Interview: “Baseballbat-årene formede tysk antifascisme”

Racistiske pogromer er ikke kun et fænomen fra 1930’erne. Sommerens voldsomme racistiske uroligheder i Storbritannien har sat fokus på et fænomen, som især tyske antifascister har gjort sig ubehagelige erfaringer med. Redox har talt med en af dem.

Publiceret den 12. september 2024

Sommeren 2024 vil blive husket for de brutale racistiske optøjer, der har hærget en lang række byer i Storbritannien. Optøjer, som du kan høre mere om, i Redox’ podcast Under Luppen.

Men mob justice, racistiske uroligheder eller regelrette pogromer er desværre ikke et nyt fænomen. Blandt andet i Tyskland var der i starten af halvfemserne en serie af meget voldsomme racistiske optøjer, ofte med organiserede nynazister som igangsættere. Volden var så omfattende, at perioden blev kendt som die Baseballschlägerjahre, altså baseballbat-årene. Den antiracistiske Amadeu Antonio Stiftung har kortlagt, at mindst 219 mennesker har mistet livet som ofre for racistisk vold i perioden fra Tysklands genforening i 1990 frem til 2021.

Derfor har Redox interviewet Tobias Alm, der har været aktiv i den tyske antifascistiske bevægelse siden halvfemserne, og i dag er bosat i København.

Hvad var baggrunden for de såkaldte baseballbat-år?
“Siden Anden Verdenskrig har der i Tyskland været jævnlig vold fra den yderste højrefløj. Men i halvfemserne nåede det en frygtelig styrke, hvor mange blev såret eller ligefrem døde. Årsagerne er mange, men der er ingen tvivl om, at genforeningen af Øst- og Vesttyskland er et vigtigt vendepunkt. Det resulterer i en nationalisk bølge af tysk stolthed og følelse af storhed,” siger Tobias Alm og fortsætter:

“Samtidig begyndte politikerne i Tyskland, ligesom i en række af de omkringliggende lande, i vid udstrækning at udpege indvandrere som ansvarlige for landets problemer. Volden eskalerede især i det gamle Østtyskland, og her er en vigtig forklaring, at mange østtyskere havde store forhåbninger til, at genforeningen ville øge deres livskvalitet, men de måtte tidligt indse, at de vesttyske politikeres løfter om velstand ikke blev realiseret. Mange endte i arbejdsløshed og modløshed. Dér blev flygtninge og blandt andet vietnamiske arbejdere, der kom til landet i DDR-tiden, gjort til syndebukke.”

Hvorfor gik det så galt?
“To aspekter af halvfemserne er, at den racistiske gadevold var meget hyppig, den var ganske brutal og den kunne ramme alle, der ikke passede ind i højrefløjens racistiske verdensbillede, hvilket medførte forfærdelige skader og dødsfald. Men yderligere et aspekt er, at nazisterne og deres medløbere begyndte at kaste molotovcocktails (brandbomber, red.) ind i asylcentret og andre bygninger, hvor de vidste, at mennesker med migrationsbaggrund boede. Det betød, at de mennesker, der holdt sig indendøre af frygt for deres sikkerhed ikke engang kunne vide sig sikre i deres egne hjem,” forklarer Tobias Alm.

Han tilføjer:
“Men volden stoppede ikke med overfald på gaden og brandattentater. Utallige gange har der været forsøg fra nynazister at angribe asylcentre. I en del tilfælde fik nynazisterne opbakning fra den lokale befolkning. Godt hjulpet på vej af en ufattelig inaktivitet fra politiets side opstod der mange steder en lynchstemning.”

En af de første hændelser var den 17. september 1991 i Hoyerswerda, ikke langt fra grænserne til Polen og Tjekkiet. Her samledes organiserede nynazister og lokale beboere foran en bygning, der husede arbejdere fra Vietnam og Mozambique. De angreb med stenkast og efter et døgn overgav politiet sig og eskorterede arbejderne ud af byen, mens angrebet ikke fik konsekvenser gerningsmændene. I stedet fortsatte alliancen mellem tilrejsende nynazister og lokale beboere angrebene, nu mod en bygning, der husede asylansøgere. Op mod 1500 personer omringede stedet og kastede både sten og molotovcocktails. Efter to dages uroligheder eskorterede politiet asylansøgerne ud af byen. Nynazisterne og den lokale befolkning var i feststemning og erklærede Hoyerswerda for den første ”udlændingefri by” i Tyskland.

“Det mønster kom til at gentage sig mange gange i de kommende år. Det var reelt pogromlignende situationer. Hver gang var det nynazister og deres medløbere, der samlede sig foran f.eks. asylcentre, hvorefter den lokale befolkning langsomt stødte til. Politiet var typisk underbemandet og greb enten slet ikke ind, eller ihvertfald ikke konsekvent nok,” forklarer Tobias Alm.

Redox har her samlet en række eksempler på angrebene:

• 17. september 1991, Hoyerswerda
  Hoyerswerda-urolighederne varede flere dage, hvor nynazister og lokale angreb flygtninge og gæstearbejdere. Dette markerede begyndelsen på en bølge af racemotiveret vold i Tyskland. Ingen omkom, men mange blev såret, og de angrebne blev evakueret.
• 19. september 1991, Saarlouis
  En brandattentat mod et asylcenter i Saarlouis resulterede i, at en person døde og to andre blev såret. Den dræbte hed Samuel Yeboah, han var flygtet fra Ghana.
• 3. oktober 1991, Hünxe
  To piger på seks og otte år blev alvorligt såret, da en gruppe nynazister angreb et asylcenter med brandbomber.
• 4. oktober 1991, Zwickau
  Omkring 100 nynazister angreb et asylcenter og satte ild til det. Syv personer blev alvorligt såret.
• 3. november 1991, Greifswald
  Cirka 200 hooligans, hovedsageligt fra fodboldklubben BFC Dynamo, angreb et asylcenter og dets beboere. 35 mennesker blev såret i angrebet.
• 31. januar 1992, Lampertheim
  En familie på tre fra Sri Lanka blev dræbt i et brandattentat mod deres hjem.
• 14. marts 1992, Saal
  40 højreekstremister angreb et asylcenter og dræbte asylansøgeren Dragomir Christinel.
• 28. maj 1992, Mannheim
  En uge lang belejring af et asylcenter, hvor 400 lokale og nynazister igen og igen angreb bygningen. Politiet var til stede, men forhindrede ikke angrebene.
• 22.-24. august 1992, Rostock-Lichtenhagen
  Et af de mest berygtede nynazistiske angreb i Tyskland, hvor flere hundrede højreekstremister, understøttet af lokale indbyggere, angreb et asylcenter og satte ild til bygningen. Dette resulterede i omfattende materielle skader, men mirakuløst ingen dødsfald.
• 6.-13. september 1992, Quedlinburg
  I en række voldelige hændelser angreb nynazister flygtninge og udlændinge i Quedlinburg.
• 23. november 1992, Mölln
  Tre mennesker blev dræbt, og ni hårdt såret, da to huse beboet af tyrkiske familier blev udsat for brandstiftelse af nynazister.
• 29. maj 1993, Solingen
  Fem mennesker blev dræbt i et brandangreb rettet mod et hus beboet af en tyrkisk familie.
• 18. januar 1996, Lübeck
  Ti mennesker blev dræbt, da et asylcenter blev sat i brand i Lübeck. Angrebet var blandt de dødeligste af sin slags og førte til øget opmærksomhed på de massive problemer med højreekstremistisk vold i Tyskland.

Hvad gjorde den antifascistiske bevægelse?
“Det var først og fremmest det antifascistiske miljø, der stod for modstanden mod volden i de såkaldte baseballbat-år. Hverdagen var præget af et konstant alarmberedskab, og det skete ofte, at man rykkede ud til en nødsituation ved et asylcenter eller et overfald på gaden. Mange overnattede i den periode i asylcentre eller i nærliggende ungdomshuse eller besatte bygninger, når der gik rygter om, at nazisterne ville angribe. Det førte også til, at man udvidede sit netværk og begyndte at hjælpe hinanden på tværs af geografiske områder. Oftest var der heller ingen hjælp at hente fra lokalbefolkningen. Desværre oplevede de fleste at stå i meget voldsomme situationer, hvor man typisk var i undertal, og hvor politiet ikke dukkede op eller decideret vendte ryggen til. Da den voldsomme pogrom fandt sted i Rostock-Lichtenhagen i 1992, dukkede politiet aldrig talstærkt op. Det var først da 300 antifascister mødte op, at nynazisterne flygtede) Til gengæld betød det, at politiet, der ikke havde grebet ind overfor nazisterne, nu anholdt antifascisterne, hvorefter angrebene fortsatte. Det var nogle hårde år, hvor mange kom fysisk til skade og desuden fik psykiske traumer,” fortæller han.

Hvordan blev volden stoppet?
“Frem mod årtusindeskiftede klingede angrebene af. Volden forsvandt ikke, men de voldsomme pogromer ved asylcentrene stoppede. Det skyldes blandt andet, at den etablerede venstrefløj og den politiske midte kom mere på banen, efter de havde negligeret problemet i halvfemserne. Modstanden blev mere konkret, og tvang både politikerne og myndighederne til at agere. Det medførte, at politi og efterretningstjenesten i højere grad rettede søgelyset mod højre. Det var en medvirkende faktor til, at nynazisterne ændrede strategi, og i vid udstrækning gik væk fra de voldsomme pogromer for i stedet at forsøge sig med store demonstrationer og koncerter,” siger Tobias Alm.

Han fortæller, at perioden stadig har betydning for de antifascistiske miljø i Tyskland i dag, tredive år senere.

“Det var de første pogromer siden Anden Verdenskrig, og mange i vores miljø bebrejder sig selv, at det ikke lykkedes at stoppe volden effektivt. De aktive antifascister stod meget alene i de år. Det har heldigvis ændret sig i dag, hvor antifascismen er meget bedre forankret i befolkningen, og opbakningen til blokader af nazimarcher er meget større. Samtidig er kortlægningen af de nazistiske miljøer meget bedre i dag, så man kan være på forkant for problemerne.”

I 1985 angreb lokale beboere i Kalundborg på Vestsjælland et hotel, hvor iranske flygtninge var indkvarteret. Du kan se DR’s udsendelse om hændelserne her.