som helst”

Vores historie som jøder bliver udnyttet og misbrugt af politikerne, siger medlemmer af Jøder for Retfærdig Fred (af 5784).

Publiceret den 9. november 2025

I dag er det den 9. november, årsdagen for Krystalnatten, der regnes for startskuddet til jødeforfølgelsen i Hitlertyskland. Det er i dag 87 år siden, at tusindvis af jødiske butikker og ejendomme blev udsat for hærværk og plyndring. Omkring 100 jøder mistede livet og 25.-30.000 blev sendt i KZ-lejre. Holocaust var begyndt.

I mange år er Krystalnatten blevet markeret i blandt andet København af en bred koalition af jødiske grupper, fagforeninger, venstrefløjsgrupper og antiracister, men siden 7. oktober 2023 og den israelske stats efterfølgende eskalation, har mange jøder følt et tiltagende ubehag ved nogle af markeringernes tavshed omkring hvad der foregår i Palæstina. Det fortæller tre medlemmer af Jøder for Retfærdig Fred (af 5784).

De kalder sig her L., B. og G., og har sagt ja til at fortælle Redox’ om deres syn på Krystalnatsarrangementerne i dag. De er jøder med vidt forskellige baggrunde – dansk, israelsk og amerikansk – men taler med ét fælles mål: at tage deres historie tilbage.

Hvad tænker I, når I ser, hvordan Krystalnat bliver markeret i Danmark i dag?
L: “Jeg tænker, at den bliver markeret som om historien tilhører nogle andre end os. Som om den kun handler om jøder som ofre, ikke om fascismen som mekanisme. Og jeg bliver vred. Fordi den dag burde minde os om alle, der bliver umenneskeliggjort, og om hvor hurtigt det kan ske igen. At det sker igen, lige nu.”

G: “Ja. Jeg har det på samme måde. For mig er det smertefuldt at se hvordan mit folks traumer bliver brugt som et våben. Som om den eneste måde at ære vores døde på er at gentage volden — bare med nye ofre. Det er grotesk.”

B: “I Israel sagde vi altid: ‘aldrig igen’. Men jeg lærte, at staten mente: ‘aldrig igen for os’, ikke ‘aldrig igen for nogen’. Det tog mig mange år at forstå, at man kan overleve et traume og stadig blive gerningsmand.”

Vil I prøve at uddybe det?
L: “Ja. Det føles som om min families smerte bliver hevet ud af vores hænder og brugt til at retfærdiggøre drab på andre folks børn. Min familie blev smuglet til Sverige i ’43. De overlevede, men bar på en tavshed hele livet. Og nu ser jeg politikere stå og tale om ‘aldrig igen’ — mens de tier om Gaza. Det føles som et overgreb på historien.”

G: “Det er filosemitismen i praksis, ikke? Den der ‘vi elsker jøderne’ som egentlig bare betyder ‘vi elsker de jøder, der ikke forstyrrer vores magt.’ Det er en måde at holde os fast i rollen som evige ofre, så man kan bruge os mod muslimer. Det er stadig antisemitisme, bare i pænere sprog.”

B: “I Israel sagde vi, at verden hadede os. Men jeg tror, det værste had er det, der elsker én, så længe man spiller rollen som traumeramt og tavs.”

Så når I siger, at filosemitisme er antisemitisme, så handler det altså om magt?
L: “Præcis. Den fratager os vores menneskelighed, vores fejlbarlighed, vores kompleksitet. Den bruger os som moralsk kapital.”

G: “Og den sletter de jøder, der nægter at være med. Antizionistiske jøder bliver kaldt ‘selvhadende’ — fordi vi nægter at lade os bruge som skjold for kolonial vold.”

B: “Jeg tror, at den eneste ægte måde at ære vores døde på, er at nægte at gentage fascismen. At nægte at gøre mod andre, hvad der blev gjort mod os.”

I har tidligere nævnt, at I ikke vil deltage i officielle markeringer af Krystalnat, der ikke nævner Gaza. Hvorfor?
L: “Fordi det føles som et overgreb på vores historie. Jeg voksede op med fortællinger om 1943 – om frygten, om stilheden bagefter. Og nu står politikere og kulturfolk og taler om ‘Aldrig igen’ – mens de samtidig støtter et folkemord. Det er ubærligt. Jeg føler, at vores intergenerationelle traumer bliver stjålet. At smerten, der engang skulle minde verden om, hvad fascisme er i stand til, nu bruges til at retfærdiggøre fascisme mod nogle andre.”

G: “Ja. I USA ser jeg det samme. Efter 7. oktober blev jeg kaldt ‘selvhadende jøde’, bare fordi jeg sagde, at palæstinensiske børn også fortjener at leve. Der er en voldsom krænkelse i det. For hvad sker der, når vores folks sorg kun må bruges til at bekræfte statsmagt? Så bliver vores døde reduceret til ammunition.”

B: “I Israel voksede jeg op med ordene ‘Aldrig igen’ som en slags trosbekendelse. Men det, vi mente, var: ‘Aldrig igen for os’. Jeg lærte senere, at den sætning kan blive meget farlig, når man ikke udvider den. For hvis man ikke siger for alle, så bliver man selv gerningsmand.”

I taler ofte om filosemitisme som en form for antisemitisme. Hvad mener I med det?
G: “Filosemitisme er bare antisemitisme i en pæn kjole. Det er idéen om, at man elsker jøder – men kun bestemte jøder. De ‘gode’, de ‘civiliserede’, de ‘traume-ramte’. Det er, når folk siger: ‘Jeg har altid haft sympati for jøderne’, mens de ser bort fra, at jøder er mennesker – komplekse, forskellige, fejlbarlige. Når man kun elsker os som ofre, så elsker man ikke os. Man elsker magtens version af vores smerte.”

L: “Ja, den form for kærlighed er en fælde. Her i Danmark bliver jøder brugt som moralsk skærm for islamofobi. Politikerne siger ‘vi skal beskytte jøderne’ – og så bruger de det som undskyldning for at hade muslimer. Men jeg føler mig ikke beskyttet af det. Jeg føler mig misbrugt af det.”

B: “I Israel kaldte vi det hasbara – propagandaen, der siger: ‘Verden hader jøder, derfor må vi forsvare os mod alle’. Men det er en falsk beskyttelse. For den bygger på frygt og på isolation. Filosemitisme i Europa siger det samme, bare med et smil: ‘Vi elsker jer, fordi I minder os om, hvor slemme vi engang var’. Det er stadig et fængsel.”

I bruger tit sætningen “Aldrig igen betyder aldrig igen – for nogen som helst.” Hvor kommer den formulering fra?
L: “Den kommer vel ud af samtaler mellem os, hvor vi prøver at finde sprog for den kvalme, vi føler. For ‘Aldrig igen’ bliver sagt hele tiden – men altid med udeladelser. Vi vil skrive sætningen færdig. Vi vil insistere på, at ’aldrig igen’ ikke er en ejendom, man kan nationalisere. Det er et løfte, et ansvar.”

B: “Det handler om at nægte at reproducere den logik, der skabte vores eget traume. For fascismen er ikke kun et historisk fænomen. Den lever i enhver struktur, der siger: nogle liv tæller mere end andre.”

G: “Og det gælder også os selv. Jeg tror, at ægte jødisk selvrefleksion kræver, at vi tør se på, hvordan vores overlevelse har påvirket vores etik. At vi ikke bare spørger: ’Hvordan blev vi såret?’ Men også: ’Hvordan sårer vi nu?’”

Hvordan føles det for jer, som jøder, at stå frem i den her tid – hvor samtalen om antisemitisme, Israel og Palæstina er så betændt?
L: “Det kan godt føles farligt. Og ensomt. At sige ’jeg er jøde og antizionist’, kan godt føles som at stille sig frem som alles fjende. Men for mig er det den mest kærlige måde at være jøde på. At sige: jeg vil ikke lade mit folks smerte blive grundlaget for et andet folks lidelse.”

G: “Det gør ondt, ja. Men der er også noget befriende i at sige det højt. For zionismen har forsøgt at gøre staten Israel til hele vores identitet. Og det er en voldsom kolonisering af sjælen. At sige nej til det, er at genvinde vores jødiskhed som noget levende, noget med etik, relation, kærlighed.”

B: “For mig er det som at lære at være jøde igen, uden frygt. I Israel lærte jeg, at jødiskhed var en uniform. Nu prøver jeg at gøre den til en hud. Noget blødt. Noget, man kan mærke med.”

I siger, at Krystalnat bør markeres som en dag mod al fascisme. Hvordan ser det ud i praksis?
L: “Det betyder, at vi må holde op med at gøre mindet om Holocaust til et ritual for national skyldsfrihed. I stedet skal det være et opråb mod alle systemer, der bygger på hierarki og umenneskeliggørelse – hvad enten det er kolonialisme, racisme, patriarkat eller apartheid.”

G: “Det betyder at stå sammen med muslimer, sorte, migranter, queerfolk – alle, der bliver dæmoniseret af de samme kræfter, som engang dæmoniserede os. For fascisme ændrer bare målgruppe. Den er opportunistisk.”

B: “Og det betyder at sige tingene, som de er: Når bomberne falder over Gaza, så ser vi fascismen med vores egne øjne. Når regeringer kalder det ’selvforsvar’, så hører vi ekkoet fra Europas tavshed i 40’erne. Hvis Krystalnat skal have mening, så må den være et råb om solidaritet – ikke et nationalt selvbedrag.”

Hvis I kunne tale direkte til de danske politikere, der hvert år står på scenen og taler om Krystalnat, hvad ville I sige?
L: “Jeg ville sige: vores sorg skal ikke være jeres undskyldning. Stop med at bruge vores døde til at dække over jeres medskyld i nye forbrydelser. Anerkend, at antisemitisme og islamofobi ikke står i modsætning – de er søskende. Og forstå, at den eneste måde at ære jødiske liv på, er at kæmpe for alles liv.”

B: “Jeg ville sige: I tror, at I forsvarer jøderne, men I forsvarer staten Israel. Og det er ikke det samme. Vi har ikke brug for jeres beskyttelse. Vi har brug for jeres menneskelighed.”

G: “Og jeg ville sige: Hvis I virkelig mener ’aldrig igen,’ så må I mene det. Ikke bare for jøder, men for palæstinensere, for flygtninge, for muslimer, for transpersoner, for alle, der bliver gjort til fjender af staten. Ellers er jeres mindehøjtidelighed bare endnu et stykke hvidvasket historie.”

Når alt det her gør så ondt – hvorfor bliver I ved?
L: “Fordi kærligheden kræver det. Fordi min farmor gemte sig i mørket, så jeg kunne stå her i lyset – og sige, at hendes lidelse ikke må bruges til at retfærdiggøre vold mod andre.”

G: “Fordi jødisk etik altid har handlet om tikkun olam – at hele verden, ikke bare os selv. Og fordi jeg nægter at lade had være den arv, jeg giver videre.”

B: “Fordi jeg tror på, at vi kan gøre det anderledes denne gang. At ’aldrig igen’ kan blive sandt, hvis vi tør elske ud over vores frygt.”

Hvordan oplever I mediernes dækning af Israel og Palæstina i Danmark lige nu?
L: “Jeg oplever en form for bevidst blindhed. Det er som om journalisterne ikke tør bruge det sprog, der kunne beskrive det, de faktisk ser. De siger ikke ’besættelse’, de siger ’konflikt’. De siger ikke ’børn bliver dræbt’, de siger ’børn er blandt ofrene’. Det er et sprog, der afvæbner virkeligheden. Og når vi så forsøger at tale om det, bliver vi mødt med: ’Men du er jo jøde, hvordan kan du sige det?’, som om min etik blev ugyldiggjort af min baggrund.”

B: “I Israel lærte jeg propagandaens grammatik. Jeg kan høre, hvordan den taler dansk nu. Den lever i vendinger som ’kompleks situation’ og ’begge sider’. Men jeg har været dér. Jeg har set, hvordan besættelsen fungerer. Der er ikke to lige sider, når den ene har alle våbnene.”

G: “Jeg tror, at en del af problemet er, at medierne i Vesten stadig tror, at jødiskhed er en slags moralsk licens. Hvis de får en jødisk stemme, der siger, at alt er fint, så kan de sove roligt. Derfor er antizionistiske jøder farlige — for vi bryder illusionen om, at man kan støtte kolonialisme og stadig være ’god’.”