Afhoppet nazileder: “Vi fik ordre til at bevæbne os.”
En tidligere svensk afdelingsleder i Den Nordiske Modstandsbevægelse fortæller nu offentligt om planlagte overfald på politiske modstandere og indkøb af automatvåben, håndgranater og sprængstof.
Publiceret den 16. februar 2022
I 2016 blev Jimmy Thunlind aktiv i Den Nordiske Modstandsbevægelses svenske hovedafdeling, der allerede på daværende tidspunkt var nordens største og mest militante naziorganisation. Han steg i løbet af få år hurtigt i organisationens interne hieraki, og blev i 2019 udnævnt til leder af organisationens lokalafdeling i Stockholm, rede 8 og fik titlen redeleder.
Han var fanatisk nazist, dedikerede sit liv til Den Nordiske Modstandsbevægelse og optrådte gentagne gange som taler ved organisationens demonstrationer.
I 2021 forlod han og organisationen. Nu står han frem i et stort interview med Dagens Nyheter, hvor han fortæller om organisationens illegale aktiviteter, der blandt andet består af planlagte overfald på politiske modstandere og tidligere medlemmer, men også indkøb af ulovlige våben.
I NMR findes der farlige mennesker med adgang til våben og sprængstoffer.
Jimmy Thunlind siger i interviewet, at han føler sig forpligtet til at fortælle det han ved om organisationen.
“I NMR findes der farlige mennesker med adgang til våben og sprængstoffer. Folk som meget vel kunne begå volds- og terrorhandlinger,” siger han til Dagens Nyheter.
“Brække ben eller slå knæskallerne i stykker”
I interviewet med Dagens Nyheter fortæller Jimmy Thunlind om hvordan han som redeleder i Den Nordiske Modstandsbevægelse har været med til at beslutte, at politiske modstandere og afhoppede medlemmer skulle overfaldes.
I interviewet fortæller han om et konkret overfald på en venstrefløjsaktivist, som Den Nordiske Modstandsbevægelse havde set sig sure på aktivisten, fordi han granskede og hængte højreekstremister ud på internettet.
Først kortlagde nazisterne aktivistens færden, hvorefter de maskerede og bevæbnede lå på lur udenfor aktivistens hjem. Da han dukkede op angreb de ham: Først med peberspray, derefter slog de ham både med og uden slagvåben i ansigtet og på resten af kroppen. Aktivisten fik alvorlige skader, der måtte behandles på hospitalet. Overfaldet blev politianmeldt, men er aldrig blevet opklaret.
“Vi var tilfredse. Han stoppede sit engagement. Det var jo formålet,” forklarer Jimmy Thunlind om overfaldet. Han bekræfter, at gerningsmændene bag overfaldet var NMR-medlemmer. Han var selv med til at tage beslutningen om at venstrefløjsaktivisten skulle ”åtgärdas” som nazisterne kaldte det.
Våben som hammere, knive og knojern kan anvendes
Han forklarer hvad begrebet “åtgärdas”, der til dansk oversættes bedst som “håndteres”, dækker over internt i naziorganisationen:
“At give en ordentlig lektie. Ikke mishandle så offeret omkommer. Men måske brække ben eller slå knæskallerne i stykker. Våben som hammere, knive og knojern kan anvendes,” lyder det til Dagens Nyheter.
Jimmy Thunlind fortæller, at ordren til overfaldet kom fra højeste sted i Den Nordiske Modstandsbevægelse. Han forklarer til avisen, at han selv har været med til at beslutte lignende overfald.
“Ved fem forskellige tilfælde var jeg med til, at vi fik ordrer om at mishandle mennesker. Enten poltiske modstandere, fra AFA eller lignende, eller afhoppere fra os.”
Ordre om bevæbning
Det er dog ikke kun slag- og stikvåben som Den Nordiske Modstandsbevægelse har fat i. Jimmy Thunlind fortæller ligeledes i interviewet med Dagens Nyheter, at der i foråret 2020 blev givet ordre til at påbegynde en bevæbning af organisationen.
Den 28. marts 2020 blev organisationens redeledere indkaldt til et møde i en skov udenfor den svenske by Skara, hvor der blev givet en ordre om at påbegynde våbenindkøb. Han siger i interviewet:
“Vi måtte ikke tage vores mobiler med. I skoven gav en af cheferne ordren.”
Vi fik ordre om at bevæbne os. At skaffe automatvåben, håndgranater og sprængstoffer. Og det gjorde vi også.
Thunlind fortsætter:
“Vi fik ordre om at bevæbne os. At skaffe automatvåben, håndgranater og sprængstoffer. Og det gjorde vi også.”
Jimmy Thunlind forklarer, at NMR’s øverste leder ikke selv deltog ved mødet i skoven, men at Thunlind selv vurderer, at ordren om bevæbning kom fra øverste sted:
“Ledelsen skal kunne benægte, at de har noget med dette at gøre. Men det var soleklart, at ordren kom fra rigsledelsen.”
Den afhoppede nazileder forklarer, at motivet til ordren om den påbegyndte bevæbning var den på det tidspunkt helt nye pandemi-situation. Nazisternes analyse var ifølge ham, at samfundet hurtigt ville gå ned af bakke og at NMR derfor skulle have våben for at kunne forsvare sig.
Våbenindkøb gennem kriminelle netværk
Efter mødet i skoven gik NMR’s medlemmer igang med at skaffe kontakter til kriminelle grupper med formålet at indkøbe våben. Jimmy Thunlind forklarer i interviewet med Dagens Nyheter:
“Vi skaffede en kontakt i den kriminelle verden. Så skete de første indkøb igennem den kanal.”
Han fortsætter:
“En gang måtte vi vente på en leverance fra Balkan. Vi kunne ikke få våbene til rette tid for de skulle til en kriminel gruppe i Stockholm i stedet. Det hastede mere, så vi måtte vente lidt”.
Våben og bomber en fast del af Den Nordiske Modstandsbevægelse
Det er langt fra første gang at medlemmer af Den Nordiske Modstandsbevægelse beskæftiger sig med våben og sprængstoffer.
De seneste måneder er to tidligere medlemmer af NMR blevet anholdt og fængslet i to forskellige sager om våben og sprængstoffer.
fremstilling af skydevåben af rørmodel et udbredt fænomen blandt medlemmer i Den Nordiske Modstandsbevægelse
Det er heller ikke første gang at NMR-medlemmer forsøger sig med selv at lave våben. I forbindelse med en retssag mod NMR-medlemmer i 2018 kom det frem, at den svenske efterretningstjeneste SÄPO havde udfærdiget en hemmelig-stemplet rapport om NMR-medlemmers besiddelse af hjemmelavede skydevåben, der kaldes “rørvåben”.
I rapporten lød det blandt andet:
“Ifølge SÄPO’s bedømmelse er fremstilling af skydevåben af rørmodel et udbredt fænomen blandt medlemmer i Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR). Lignende våben, komplette eller ufuldstændige, er fundet ved husransagninger ved flere mistænkte personer i organisationen.”
Tidligere er tre svenske medlemmer af organisationen dømt for i vinteren 2016-2017 at have gennemført en række bombeattentater mod bl.a. en venstreorienteret café og flere flygtningeboliger i Vestsverige.
Hverken svenskeren Simon Lindberg, der er Den Nordiske Modstandsbevægelses øverste leder, eller lederen af den danske gren af organisationen har ønsket at udtale sig om sagen til Redox.
Du kan læse hele det store interview hos Dagens Nyheter her. Det er bag betalingsmur.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.