10 år efter Utøya

Kronik: Antisocialismen bag terroren

Terrorangrebet 22. juli 2011 var ikke kun et udtryk for antimuslimsk racisme, men også en antisocialistisk ideologi. Vi bringer i dag Utøya-overleveren Eivind Rindals kronik om den politiske diskussion efter terrorangrebet.

Publiceret den 22. juli 2021

22. juli 2011 er en dato, som har et særligt sted i hukommelsen for de fleste i Norge, som oplevede den. På denne dato dræbte den nazistiske terrorist Anders B. Breivik 77 mennesker i Oslo og på Utøya i Tyrifjorden. Terroristen plantede først en bombe i midten af Regeringskvarteret, samtidig stod Arbejderpartiet med Statsministeren i spidsen for en centrum-venstre regering. Efter at have detoneret bomben kørte terroristen videre ud til Utøya, hvor Arbejderpartiets ungdomsparti, AUF, havde sommerlejr. Han tog ud til øen og begyndte systematisk at massakrere de unge, som var på lejren. Det hele var et både koordineret og målrettet angreb. Det fremstod tydeligt i et manifest, klippet og klistret sammen fra forskellige blogs på nettet, som terroristen sendte ud kort inden angrebet. I vidneudsagn under retssagen, som fandt sted i Oslo i foråret 2012, gentog terroristen sit politiske budskab.

Ofte er det blevet nævnt, at det var anti islamiske holdninger, primært samlet op på nettet, som var inspirationen bag den norske terror d. 22. juli. Til et vist punkt stemmer dette også, for hovedparten omhandler i høj grad en forestillet krig mellem islam og vesten, i tidlige versioner omtalt som den kristne verden. (I fængslet er terroristen i høj grad gået væk fra kristendommen til fordel for mere eksplicitte nynazistiske religiøse og værdimæssige fortællinger, dels inspireret af nordiske myter.)

Eivind Rindal

Eivind Rindal er norsk venstrefløjs aktivist og antifascist. Han var tidligerre aktiv i Arbejderpartiets ungdomsparti AUF, og deltog i sommerlejren på Utøya i 2011 og måtte selv flygte fra Anders B. Breivik og hans kugler.

Dette mener jeg bør tolkes som et klart signal om hvor vigtig rolle Arbejderpartiet og AUF spillede i terroristen verdenssyn.

Der er blevet analyseret meget og talt meget om terroristens frygt for islam, men to elementer som jeg i høj grad mener er vigtige for at forstå angrebet, også ifølge hans egne udtalelser, som derimod er blevet nævnt mindre, er to koncepter udover den isolerede modstand mod islam. Den ene tese omhandler en igangværende kulturkrig, i denne tese ligger også det velkendte nazistiske dogme om et igangværende folkemord på hvide europæere. Det andet element, som også hænger sammen med dette dogme, er konspirationsteorien om nogens forræderi. Disse “nogen” blev i høj grad omtalt som kulturmarxister – og blandt disse var ifølge terroristen ingen værre end ledelsen i Arbejderpartiet og AUF. Altså er terroristens fortælling den, at Europa/Norge er under angreb og at Arbejderpartiet og andre socialister og socialdemokrater har forrådt folket, ja faktisk ofret det. Og som så mange andre hvidmagts- og naziterrorister så har denne norske terrorist anset sig selv som en, der kunne berettige sig selv som soldat, dommer og bøddel. Terroristen så på sig selv og sammenlignede sig selv med en modstandshelt.

Tanken om at Arbejderpartiet skulle være forrædere tegnes igennem en lang række af forskellige og ikke nævneværdigt troværdige fremstillinger om, hvordan de angiveligt har svækket samfundet. Her kan det nævnes som eksempel at udover at åbne for indvandring, kommer faktorer som ligestilling, kamp for LGBTQ+ personers rettigheder og en lang række mere vage punkter. Her kan det også nævnes at af alle indenfor arbejderbevægelsen, virker det som om, at terroristen havde et særligt had mod den tidligere norske statsminister Gro Harlem Bruundland, som var regeringsleder i 80’erne og 90’erne. Hun besøgte sommerlejren på Utøya den 22. juli, men havde forladt øen inden terroren ramte. Terroristen lægger ikke skjul på dette og opererede med en dødsliste over navngivne forrædere. Valget af mål bør i sig selv også vække interesse. Igennem de seneste år, har der rundt omkring i den såkaldte vestlige verden, været en række højreekstreme angreb. Mange har, i lighed med et andet angreb som skete i Norge den 10. august 2019, været rettet mod moskeer, synagoger eller andre religiøse mål. Her skiller Breivik sig ud, noget som også kan hænge sammen med den relativt slappe terrorsikring i Oslo forud for terroren, ved at vælge klart politiske mål i stedet for religiøse. Dette mener jeg bør tolkes som et klart signal om hvor vigtig rolle Arbejderpartiet og AUF spillede i terroristen verdenssyn.

Endnu et nazistisk dogme, der findes på den yderste højrefløj i Norge, er f.eks. at Arbejderpartiet selv kunne og burde holdes ansvarlige for at Norge blev angrebet og invaderet af nazisterne den 9. april 1940.

Konspirationsteorier om Arbejderpartiet er på ingen måder noget nyt i Norge. De har har været konstant til stede i forskellige former gennem mere end 100 år. Hvis man går tilbage tiden, finder man allerede da partiet blev stiftet i 1800-tallet eksempler på konspirationsteorier, frygt for socialisme, gerne artikuleret som frygt for samfunds kollaps og anarki. Igennem 1900-tallet bliver disse mere tydeligt erklæret, de har også klare træk af den overordnede frygt for socialisme og endda i højere grad eksplicit frygt for bolsjevisme. Det sidste er et udtryk som man kan finde i den tidlige fascistiske og nærmest nazistiske retorik. Ofte er dette i mindre grad egentlig forbundet med noget, som kan minde om den historiske ideologiske retning til fraktionen kaldet bolsjevikkerne, men i stor grad knyttet til tanken om, at det i et socialistisk demokratisk masseparti skulle være skjult af en indre elite. Her vurderer jeg, at det er en modstand mod socialisme og måske endda  mere demokratiske og ventrekommunistiske retninger af socialismen som kommer til syne. Herunder også det norske arbejderparti, som i sin deltid rigtig nok deltog i Komintern, men siden brød klart og entydigt. Hvis man ser på retorikken, som blev benyttet  i relativt brede konservative kredse i 30’erne, ser man en tydelig gennemgående tone om frygten for de røde. Dette er vigtigt at have med, når vi skal prøve at forstå baggrunden for terroristens radikalisering. I tiden omkring anden verdenskrigs udbrud, kørte der mange debatter i Norge, ikke mindst om at Arbejderpartiet svækkede Norge og forrådte nationen efter at de tog magten i midten af 30’erne. Endnu et nazistisk dogme, der findes på den yderste højrefløj i Norge, er f.eks. at Arbejderpartiet selv kunne og burde holdes ansvarlige for at Norge blev angrebet og invaderet af nazisterne den 9. april 1940. En holdning der var relativ udbredt blandt tilhængere og sympatisører af det nazistiske parti Nasjonal Samling. Holdninger som blev transponeret, og som fortsat vinder genklang i nyere nazistiske bevægelser i dag.

efterkrigstiden gav en god grobund ikke kun for en sund magtkritik, men også eksplicitte konspirationsteorier

I efterkrigstiden havde Arbejderpartiet stor magt i Norge, mellem 1945 og 70’erne havde de næsten uafbrudt regeringsmagten. I denne periode blev der skabt en stemning om, at man enten var for eller imod det socialdemokratiske projekt. Man kan sige, at denne periode i høj grad var præget og faktisk domineret af Arbejderpartiet. Dissidenter blev udsat for politisk forfølgelse, det var godt nok mest kommunister, anarkister og fredsbevægelsen som blev overvåget og forfulgt, da de blev set som en del af den yderste venstrefløj, og ofte også blev associeret med nyfascistiske miljøer og grupper. Det bør her nævnes, at blandt en god del af dem som i sin tid anså sig for, at være marxist-leninister og som var aktive omkring partiet AKP-ML, var en stor del, der delte og i dag deler de samme konspirationsteorier og had mod Arbejderpartiet. Her kan det nævnes, at der  løbet af de sidste ti år, har været flere tidligere kendte figurer fra miljøet omkring AKP, som er blevet en del af de mest aggressive projekter på den yderste højrefløj i Norge, her i inkluderet det fascistiske mikroparti Alliansen. I al fald kan man sige, at efterkrigstiden gav en god grobund ikke kun for en sund magtkritik, men også eksplicitte konspirationsteorier. Teorier som også involverede USA, Sovjet og NATO –  ikke langt fra nutidens teorier, som kombinerer idéen om en indre elite og en fremmed magt, som igen er agenter for en ond elite, der står i baggrunden. Dette er et genkendeligt mønster i mange konspirationsteorier, og i en norsk kontekst kan man se meget af Breiviks tankegods som på ikke er uden fortilfælde. Dette betyder, og det er vigtigt at bemærke, at han ikke alene har gravet dette frem og fordybet sig i det. Mange af disse fortællinger, som den om det angivelige svigt forud for anden verdenskrig, er blevet videreført på den yderste højrefløj i Norge gennem mange år, og er en del af det som vi kan kalde for en højreekstrem grundpakke, som på mange måder udgør en parallel historisk virkelighed.

Antisocialisme og racisme var på mange måder essensen af Langes politiske projekt.

Jeg mener også, at det er vigtigt, at vi ser på det diskursive landskab omkring terroristen. Der er ikke noget formildende i det, men derimod er det interessant, at se hvordan forskellige holdninger, fortællinger, myter og konspirationsteorier på ingen måde er begrænset til terroristen alene. Selv om det blev, hvilket var rart for en del folk, fremstillet som at han handlede alene og var selvradikaliseret, så kan vi ikke komme udenom, at han var en del af et større diskursivt landskab. Han delte verdensforståelse med mange og hans idéer, som mange har påpeget, var i meget lav grad hans egne. Når man ser på dette landskab, så ser man noget interessant. Mange har kigget på terroristens barndom, hans psyke, hans sekularitet etc. for at finde ting som kunne forklare, hvordan han kunne ende der, hvor han gjorde. Det som efter min mening, og her deler jeg holdning med en god del observatører og aktivister, fremstår som et væsentlig punkt, er hans deltagelse i og medlemskab i partiet FRP og ungdomspartiet FPU. FRP blev i sin tid stiftet af Anders Lange, hvis bror var en kendt nazist. Antisocialisme og racisme var på mange måder essensen af Langes politiske projekt. Partiet, som i dag hedder Fremskrittspartiet, blev da det blev stiftet kaldt “Anders Langes Parti til sterk nedsettelse av skatter, afgifter og offentlige indgreb”. Modstanden mod Arbejderpartiet og dets politik var helt fundamental, og det er det fortsat hos arvtageren FRP. Forskellige angreb på Arbejderpartiet, som indeholder retoriske kapsler af typisk antisocialistiske budskaber, har fra starten været en del af dette parti og bevægelserne omkring det. Dette er noget, som i mindre grad er blevet løftet frem i analyserne af terroren. Samtidig med at det har været relativt uproblematisk at påpege Breiviks had mod queers, kvinder og alt hvad der vagt kan forbindes til islam, så har der været meget lidt fokus på den tydelige antisocialisme. En central del af det er selvsagt de antisocialistiske holdninger, der befinder sig i hjertet af de politiske diskurser. Derfor er Arbejderpartiet og AUF gentagne gange blevet angrebet med stråmandsargumenter om, at det er dem som forsøger at slå politisk plat på 22. juli.

Det sidste har i perioder, og var det især i efteråret 2011, været en stor udfordring for en saglig analyse og gennemgang af motiverne og påvirkningerne bag Breivik. Det kulminerede med en udtalelse fra den daværende FRP-leder, Siv Jensen, der udtalte at FRP var det største offer efter 22. juli. En påstand, som ikke på nogen måde har rod i virkeligheden, hun har dog siden undskyldt, men effekten af denne udtalelse, er der kun blevet lavet en lille smule forskning på, som bl.a. viser, at den har bidraget til at legitimere en fortælling om, at det også er ofrene for terroren, Arbejderpartiet, venstrefløjen og ikke mindst AUF’erne selv, der bærer et ansvar. Man har flere gange set denne type angreb fra ideologiske modstandere på forskellige fora især på nettet. Jeg vælger at se disse angreb, uanset om de fremkommer som selvmedlidenhed fra FRP’ere eller som direkte hadtale i kommentarfelter på Facebook, som en del af en større diskurs, med en overraskende og skræmmende udbredelse. Den er forbundet til internationale højreekstreme og antisocialistiske diskurser. Antisocialismen i Norge er tæt forbundet til forskellige nationalistiske forestillinger, men den henter aktivt næring fra verdensomspændende diskurser, særligt fra USA og Storbritannien. Så på en måde er der grund til, at frygte for nye angreb i årene fremover.

Antisocialisme i forskellige former, bør efter min mening udgøre en større del af analysen af fascisme, nynazisme og højreekstrem vold.

Den 10. august 2019 dræber en ung mand i Bærum, en forstad til Oslo, sin egen søster. Han sætter sig ind i bilen og kører den korte vej til en lokal moske. Han skyder sig vej ind i bygningen, som næsten var tom. Her bliver han overmandet af to ældre mænd, som var der for at bede. Philip Manshaus var på relativt kort tid blevet draget ind i et højreekstremt landskab af konspirationsteorier og racisme, og havde søgt i retning af nynazistiske organisationer som Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR). Han fandt sin inspiration direkte hos Brenton Tarrant, som igen var inspireret af Breivik. Et nyt norsk terrorangreb, som, hvis nogle enkelte ting havde været lidt anderledes, kunne være blevet en massakre som den på Utøya. Efter 22. juli 2011 var budskabet “Aldrig mere”… alligevel er det kun lidt, der har ændret sig, og muligvis er ting blevet værre, og alligevel er det relativt få, som snakker om ideologien, og når der endelig bliver snakket om den, så har det få konsekvenser. Der er fortsat en meget lav grad af selvransagelse på den brede højrefløj, heri inkluderet regeringspartierne. Jeg siger ikke, at at de liberale partier Højre, Venstre og kristendemokraterne i KrF har et direkte ansvar, eller at de i særlig grad spreder de værste af budskaberne, men selv de har sorte får i deres organisationer, og de bidrager gennem deres lave vilje til at distancere sig, til at give et større rum for det giftige had mod venstrefløjen og Arbejderpartiet. Vi kan ikke forstå terroren og processerne bag terroren uden at se på helhedsbilledet af hvordan retorik, ideologi og antisocialisme svæver rundt i højere grad end, det de fleste af os kan lide at tænke på. Antisocialisme i forskellige former, bør efter min mening udgøre en større del af analysen af fascisme, nynazisme og højreekstrem vold.

For mig blev d. 22. juli en personlig vækkelse og et kald.

I 2011 var jeg i blandt dem, som overlevede terroren på Utøya. I dag er jeg ikke længere aktiv i Arbejderpartiet, jeg har byttet partipolitikken ud med aktivisme, stort set til fordel for alt Breivik hadet. For mig blev d. 22. juli en personlig vækkelse og et kald. Et kald til at søge kundskab og til at handle, et antifascistisk kald som jeg gerne promoverer. Jeg indså for alvor, hvordan fascistiske kræfter og konspirationsteorier ikke bare er farlige andre steder, men livsfarlige her, for mig og mine venner. Jeg er også kommet til den konklusion at mange, desværre også i Arbejderpartiet, ikke har gjort nok. Jeg håber at jeg tager fejl, men jeg placerer en lille smule af skylden her, mens den anden side bærer det største ansvar. Man har været optaget af diskurser om falsk tolerance og tilgivelse. Antisocialismen er næsten ikke blevet kommenteret, og ind imellem slår det mig, hvordan dele af den antisocialistiske diskurs slår rødder blandt dem, som burde bekæmpe den med alle midler, og dette hænger nok også sammen med og leder til et indre vejvalg i Arbejderpartiet om hellere at gå varsom frem. Om det bare er af frygt for at spille “22. juli kortet”, ønsker jeg ikke at spekulere i. Alle som ønsker at forandre samfundet til det bedre, bliver mødt med modstand, og hvis de har magt bliver modstanden større. Ligeledes er der noget med hadet og vreden mod venstrefløjens reformer, politik og politikere, som bør skræmme en noget så eftertrykkeligt. Hvis ting ikke ændres radikalt vil der komme nye angreb fra fascister og antisocialister i Norge. Geværmundinger kommer til at sigte på uskyldige, menneskeliv kommer til at gå tabt. Ofret for hadet som skabes af den antisocialistiske diskurs.

I forbindelse med ti året for Anders B. Breiviks fascistiske terrorangreb har Redox interviewet Eivind Rindal om hans oplevelser på Utøya, og hans syn på debatten om 22. juli. Du kan høre interiviewet i vores podcast Under Luppen her, samt på Spreaker og Spotify.
Listen to “#7 Ti år efter Utøya” on Spreaker.