DF'er vil bombe muslimer

DF's førstemand i Kerteminde Byråd har de seneste dage fået negativ opmærksomhed for sine voldsforherligende opdateringer på Facebook. Redox kan nu afsløre, at han tidligere har opfordret til at bombe et muslimsk optog. Afsløringen blev dog for meget for DF'eren, der nu har meldt sig ud for ikke at skade partiet yderligere.

Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl ses her ved Folkemødet på Bornholm i 2017. (Foto: News Øresund). Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl ses her ved Folkemødet på Bornholm i 2017. (Foto: News Øresund)

Byrådsmedlemmet for Dansk Folkeparti i Kerteminde, Knud Skov Ahrnkiel, har de seneste dage været i stormvejr i medierne, efter at det kom frem, at han opfordrede unge danskere til at bevæbne sig og udøve selvtægt mod muslimer i Danmark. Redox kan nu afsløre, at det ikke er første gang, at Ahrnkiel opfordrer til vold mod muslimer.

I september 2017 blev han irettesat af partitoppen, da han havde kaldt indvandrere for 'parasitter'.

I søndags gentog seancen sig, da Ahrnkiel opfordrede unge til at bevæbne sig og udøve selvtægt mod muslimer. Det skete i opslag på Facebook med ordlyden:
 
"Fantastisk med den kulturberigelse, men hvor er vores friske ungdom henne, bør i ikke finde sammen, bevæbne jer, og sammen engang for alle fjerne den ondskab, husk med ondt skal ondt fordrives," skrev han.
 
 
I dag kan Redox så afsløre en række lignende udsagn på sociale medier fra Dansk Folkepartis førstemand i Kerteminde Byråd.
 
I februar 2016 delte han en video af et muslimsk optog i England. Følgeteksten lød: "Bomb *smiley* det kan kun gå for langsomt".
 
Den 8. februar 2016 delte byrådsmedlemmet en video af et muslimsk optog i England sammen med en opfordring om at bombe det. (Foto: Screenshot fra Facebook). Den 8. februar 2016 delte byrådsmedlemmet en video af et muslimsk optog i England sammen med en opfordring om at bombe det. (Foto: Screenshot fra Facebook)
 
 
Og i sommers kom turen til den danske sangerinde MØ, der under sin koncert på Skanderborg Festival i begyndelsen af august optrådte iført en elefanthue. Det er blevet tolket som en happening mod burkaforbuddet.
 
Knud Skov Arhnkiels reaktion på MØ's optræden lød:
 
"Håber den lille underfrankeret Mø, vil mødes en mørk nat og får en på opleveren, med de dejlige islamister som hun så flot beskytter".
 
Den 9. august i år kommenterede Knud Skov Ahrnkiel en Facebook vens opslag om MØs optræden på Skanderborg Festival. (Foto: Screenshot fra Facebook). Den 9. august i år kommenterede Knud Skov Ahrnkiel en Facebook-vens opslag om MØ's optræden på Skanderborg Festival. (Foto: Screenshot fra Facebook)
 
Da Redox ringer til Knud Skov Ahrnkiel ønsker han ikke at udtale sig og siger:

"Jeg har ingen kommentarer til jer, fordi I manipulerer med det, jeg siger, lige som det passer jer. Det har jeg været udsat for her. Så ved du hvad, du kan bare skrive, hvad du gør, det gør du alligevel. Så jeg har ikke mere at sige til dig."

Efterfølgende har Redox flere gange været i kontakt med DFs partisekretær, Poul Lindholm Nielsen, der her til eftermiddag kunne oplyse, at Knud Skov Ahrnkiel ikke længere er medlem af Dansk Folkeparti.

"Han har sendt en mail, hvor han melder sig ud af partiet med omgående virkning, da han ikke ønsker at skade partiet, og han er derfor løsgænger fra nu af" udtaler partisekretæren til Redox.