Ekstremt online

Hvordan er den nye højreradikale terrorisme påvirket af at foregå i en digital tidsalder?

Publiceret den 20. august 2025

Teksten er skrevet af Maia Kahlke Lorentzen fra Cybernauterne. Den er første gang publiceret i magasinet Redox Offline #1, der udkom tidligere i år. Du kan få magasinet gratis, hvis du melder dig ind i Redox’ støtteforening Støttekollektivet.

Da en norsk mand udførte sit terrorangreb på Utøya i 2011 fulgte jeg rædselsslagen med i nyhedsopdateringerne på Facebook fra min smartphone. Først de klassiske spekulationer om, at der var tale om jihadistisk terror. Så gik det langsomt op for både nyhedsmedierne og os, der fulgte med, at der var tale om et højreradikalt terrorangreb – et af de mest omfattende i nyere tid.

Otte år senere behøvede man ikke vente på nyhedsmedierne. En terrorist i New Zealand havde anskaffet sig et GoPro-kamera og livestreamede direkte til Facebook, mens han skød og dræbte 51 mennesker i Al Noord-moskéen og Linwood islamisk center, begge i Christchurch, New Zealand.

Den norske gerningsmand måtte i 2011 nøjes med at drømme om at filme henrettelsen af den norske politiker Gro Harlem Brundtland og derefter uploade det på YouTube. Otte år senere betød den teknologiske udvikling, at man nu kunne logge på verdens største sociale medier og se terror live. Modsat nordmanden, der mailede sit manifest ud til 8.000 mailadresser han havde indsamlet op til sit angreb, spredte newzealænderen sit manifest “Den Store Udskiftning” gennem 8chan, og havde designet det tilstrækkeligt kort og spækket med velkendte internetreferencer, til at det lynhurtigt spredte sig online og blev oversat til adskillige sprog.

Angrebet i Christchurch inspirerede også en lang række andre unge højreradikale mænd til at gå i gerningsmandens fodspor de følgende år; Til at lave manifester med deres begrundelser og poste dem på online fora, der sympatiserede med deres ideologi og var klar til at hjælpe med spredningen, til at forsøge at livestreame og på andre måder sprede deres angreb online, udenom nyhedsmediernes vinkling og kontrol.

Christchurch-angrebet blev opskriften på, hvordan højreradikale terrorister kunne bruge sociale medier og moderne kommunikationsteknologi som værktøjer til at udøve kontrol med narrativet om deres accelerationistiske terrorangreb, så de tjente deres propagandistiske formål; at få angriberens politiske mål på dagsordenen i mainstream debatten og at inspirere andre til at foretage lignende angreb.

Copycats og Lone wolfs
Da en 27-årige tysker i oktober 2019 forsøgte at lave et Christchurch-inspireret angreb i Halle, Tyskland, kom jeg op at skændes med en dansk journalist på Twitter omkring motivet. Journalisten mente ikke gerningsmanden var højreradikal, men en “ensom incel type”, fordi han tilsyneladende ikke var organiseret i en formaliseret højreradikal organisation. Tyskeren var den seneste i en række af unge, hvide mænd der – tydeligt inspireret af Christchurch-gerningsmandens ideologi og metode – begik terrorangreb i USA og Europa i løbet af 2019. En angrebsrække, der er fortsat i de efterfølgende år. Min daværende kollega Kevin Shakir og jeg kaldte dem imageboard-terrorister i en artikel fra 2020 på grund af deres forkærlighed for og referencer til internetfora som 4chan og 8chan.

Da en amerikansk terrorist angreb et Walmart-supermarked i El Paso og dræbte 23 mennesker postede han før angrebet sit manifest på 8chan, hvor der blandt andet stod at han ville stoppe “the hispanic invasion of Texas”. En anden gerningsmand postede sit manifest, hvor han anklagede
jøder for at ville ødelægge den hvide race, på 8chan, kort inden han gik ind i Poweaysynagogen i Californien med en riffel og dræbte en kvinde og sårede tre andre. Holdt op imod disse to angreb, klarede den føromtalte tysker sit angreb dårligt. På hans livestream kan man høre
ham næsten hulkende erklære sig selv en fiasko, da hans 3d-printede pistol ikke virker, og det ikke lykkes ham at få adgang til den synagoge han håbede at angribe. Han ender med at dræbe to forbipasserende istedet.

Tyskeren lignede måske på overfladen en lone wolf – han planlagde og udførte angrebet alene. Og alligevel er han hele tiden i dialog mens han gør det. På livestreamen taler han konstant til sit publikum på imageboardsene. Og brugerne her er nådesløse i deres diskussion, som
foregår simultant med angrebet, hvor de tværer gerningsmanden ud og laver memes om hvordan han er en fiasko. En virgin, altså en modsat de andre terrorister, der var chads – seje, stærke mænd. De andre af Christchurch-angriberens copycats bliver til gengæld helgenkåret i memeformat på 8chan, 8kun og de forskellige andre underfora, der springer op i perioden, fordi det er blevet offentligt kendt, at højreradikale terrorister deler materiale på dem.

De tilsyneladende ensomme ulve har ikke en velorganiseret terrorcelle omkring sig. Men de har et parasocialt digitalt univers med ligesindede, hvor der deles tidligere terroristers manifester, litteratur, memes og opfordringer til vold. Terroristerne fandyrkes og udråbes
bogstavelig talt til som helgener. Det samme sker på incel fora, hvor de incels, der tager kampen fra internettet ud i gaden, og rent faktisk dræber for deres ideologi, hyldes i sange, memes og videoer eller får andre angreb dedikeret til sig.

I disse digitale miljøer fungerer det sociale univers som inspiration og rekrutteringsagent, for dem der er dedikerede og voldsparate nok til at tage sagen i egen hånd, og omsætte de mange vrede shitposts til konkret handling. Samtidig kommer det også frem efter
angreb, eller når efterretningstjenester lykkes med at opsnappe og forhindre angreb, at mere velorganiserede højreradikale grupper også er online, og forsøger at rekruttere unge og inspirere til accelerationistisk terror. Og ligesådan har terroristerne ofte forbindelser til eller været åbne støtter af mere formaliserede højreradikale netværk eller ideologer, som Christchurch-angriberen, der var i kontakt med Martin Sellner fra Identitær og fan af den hvide nationalist Blair Cotrell fra United Patriots Front i Australien. De “ensomme ulve” er altså på ingen måde alene.

The left can’t meme
Da Christchurch-gerningsmanden annoncerede angrebet på 8chan, havde han et meget klart formål: “please do your part spreading my message, making memes and shitposting as you usually do.” Det var heller ikke tilfældigt, at hans livestream lignede noget fra et first-person shooter computerspil. Det var et overlagt nik til det ekstremt online publikum på imageboardsene, der straks begyndte at sætte “kill counts” og andre visuelle elementer ind over screenshots fra livestreamen og sprede dem, fra 4chan og videre ud over internettet, hvor gamerglade unge mænd kunne samle dem op og grine af deres referencer, og dermed distancere sig fra den uhyggelige virkelighed, der var skjult bag ironiske meme referencer.

I hans manifest med titlen “Den store udskiftning” opfordrede han også læserne til at lave og sprede memes, fordi han mente at de havde “gjort mere for den etnonationalistiske bevægelse end noget manifest”.

Strategien om at tappe ind i internetkultur og formulere sin ideologi i memes, youtube essays og Twittertråde i stedet for ikke i lange taler og teoretiske manifester, blev også anvendt af den amerikanske alt-right bevægelse til at mobilisere utilfredse unge hvide mænd politisk i årene op til Trumps første præsidentperiode. De såkaldte meme-krige startede dog ikke i de højreradikale miljøer, men i computerspil-fankulturen helt tilbage i 2013. På det tidspunkt forsøgte forskellige kvindelige spiludviklere og feminister at sætte fokus på hvad de betragtede som
sexistiske stereotyper i computerspil, og det var ikke populært blandt den overvejende mandlige fanbase af spil som Tomb Raider, at nogen satte spørgsmålstegn ved hvorfor Lara Croft behøvede udforske ruiner i hotpants. Nogen af dem begyndte at slå igen online, og det eksploderede til en online chikanekampagne der blev kendt som #Gamergate.

Youtubere, 4channere, reddit mods og twitter trolls slog sig sammen om at chikanere de kvinder i spilbranchen, som de mente forsøgte bringe deres politiske korrekthed ind og ødelægge deres spil. De våbengjorde deres kendskab til teknologi til at jage de formastelige overløbere væk fra internettet. Der blev mobiliseret Twittertroldehære, lavet YouTube hade essays, sendt voldtægtstrusler, doxxet og swattet. Samtidig blev der produceret en lind strøm af memes og onlinediskurs, der overbeviste tilskuerne om, at ofrene selv var ude om det, fordi de var for sarte.

Gamergate gjorde en hel del internetkrigere store, som senere blev en del af alt right-bevægelsen. For eksempel den britiske youtuber Sargon of Akkad, bedre kendt som Carl Benjamin, der senere stillede op for UKIP i England. Den mest kendte gamergate troldehærfører er nok Milo Yiannoupulos, selvudnævnt troll og en af de helt store faktorer i at mobilisere internetkrigerne for Trump i 2015. I et interview med den konservative TV-vært Dave Rubin i 2016, forklarede han stolt sin strategi: At gamergate brugte kulturkrigen som mobiliseringsfaktor og overlagt tappede ind i diskussionen om computerspil, film, tv og musik, og mobilisere de fanbaser, der var rasende over det de så som “politiske korrekte” angreb på de universer, de havde kendt siden de var børn. Det var grundstenene til den retorik om “wokeness der er gået for vidt”, som
siden har bredt sig over hele verden, og i dag er en standard redaktionel linje hos flere danske nyhedsmedier.

Gamergate var også en testkørsel af, hvordan man kan gøre sociale medier til våben, bruge troldetaktikker, internetslang og memekultur til at lukke munden på sine politiske modstandere og sprede sine ideer ind i mainstream. Det blev samlet op af alt right-bevægelsen, og har siden spredt sig til Europa, herhjemme med Paludan som det mest åbenlyse eksempel. De tidligere gamergatere, der siden blev en del af alt right bevægelsen, er også en eksemplificering af det, man betegner som The Alt Right Pipeline: Den rørledning, der fører seere fra tilsyneladende uskyldigt eller mainstream online forargelsesindhold og over i højreradikalt tankegods, et youtube essay ad gangen.

Bare for sjov
Mange af de memes og udtryk man ser selv politikere og større nyhedsmedier bruge i deres hverdag, har deres oprindelse i alt right eller manosfære fora. Det gælder ord som “chad”, “sigma” og de populære stregtegnede wojak memes. Selvom de er blevet optaget, genforhandlet og omfortolket af både venstrefløjen og mainstream influencere, viser det hvordan den yderste højrefløj tidligt fik øjnene op for de sociale medier og de digitale subkkulturers enorme propaganda og mobiliseringspotentiale. Som et af deres favoritudtryk lyder; the left can’t meme.

At pakke højreradikal propaganda ind i ironi, slang og memes er en overlagt strategi. Det har en række fordele; budskaberne kodes, så de ikke umiddelbart kan aflæses for hvad de er. En strategi f.eks. nynazister har brugt længe, ved at anvende Tyr-runer eller talkoder som 1488 til at signalere deres politiske ideologi i et offentligt rum, digitalt eller fysisk, der ville reagere mere negativt på et svastika eller en plakat med teksten ‘Heil Hitler’. Ofte approprieres eksisterende tegn, memes eller slang, som vi så det med OK-tegnet, der af 4chan blev udråbt
til højreradikalt tegn som en del af en trollingaktion. Eller da Gigi D’agostinos eurodance hit “L’Amour toujours” blev et højreradikalt anthem i sommeren 2024, fordi en video hvor tyske unge skrålede med på sangen med ordene “udlændinge ud, tyskland er for tyskere” gik viralt.

Forskellige højreradikale influencere lagde sommerstemningsvideoer med sangen under op på deres sociale medier med en frydefuld blinkesmiley. IYKYK (If You Know, You Know). Hvis man ikke vidste bedre ligner det bare en nuttet video med et 90’er hit som underlægning.

Det er en anden af de helt store fordele ved de højreradikales brug af memes som propaganda; hvis det pludselig bliver alvor, er det selvfølgelig bare for sjov.

Denne strategi er længe blevet påpeget af forskere og selv EU-kommissionen, som en overlagt metode fra det yderste højre. Humoren er både det, der lokker et bredere publikum til, den øger tolerancen for den vold og racisme, der er en kernedel af budskabet, og så friholder
den også afsenderen fra ansvar. Det er jo bare for sjov.

Man så det også anvendt i forsvaret af den 17-årige dreng, der i maj 2024 fik stadfæstet sin dom for at lade sig hverve til den nynazistiske terrororganisation Feuerkrieg Division. Forsvaret argumenterede, at man ikke forstod den måde unge kommunikerede på i dag, og at den anklagede bare var interesseret i at skrive antisemitiske statements, organisere celler og hænge bannere for den voldelige terrororganisation op på sin væg, fordi det var grænsesøgende og sjovt.

Alt tech og free speech
4chan, 8chan er en del af et helt økosystem af alternative tech, der enten ikke har retningslinjer eller er specifikt designet til at huse hjemløse internetbrugere, der er for ekstreme til mainstream sociale medier. Man kalder dem Alt Tech. De begyndte at blive populære omkring 2015, hvor flere og flere højreorienterede indholdsskabere og debattører oplevede at blive smidt af YouTube, Twitter og Facebook.

Efterhånden som forskere og organisationer begynder at presse store techplatforme som YouTube og Twitter på deres moderation, og på at de tillod højreradikal og jihadistisk propaganda, oplevede flere af de store alt-right, alt-lite og beslægtede influenter fra konspiracistmiljøer og manosfæren at få deres konto på mainstream sociale medier lukket.

Mange tog på Gab, Gettr og senere Trumps Truth Social istedet for Twitter, Parler istedet for Facebook, BitChute eller Odysee når de blev fjernet fra YouTube, Subscribstar og Goyfundme hvis de var nogle af dem som crowdfundingplatformene sagde pænt nej tak til.

Under det velkendte ‘ytringsfrihed’-banner bød disse platforme ekstremister og deres propaganda velkomne.

Den russiske krypterede beskedapp Telegram, udviklet af de russiske Durovbrødre, er blevet særligt populær blandt neofascistiske og nynazistiske ekstremister, der brugte det til at distribuere propaganda, rekruttere medlemmer og mobilisere – i en sådan grad at disse netværk fik tilnavnet terrorgram. Den dømte danske teenager der tilsluttede sig Feuerkrieg, delte også bombemanualer og lignende på Telegram.

Vejen ind i Telegram-kanaler med konspiratorisk eller ekstremt indhold fungerer som en tragt. Som regel starter den på mainstream sociale medier, med konti der poster memes, romantiske billeder af gammeldags arkitektur eller livsstil og fitnessindhold. Ofte er der en hentydning til den bagvedliggende ideologi, med ord som tradition og fædreland i brugernavnet. Det så man f.eks. på kontoen Fædrelandssoldaten, der postede idylliske guldaldermalerier og historiske videoklip, der glorificerede det tabte historiske Danmark. Hoppede man ind på kontoens Telegramchat, blev man mødt af antisemitiske memes og nynazistisk propaganda, delt af gruppens medlemmer, hvor nogen var ned til 16 år, som afdækket af Information i artikelserien om radikalisering på teenageværelset.

Mine kolleger og jeg stødte også på gruppen i forbindelse med research af online antisemitisme på dansk Youtube. Lige under YouTube videoerne var der et link til Telegram-chatten. En bemærkede tørt at alt-right pipelinen i dette tilfælde var en faldlem. Spørgsmålet er, hvad der kommer til
at ske med dette økosystem, nu hvor de største sociale medier tilsyneladende slækker endnu mere på moderationen af ekstremt indhold. Elon Musk har lukket tidligere bandlyst nynazister tilbage på X og retweeter ofte højreradikale konspirationsteorier. Mark Zuckerberg meldte ud af de dropper faktacheck og kommer til at tillade mere hadtale. Med Silicon Valley CEOs, der har stemplet ind i Trump-æraen, er tiden måske løbet fra kryptofascistiske memes og strategisk designede pipelines fra mainstream internettet over til propagandacentralerne på internettets sidegader. I hvert fald i en amerikansk kontekst. Men siden de fleste af vores sociale medier endnu styres fra USA, kommer det sandsynligvis også til at bestyrke det yderste højre i Europa i troen på, at internettet er deres, og tiden hvor de måtte gemme sig bag humor og internetslang er forbi.

Du kan bestille magasinet Redox Offline #1 her eller få det gratis ved at blive støttemedlem.