Internationalt drama i Generation Identitær
Et racistisk motiveret knivoverfald skabte intern ballade, da Generation Identitær i sidste uge gennemførte deres internationale sommerlejr i Frankrig. Nu står den engelske afdeling tilbage en leder fattigere.
Publiceret den 13. august 2018
I den forgangne uge afholdte Generation Identitær deres internationale sommerlejr i Frankrig, blandt andet med deltagelse af en delegation fra den danske afdeling.
Indholdet på sommerlejren, der bliver kaldt for et “sommeruniversitet”, bestod bl.a. forelæsninger, aktionstræning og kampsport. Ugen i Sydfrankrig forløb dog ikke problemfrit, da et af de ledende britiske medlemmer angiveligt forlod lejren i protest mod at et andet medlem tidligere har været involveret i et racistisk motiveret knivoverfald.
Under lejren kontaktede det engelske medie The Observer nemlig en række ledende medlemmer af den engelske afdeling og foreholdt dem oplysninger om at et prominent medlem havde naziforbindelser og havde været tiltalt for et racistisk knivoverfald. Oplysningerne fik den ene de to britiske ledere, Tom Dupré, til at forlade lejren og organisationen. I den forbindelse udtalte han blandt andet at oplysningerne ville “skabe kaos” i sommerlejren og at hans vurdering var, at andre medlemmer også ville forlade organisationen.
Norsk nazivold
I følge Redox’ oplysninger omhandlede de kontroversielle oplysninger nordmanden Tore Johan Rasmussen, der indtil fornyligt var bosiddende i England og har haft en central rolle i opbygningen af den engelske afdeling af Generation Identitær. Ved organisationens konference “European Reunion”, der blev afholdt i april 2018 udenfor London, var han konferencier. Desuden driver han webshoppen “Phalanx Europa”, der er tilknyttet Generation Identitær.
I marts 2000 blev Tore Johan Rasmussen anholdt og fængslet sammen med syv andre uniformerede nazister i Stavanger. Det skete efter at personer i gruppen en fredag nat umotiveret havde overfaldet to mænd, den ene fra Algeriet, med knive, brosten, slag og spark. Det ene offer blev bl.a. stukket med kniv i skridtet, mens det andet blev tildelt otte knivstik, hvilket bl.a. resulterede i en punkteret lunge. Nazisterne var i Stavanger for at uddele løbesedler fra den amerikanske nazigruppe National Alliance, der bl.a. opfordrede til at «redde den hvide race». Ved retsagen blev Tore Johan Rasmussen som den eneste af de otte tiltalte frikendt. Han erkendte at have været tilstede under overfaldet og fortalte desuden, at det var ham, der havde medbragt de nazistiske løbesedler.
Rasmussen blev i maj 2018 nægtet indrejse i England på grund af sit engagement i Generation Identitær. I den forbindelse medvirkede han i flere interviews, hvor han bekræftede sine nazistiske aktiviteter og sympatier i Norge.
Intern konflikt
Mens den ene af de to britiske ledere altså har taget afstand fra Tore Johan Rasmussen, så støtter resten af organisationen op om ham. Den britiske Generation Identitær-afdeling skriver på Twitter: “Mennesker laver fejl, især når de lukkes ude af det politiske etablissement og stemples som kættere. Tore Rasmussen har altid være ærlig om sin fortid og, vigtigst, hvordan han overvandt den.”
På Twitter proklamerer den britiske afdeling også, at Tom Dupré ikke forlod sommerlejren i protest, men blev smidt ud for “flere tilfælde af problematisk opførsel”, samt at han i forvejen stod til eksklusion fra hele organisationen. Den østrigske leder for Generation Identitær, Martin Sellner, skriver desuden på Twitter, at det var ham som smed Tom Dupré ud fra lejren, efter at Dupré havde smuglet alkohol ind, samt at dette skete dagen før knivoverfald og nazisme blev et tema.
Tom Dupré skrev lørdag på Twitter, at han søndag ville komme med en udtalelse vedrørende hans exit fra Generation Identitær. Det var dog ikke sket ved redaktionens afslutning. Tore Johan Rasmussen svarede Dupré, at han håbede, at Dupré “vil indrømme, at vores forskelligeheder var i strategi, ikke ideologi”.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den danske talsperson for Generation Identitær, Aurelija Aniulyte.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.