Analyse: Derfor kalder vi Generation Identitær for nyfascister

Generation Identitær er hverken nationalsocialister eller nationalkonservative, men kommer ud af en anden højreradikal strømning. Vi forklarer, hvorfor vi omtaler dem som nyfascister.

Publiceret den 19. april 2019

Kreative happenings for tilbagesendelse af syriske flygtninge, bannerdrop-aktioner mod bandekrig på Nørrebro, protester mod opførelse af moskéer og nedtagning af antifascistiske klistermærker. Alt sammen dokumenteret og lagt på Youtube og Facebook, hvor videoerne får stor spredning. Den danske afdeling af Generation Identitær har med deres vedholdende aktiviteter og mange miniaktioner formået at tiltrække sig meget opmærksomhed.

Ligesom sine internationale søsterorganisationer har de vakt mediernes interesse, høstet opbakning fra den etablerede højrefløj og haft held med at opbygge en organisation.

Men hvad mener de egentligt? Generation Identitær baserer sine aktioner på korte, letfordøjelige slogans som “Sikre grænser – sikker fremtid” og “Stop bandekrig – remigration nu”. Men bag parolerne gemmer sig en dybereliggende forståelse af politik, der bygger på både traditionel raceideologi og mere moderne teoretikere. Bag den moderne æstetik og en nyfortolkning af begreberne fra det gamle højre, er der en hastigt voksende nyfascistisk bevægelse, som strategisk lægger afstand til det, vi normalt forbinder med racisme og fascisme.

Fascisme er, ligesom andre ideologier, ikke alene et historisk fænomen, ligesom det ikke kan afgrænses til en fjern fortid eller en nostalgisk dyrkelse af den. Fascismen forandrer sig med sin samtid, og det er Generation Identitær, og deres kommunikationsorienterede strategi et eksempel på. Deres nyfascisme søger, ligesom den historiske fascisme, at give et klart og simpelt svar på samtidens politiske konflikter, og de emner bevægelsen udpeger som vigtige.

Fascisme-begrebet kan bruges som en forståelsesramme og en analytisk optik, der kan forklare Generation Identitærs politiske projekt. Koblingen kan pege på, hvordan nutidige politiske strømninger er sammenlignelige med tidligere eksempler på fascisme, som vi kender de livsfarlige konsekvenserne af.
Derfor vil vi med en beskrivelse af Generation Identitærs virke, politik og historiske bånd argumentere for, at de er nyfascister.

Islam som Europas nemesis
I Europa tilhører Generation Identitær den identitære bevægelse, der både er en fællesbetegnelse for en nyere strømning af højreradikalisme, men også en konkret, tværeuropæisk organisation, der tager udspring i Frankrig i 2003. I dag har den mange hundrede aktivister fordelt udover afdelinger i Danmark, Frankrig, Irland, Italien, Østrig, Tyskland og Storbritannien.

Det franske ophav er også tydeligt på det ideologiske plan. Generation Identitær udspringer af den højreradikale ideologiske strømning, der kalder sig selv Det Nye Højre (på fransk: Nouvelle Droite), som opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig, hvor højreradikalismen og fascismen skulle genopfinde sig selv.

Jonas Zuschke, der er et toneangivende medlem af den danske afdeling knytter organisationen til Det Nye Højre i sin kronik med titlen: “Det Nye Højre; Hvorfor vi kæmper, og hvorfor vi vil vinde”.

Her skriver han blandt andet: “Vi er ekstremister, og vi er det gerne. Når dét at være positioneret så langt som muligt fra den sindslidende konsensus er ekstremt, så er ekstremisme et sundhedstegn. Vi er kampberedte pyromantikere, som i længsel afventer den rensende ild. Vi er villige til at bære det ubehag, som det er at være i fundamental opposition til alt det etablerede. Vi har taget vores kors op, og med det på skulderne går vi ind i kampen.”

Guillaume Faye hyldes af den identitære bevægelse som af de centrale ideologer i Det Nye Højre, og her bliver han tilskrevet evnen til at omfavne fascismens modsætning. Det skyldes, at Faye mener, at man skal kæmpe for udvikling og fremskridt, samtidig med at man kæmper for at vende tilbage til “de gode gamle dage”. Dyrkelsen af de gode, stolte, gamle dage i den identitære bevægelse betyder en afsky overfor moderne humanisme, der ifølge dem er roden til identitetsmæssig forvirring hos mennesket. I den fortælling har humanismen resulteret i både multikulturalisme og bevægelsen væk fra traditionelle kønsroller og -identiteter.

Faye har beskrevet Islam som Europas nemesis og hans aftryk i bevægelsen kan især spores i hans diagnosticering af Europas “sygdom”, “krise” og “snarlige undergang” som resultat af en igangværende “kolonisering”, der foregår gennem indvandring fra det globale syd.

Forkaster fascime- og racismeprædikatet
Selvom Generation Identitær kommer af en bevægelse, der hylder Fayes nyfascistiske tænkning, har Generation identitær travlt med at forkaste fascisme- og racismeprædikaterne, ligesom de har et begrebsapparat, der adskiller dem fra det gamle højre.

I en klage til Pressenævnet over en artikel på redox.dk skriver organisationen selv: “Fordi fascisme som nævnt er en konkret ideologi, er det dog ikke et skønsspørgsmål, men blot faktuelt forkert, at beskrive GI sådan.”

En af Generation Identitærs centrale strategier er at afvise, at de skulle være modstandere af bestemte etniciteter, kulturer og racer, men snarere er bekymret for, at den globale migration vil forårsage de enkelte kulturers endeligt. I en optræden i Deadline på DR2 afviste den danske leder af Generation Identitær, Aurelija Aniulyte, at hun skulle være racist.

“Vi mener, at ingen racer er over andre. Vi anerkender alle menneskers ret til deres kultur. Vi ønsker ikke at dominere nogen eller udrydde nogen,” sagde hun.

En anden central tænker i Nouvelle Droite, Alain De Benoist opsummerer dette arguments logik i manifestet for Det Nye Franske Højre, hvor han skrev: “Alle kulturer har deres eget tyngdepunkt: Forskellige kulturer tilbyder forskellige svar på essentielle spørgsmål. Det er derfor alle forsøg på at bringe dem sammen ender med at ødelægge dem.”

Rykker diskurser og holdninger til højre
Generation Identitærs teorier om særegne kulturer er ikke ny i dansk politik. Denne overbevisning kan sammenlignes med et fokus, der i stigende grad har præget debatten om udlændinge, flygtninge, indvandrere og efterkommere i dansk politik i de seneste årtier: Idéen om, at ikke-vestlige indvandrere og muslimer har en kultur, der er inkompatibel med en dansk kultur. Det har ført til en ny racisme, der bæres frem af en antagelse om, at det er de kulturelle forskelligheder, der skaber problemer i vores samfund.

Værdidebatter om at bære det religiøse tørklæde, spise svinekød, fejre jul og fortællingen om islam som en kvindeundertrykkende religion er altsammen eksempler på denne forestilling om problematisk kulturel forskellighed. Dette fører til stadighed til, at muslimer italesættes som uønskede i Danmark. Den diskurs udgør forudsætningen for diskriminerende lovgivning såsom burkaforbuddet, ghettolovgivningen og den nye udlændingelov.

Men hvor den danske politiske konsensus hidtil har ført til politikker, der har haft til formål at assimilere den muslimske del af befolkningen, har Generation Identitær en ideologi og strategi, der går skridtet videre. Helt på linje med tankegangen om uløselige kulturelle modsætninger, mener Generation Identitær, at kultur er noget, der er nedarvet i generationer, og således også er et spørgsmål om etnicitet.

Som talskvinden Aurelija Aniulyte sagde i Deadline: Danskhed handler også om “blodets bånd”. Generation Identitær ønsker, at den danske kultur skal være dominerende i Danmark, hvilket medfører, at befolkningsgrupper med ikke-vestlig baggrund aldrig kan blive danske.

Den store udskiftning
For Generation Identitær er det helt centrale politiske spørgsmål et fremtidigt skræk-scenario i Europa, hvor europæiske landes etniske befolkning udskiftes med en muslimsk befolkning. Det er dét, de kalder for “den store udskiftning”. Ifølge dem skal det forhindres ved et totalt stop for ikke-vestlig immigration, en øgning af fødselsraten for hvide amerikanere og europæere og ikke mindst en remigration, hvor migranter skal vende tilbage til deres oprindelseslande.

Generation Identitær kalder manøvren “reconquista” efter de kristnes generobring af Spanien fra de muslimske maurere, der foregik over mange hundrede år fra det ottende århundrede og frem.

Identitærbevægelsens brug af det græske bogstav lambda i deres logo vidner om andre af deres historiske inspirationer. Logoet er en henvisning til slaget ved Thermopylæ-passet i år 480 f.Kr., hvor spartanerne bar tegnet på deres skjolde, da de på trods af at være i undertal, standsede den persiske hærs fremmarch. Nazistiske raceteoretikere og Adolf Hitler er nogle af dem, der hylder spartanerne. Spartanerne er kontinuerligt blevet fremhævet som et patriotisk symbol, der hyldes for deres fysiske og genetiske overlegenhed, der fremhæves som årsag til deres sejr.

Metapolitik i stedet for partipolitik
Det er tydeligt, at Generation Identitærs offentlige strategier har haft succes, og at de har opnået en legitimitet i offentligheden. Medierne har udvist stor interesse og nysgerrighed for fænomenet, men også parlamentarisk orienterede politikere har vist interesse for dem.

Dette er helt i overensstemmelse med deres politiske strategi, der kredser om begrebet “metapolitik”, der er endnu et eksempel på den ideologiske indflydelse fra Det Nye Højre. Selve begrebet er dog hentet fra andre tænkere og forbindes ikke traditionelt med højrefløjen, ligesom Generation Identitærs symbolske aktioner også minder om noget, man ser på den radikale venstrefløj.

“Metapolitik” handler om at flytte holdninger og diskurser til højre, snarere end konkrete politiske tiltag. Teorien hviler på, at den politiske virkelighed kan realiseres ved at påvirke indholdet af den offentlige samtale, der dermed kan ændre den måde, vi taler om verden. Dette kan medføre, at politiske tiltag, som vi før troede var utænkelige bliver mulige. At tænke, at den politiske forandring ikke er noget, der opstår gennem parlamentarisk indflydelse, og at den politiske indflydelse ikke vindes med institutionel magt kan også spores til teoretikere som Antonio Gramsci og Jacques Ranciére fra den venstreorienterede kanon.

Generation Identitærs påvirkning på den offentlige samtale og diskursen hos den statslige institutionelle magt kan for eksempel ses, når kandidater fra Nye Borgerlige udtaler, at der for længst er udbrudt borgerkrig i Danmark, og at det er muslimer, der er fjenden.

En kamp om legitimitet
Det er også tydeligt, at Generation Identitærs måde at tale om deres politiske projekt er en offentlig strategi for at vinde opbakning, og som står i kontrast til meget af deres egentlige ideologiske udgangspunkt. Mange medier lader sig forblænde af denne strategi og anerkender Generation Identitærs egen afvisning af at være nyfascister istedet for at analysere deres egentlige politik.

Den danske afdeling af Generation Identitær har dog i nogle tilfælde også erklæret sig enige i holdninger, der i højere grad rummer den forståelse af genetik og race, som vi traditionelt forbinder med fascisme. I talspersonen for Generation Identitær, Aurelija Aniulytes, TV-optræden i Deadline, bekræftede hun, at danskhed defineres ud fra et slægtsfællesskab baseret på det etniske og fælles gener.

I Al-Jazeera dokumentarserien Generation Hate bliver kontrasten mellem, hvordan de agerer indadtil og udadtil helt åbenlys. Her skildres det meget tydeligt, at den pan-europæiske bevægelse er racistisk, voldelig og hylder fascisme.

Christchurch-morder støtter Generation Identitær
For nyligt så vi et eksempel på, hvad de identitæres ideologiske tankegods kan føre til. Titlen på det manifest, som Brenton Tarrant havde lagt ud på nettet, inden han skød og dræbte 50 muslimer i New Zealand den 15. marts, havde titlen “Den store udskiftning”, der som tidligere nævnt er et helt centralt begreb i den identitære ideologi.

Forbindelsen mellem Brenton Tarrant og Generation Identitær har dog ikke alene ideologisk karakter. Den østrigske regering har meddelt, at de vil undersøge muligheden for at opløse den østrigske afdeling af Generation Identitær, der hedder Identitären Bewegung Österreich (IBÖ). Årsagen er, at lederen af østrigske Generation Identitær, Martin Sellner har modtaget en pengedonation fra Brenton Tarrant.

Det østrigske politi er lige nu igang med at efterforske forbindelserne mellem Generation Identitær og Christchurch-terroristen.

Hvid nationalisme dræber
De identitæres teori om “den store udskiftning” er på mange måder blot en anden version af en udbredt nynazistisk konspirationsteori om, at der foregår et “folkemord” på hvide mennesker. Noget, der er forårsaget af muslimsk indvandring til vestlige lande.

Teorien om hvidt folkemord tilskrives typisk den amerikanske nynazist David Lane, der også citeres i Brenton Tarrants manifest for sin famøse sætning: “Vi må sikre eksistensen af vort folk og en fremtid for hvide børn”.

I en artikel, der er udgivet på det identitære forlag Arktos’ hjemmeside, kan man også læse, at det hvide folkemord er uundgåeligt, og at det er påkrævet, at de højreradikale skal “skifte fra forsvar til angreb” og “fysisk forsvare deres områder”.

Den samme retorik og overbevisning findes hos Generation Identitær: “Hvis vi skal bevare vores etnokulturelle identitet og sikre, at Europa også eksisterer i fremtiden, er det nu, vi skal handle. Derfor siger vi: Vågn op! Og Forsvar Europa!”, skriver de på deres hjemmeside.

I samme facon udtalte talskvinde Aurelija Aniulyte også i et interview med Zetland, at hendes generation er den sidste generation, der kan nå at redde Europa fra “den store udskiftning”. De identitære omtaler og ser sig selv som en modstandsbevægelse. “Vi er i en kamp mod tiden”, sagde hun.

Det er gennemgående, at de identitære i Europa og USA omtaler sig selv som en modstandsbevægelse, ligesom de argumenterer for, at de i virkeligheden er en naturlig modreaktion på en aggressiv, muslimsk masseindvandring, der er årsagen til sociale problemer og konflikter. Forklaringen om, at højreekstrem vold er en forudsigelig konsekvens af muslimsk indvandring så man også gengivet, da Marie Krarup fra Dansk Folkeparti og sognepræst Sørine Gotfredsen i programmet P1 Debat opfordrede til, at man prøver at forstå Brenton Tarrants handlinger og motiver som en reaktion på udlændingepolitik og kulturelle sammenstød i vores samtid.

I programmet, der handlede om massakren i Christchurch truslen fra ekstreme højre, sagde folketingspolitikeren Marie Krarup, at “islamisering”, tryk fra muslimsk indvandring og voksende befolkningstilvækst gør risikoen for lignende angreb større, og at det “selvfølgelig hænger sammen med en uigennemtænkt udlændingepolitik.” I samme program opfordrede sognepræst og debattør Sørine Godtfredsen til, at man leder efter en rationalitet, der har forbindelse til virkeligheden, når man læser eksempelvis Brenton Tarrants manifest. En virkelighed, der ifølge sognepræsten gradvist bliver præget af flere og flere kulturelle sammenstød.

Farlig normalisering
Konsekvensen af at reducere Generation til en indvandringskritisk ungdomsbevægelse med en effektiv kommunikationsstrategi, er en normalisering af deres holdninger. Det betyder en legitimering af en hvid nationalisme, som deres holdninger baserer sig på, og som grundlæggende gør det muligt at fratage ikke-vestlige indvandrere, efterkommere, flygtninge og migranter basale rettigheder og muligheden for at leve i vores samfund.

Forklaringerne om inkompatible kulturer og kulturel forskellighed fører allerede på nuværende tidspunkt til politikker, hvor hvide menneskeliv vægtes højere end ikke-hvides. I denne tankegang bliver menneskers flugt gjort til et individuelt valg, hvor det er den flygtendes egen skyld, at de befinder sig i en utålelig situation i Danmark. Denne konstruktion gør det muligt at afhumanisere og fængsle mennesker under sundhedsskadelige vilkår og at fratage dem basale rettigheder, alene på grund af deres flygtningestatus, som man allerede ser det i deportationslejre som Sjælsmark og Kærshovedgård.

Den politiske virkelighed i dag kræver, at vi ikke relativiserer de fascistiske strømninger i vores samfund, blot fordi de optræder i variationer, der både er synlige hos den politiske og institutionelle magt og i den offentlige debat. Det har konsekvenser i den virkelige verden, når Generation Identitær bliver skildret på deres egne præmisser som et nybrud og en fascinerende tendens. Deres politiske virke og tankegang hviler på et nyfascistisk tankegods og deres velsmurte propagandamaskine bidrager til at trække hele det politiske spektrum til højre. Det har voldelige og dødelige konsekvenser for minoriteter i vores samfund.