DF-kandidat har fortid i højreradikale grupper
Ved det kommende lokalvalg står Daniel Aage Holm nummer tre på Dansk Folkepartis liste i Skanderborg. Trods partiets nultolerancepolitik overfor højreradikale forbindelser har han en fortid i flere af den slags grupper.
Publiceret den 9. november 2017
Når skanderborgenserene tirsdag den 21. november skal sætte deres kryds ved by- og regionsrådsvalget er en af mulighederne Daniel Aage Holm, der er nummer tre på Dansk Folkepartis liste. Selvom partiet i mange år har brystet sig af en nultolerancepolitik overfor personer med forbindelser til endnu mere yderligtgående grupper, kan Redox her dokumentere, at Daniel Aage Holm tidligere har været aktiv i flere grupper på den alleryderste højrefløj.
Da det antimuslimske tyske demonstrationskoncept PEGIDA i januar 2015 blev importeret til Danmark var det med Daniel Aage Holm spidsen for den århusianske afdeling. PEGIDA Århus afholdte mandagsdemonstrationer imod “den snigende islamisering af Danmark”. De nåede dog kun af afholde en lille håndfuld meget små demonstrationer inden Daniel Aage Holm stoppede projektet.
PEGIDA er ikke det eneste sted på den yderste højrefløj Daniel Aage Holm har været involveret. Samtidig med engagementet i PEGIDA Århus var han også aktiv i den nationalistiske organisation Danerværn.
Efter nedlæggelsen af PEGIDA i Århus tilsluttede Daniel Aage Holm sig den antimuslimske organisation Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD), hvor han deltog i flere af organisationens demonstrationer, bl.a. sammen med Karsten Holt Larsen fra partiet “Danmark Først”. I starten af 2017 fik Karsten Holt Larsen en del omtale i pressen, da han udråbte de fire unge mænd fra Ry til ‘modstandsmænd’ og ‘frihedskæmpere’. De fire havde kastet en molotovcocktail på en dreng med afghansk baggrund.
Daniel Holm har også flere gange skrevet racistiske kommentarer på sin personlige Facebookprofil. I oktober 2014 kommenterede han bl.a. Nationalpartiets succés på Facebook således: “Hvordan en i helved kan det nye p*rker parti får over 16 tusind liks på så kort tid? Kæft jeg skammer mig over alle de lands forrædere”.
Han følger op med en ny kommentar: “Jeg har lært at man ikke kan stole på p*rkere. De gør alt h ad de kan for at hive vælgere til og når er forsent finder i konsekvenserne at denne naive holdning”.
I december 2014 lød det: “Utroligt alt det vold og blod de satans muslimer har været skyld i […] Hvad sker der der for de uopdragne/hjernevaskede muslimer! Vågn nu op og se det i øjnene islarm er en trussel for os alle!!!”.
Da Redox ringer til Daniel Aage Holm siger han om sit engagement i PEGIDA Aarhus: “Det er jo en fortid og det er overhovedet ikke noget jeg tænker over i dag. Jeg har ikke flere kommentarer til det, farvel”, inden han afbryder samtalen.
Aksel Niesen, formand for Dansk Folkeparti i Skanderborg, siger til Redox, at han ikke er bekendt med Daniel Aage Holms engagement på den yderste højrefløj eller hans udtalelser. Han ønsker ikke at kommentere oplysningerne, da han ikke har snakket med Daniel Aage Holm om det. Han siger, at det er en sag, som de vil håndtere internt og tilføjer, at han ikke vil kommentere det udadtil.
Dansk Folkepartis partisekretær Poul Lindholm Nielsen siger til Redox, at han heller ikke er bekendt med oplysningerne, men at han vil tage kontakt til både lokalformanden i Skanderborg samt til Daniel Aage Holm for at få belyst sagen.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.