Analyse: Manifester afslører nye tendenser blandt højreradikale terrorister

Teksten er først publiceret i magasinet Redox Offline, der udkom sidste år. Vi bringer den i dag på redox.dk i anledning af årsdagen for terrorangrebene i Norge den 22. juli 2011.

Publiceret den 22. juli 2026

Siden angrebet på Utøya har en bølge af højreradikale terrorangreb ramt flere kontinenter. Mange af gerningsmændene har efterladt sig manifester på nettet, der afslører nogle fælles tendenser. I forbindelse med angrebene i Oslo og på Utøya landede et manifest, forfattet af gerningsmanden, i mailboksen hos cirka 1000 aktivister og debattører fra den yderste højrefløj. Manifestet, der var mere end 1.500 sider langt, blev i månederne efter dissekeret og var med til at understrege gerningsmandens ideologiske motivation.

Siden har en lang række lignende angreb ramt især steder, hvor minoritetsgrupper færdes, og mange af gerningsmændene har skrevet lignende, dog kortere, manifester. De deles typisk på chatplatformen Telegram eller på 4chan-lignende imageboards, der er en slags anonyme, digitale opslagstavler. Terrormanifesterne som genre er præget af, at forfatteren er sikker på at have ret. Der bliver ikke lagt benarbejde i at formulere en argumentation, læseren forsøges ikke overbevist. Manifestforfatteren ved, at de har ret, og ønsker med sit manifest at forklare sine handlinger og at opfordre læseren til at følge deres eksempel – et call to action.

Når man ser på manifesterne fra det seneste årti, så er der ét tema, der går igen uanset om gerningsmanden er fra USA, Norge, Tyskland eller New Zealand: “Den store befolkningsudskiftning”. “Den store befolkningsudskiftning” er en konspirationsteori, som har rødder blandt nyfascistiske teoretikere i Frankrig. I Danmark er begrebet vandret fra Generation Identitær til dele af den parlamentariske højrefløj.

Konspirationsteorien er refereret af gerningsmændene bag terrorangreb som masseskyderierne i Christchurch (2019), El Paso (2019), Buffalo (2022) og Jacksonville (2023). Det er alment anerkendt, at teorien er baseret på bevidst mistolkning af demografi og et racistisk verdenssyn. Det har ikke hindret konspirationsteorien i at vinde frem i både højreekstreme kredse, og blandt republikanske politikere i USA – og så altså blandt den nye generation af Telegram-terrorister.

Selvom fascismen og nazismen er nationalistiske ideologier, så er den nye bølge af terrorangreb sket i en internationaliseret bevægelse: For gerningsmændene er fællesskabet ikke nationalitet eller religion, det er hudfarven – og frygten for den store befolkningsudskiftning – der binder dem sammen på tværs af kontinenter og beskedtjenester.

En anden tendens manifesterne og deres forfattere dokumenterer er, at angrebene ikke sker med udgangspunkt i de organiserede højreradikale eller nazistiske grupper. Nogle af dem har haft berøring med de organiserede grupper, men ikke fundet sig til rette eller passet ind socialt. Andre afviser ideologisk muligheden for at skabe forandring i flok – den eneste vej, i deres optik, er enkeltmandsangreb for at fremskynde sammenbruddet af liberale demokratier for at etablere en ny orden.

I manifestet, som Christchurch-gerningsmanden skrev, var tanken bag angrebet, at det ville føre til en konflikt mellem den amerikanske stat og amerikanske militser, også selvom angrebet foregik i New Zealand. Gerningsmanden mente, at den amerikanske stat på baggrund af angrebet ville være nødt til at genoverveje deres konstitutionelle ret til at bære våben. På baggrund af en teoretisk indskrænkning af denne ret, ville der opstå en borgerkrigslignende konflikt, som ville accelerere kampen imod den påståede ‘befolkningsudskiftning’.

Det går også igen, at manifesterne er skrevet på engelsk, for at nå så bredt et publikum som muligt, at de ofte er skrevet i hast og at de offentliggøres kort før angrebet. Gennemsnitstiden fra offentliggørelse til angreb er under to timer. Når beslutningen om at handle er taget, vil de ikke fanges, før angrebet er gennemført. Skiftet til det engelske sprog er et vendepunkt i radikaliseringen og skiftet til et internationalt mindset.

På de chatkanaler på Telegram, Discord og lignende chatplatforme, som terrorsympatisørerne chatter på, eksisterer en særlig humor, hvor memes, trolling og edgy adfærd møder den såkaldt saint-kultur, hvor tidligere gerningsmænd fremhæves som helgener og gøres til ikoner. Fællesskabet opfordrer til at flere slutter sig til den accelerationistiske bevægelse. Gennem manifester, søger de at skrive sig ind i rækken af helgener, ved at referere tilbage til dem, der kom før, med håbet om at blive refereret selv, senere hen.

Manifesternes sproglige karaktér er en videreførsel af kommunikationsformen på de chatkanaler, hvor de har deres dagligdag. Grov racisme kombineres med memes og ironi. Sproget er dybt forankret i den digitale kultur forfatterne har i deres hverdag. I angrebene overføres sproget og logikken fra deres onlinekultur til virkeligheden. På samme måde kan de bruge referencer til populærkultur og kendte mennesker for at skabe yderligere opmærksomhed, når disse ufrivilligt inddrages i mediedækningen af angrebene.

I mange år talte man, også blandt antifascister, om gerningsmændene som lone wolves, fordi angrebene blev gennemført af enkeltpersoner. Men den etiket fjerner fokus fra, at de alle har været dele af digitale netværk, hvor de er blevet radikaliseret, inspireret, uddannet og oplært i både årsag og metoder til terroren.

Manifestforfatterne har typisk et udvalgt mål de vil ramme, men er meget fleksible. Når manifestet er skrevet, og angrebet planlagt, bliver det gennemført – også selvom det originale mål ikke er muligt at nå. Et eksempel på det er da en gerningsmand i 2019 forsøgte at angribe en synagoge i Halle i Tyskland under fejringen af Yom Kippur. Det lykkedes ham ikke at komme ind i synagogen, og i stedet fandt han sine ofre i en kebabrestaurant og blandt forbipasserende.

Succeskriteriet er massedød for at skabe omtale. Hvem der lader livet er underordnet, så længe de tilhører de grupper, oftest minoriteter, der er blandt terroristernes udpegede fjender. Det vigtige for gerningsmændene er, at deres tanker når ud til så mange som muligt. Udbredelsen af manifestet er lige så vigtigt som selve gerningen.

Artiklen her er første gang bragt i Redox Offline, der udkom sidste år. Du kan læse hele magasinet her.