Borgmester fortryder ikke møde med højreekstremister
Borgmester og ambassadør var værter, da tyske højreekstremister var på politikudviklingstur til København. Nu vil gæsterne kopiere dansk ghettolovgivning.
Publiceret den 1. august 2024
I Tyskland er partiet Alternative für Deutschland på efterretningstjenesten Verfassungschutz’ overvågningsliste og bånd til nynazistiske kredse er gang på gang blevet afsløret. I EU var partiet for yderligtgående til at sidde med i den ganske yderligtgående højrefløjsgruppe ID. Alligevel blev en delegation fra partiets Berlin-afdeling modtaget med åbne arme fra officielt hold, da de tidligere på sommeren besøgte København for at udvikle politik.
En regnfuld eftermiddag i starten af juli rullede en turistbus ind i det sociale boligbyggeri Mjølnerparken på ydre Nørrebro. Ud steg en gruppe tyskere fra det højreradikale parti Alternative für Deutschlands (AfD) Berlin-afdeling. Med sig havde de journalister fra flere tyske medier, ligesom de medbragte deres egne kamerafolk. De gik rundt i området og talte med flere lokale med en tysktalende dansk journalist som tolk.
Journalisten var ifølge Redox’ oplysninger ikke orienteret om, at der var tale om AfD, men var blevet booket af den tyske ambassade i København via et bookingbureau, der havde oplyst om, at det drejede sig om rundvisning af ‘lokalpolitikere fra Tyskland’.
Besøget i Mjølnerparken var et af de sidste elementer i de tyske højreekstremisters fire dage lange ekskursion til København, hvor de blandt andet besøgte den tyske ambassade, Christiansborg og Københavns Rådhus. Rejsen dannede grobund for et nyt politisk udspil fra Berlin-afdelingen af AfD. Det har titlen: “Lær af Danmark – Bekæmp problemområder og overvind parallelsamfund”.
I udspillet, der udkom i direkte forlængelse af rejsen til København, lyder det blandt andet, at man “efter dansk forbillede” ønsker at indføre dobbeltstrafzoner. Partiet ønsker også at åbne et fængselssystem i et tredjeland til ‘udenlandske gerningsmænd’, blandt andet for at sænke omkostningerne og ‘øge afskrækkelsen’. Desuden ønsker partiet at “Berlin skal deportere mere: Berlin skal endelig konsekvent håndhæve gældende lov. Til dette formål skal der bygges et tilstrækkeligt stort udvisningscenter, og muligheden for tilbageholdelse indtil udvisning skal konsekvent anvendes”.
Fortrolig briefing på ambassaden
Redox har henvendt sig til den tyske ambassade med en række spørgsmål. Dem har de ikke svaret på. I stedet har Henning Grosser, ambassadens førstesekretær for økonomi, energi og klima, fremsendt en generel kommentar. Heri lyder det:
“Det er veletableret praksis, at politiske delegationer fra det tyske delstats- og føderale niveau regelmæssigt rejser til udlandet som en del af deres parlamentariske arbejde. Tyske diplomatiske missioner har til opgave at forberede og ledsage besøg af statsparlamentarikere hvis der er kapacitet. Dette omfatter også fortrolige briefinger fra ambassaden om forholdene i værtslandet, som det var tilfældet her. Jeg beder om jeres forståelse for, at vi ikke kommenterer indholdet af fortrolige briefinger.”
AfD selv skriver i deres rejsereportage, at ambassadøren under besøget orienterede om “forskellige aspekter af den danske indenrigs- og udenrigspolitik”.
Borgmester: Giv dem regeringsansvar
Mens den tyske ambassade er fåmælte om besøget, så er beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Jens-Kristian Lütken (Venstre), anderledes åben.
Han fortæller, at han fik en henvendelse fra den tyske ambassade, der spurgte om han ville tage imod AfD-delegationen.
“Jeg er ret velbevandret i tysk politik, så jeg kender udemærket til AFD. Jeg synes det kunne være interessant at mødes med dem. Jeg synes det er vigtigt at mødes med alle og at man kan tale med alle. Jeg er uenig med dele af partiets fascination af Putin og deres forhold til EU, men derfor kan man jo godt mødes med folk,” siger han til Redox.
Han er ikke bekymret for signalværdien i at mødes med det højreekstreme tyske parti.
“Hvis man ikke engang kan hilse på dem eller mødes med dem, så synes jeg faktisk at demokratiet har et problem. Derfor synes jeg det er væsentligt også at mødes med Alternative für Deutschland.”
I omtalen af København-rejsen og det politikpapir, som partiet lancerede i kølvandet på besøget, nævner de tyske gæster specifikt mødet med den københavnske borgmester.
“Lütken præsenterede sit lands indsats og projekter for at overvinde problemdistrikter og parallelsamfund,” skriver AfD-afdelingen på deres hjemmeside.
Men det ser Jens-Kristian Lütken ikke noget problem med, siger han til Redox.
“Min holdning med den type partier er, at man skal lukke dem ind i regeringen og give dem regeringsansvar, fordi det rundt omkring i verden viser sig, at den her type partier har meget, meget svært ved at overleve, fordi de bliver ramt af virkeligheden med 120 kilometer i timen,” lyder det fra borgmesteren.