Politiet standser efterforskning af Krystalnatsvold
I november sidste år blev en af Redox' fotografer angrebet med en brændende fakkel, da han dækkede en For Frihed-demonstration. Nu har politiet stoppet efterforskningen af Tim Krog Nielsen, der stod bag.
Publiceret den 10. oktober 2018
I sidste uge blev der sat endeligt punktum for det juridiske efterspil af angrebet på en Redox-fotograf sidste år. Allerede i april i år nedlagde politiet efterforskningen og en efterfølgende klage til Statsadvokaten fik ikke medhold.
Sagen startede sidste år den 9. november, da For Frihed gennemførte en uannonceret demonstration i det centrale København. Det skete på årsdagen for Krystalnatten, der blev startskuddet til jødeforfølgelserne i Tyskland frem mod Anden Verdenskrig. Antiracistiske og progressive organisationer har en lang tradition for at markere dagen under parolen ‘Aldrig mere Krystalnat’. Allerede i 2016 blev den antinazistiske markering opsøgt af en håndfuld folk fra For Frihed, der optrådte provokerende og konfronterende.
“Han stikker en tændt fakkel op i ansigtet på mig”
Sidste år havde For Frihed mobiliseret større og var cirka 15 personer. De startede ved springvandet på Gammeltorv, der ligger ud til Strøget. Derfra gik de til synagogen i nærliggende Krystalgade. Ved krydset mellem Gammeltorv og Skindergade angreb Tim Krog Nielsen Redox’ fotograf Rasmus Preston.
“Jeg står på vejen, mens de passerer på fortorvet. En af de faste deltagere i For Friheds demonstrationer går ud på vejen og direkte hen mod mig. Så stikker han en tændt fakkel op i ansigtet på mig. Jeg tager billeder, så mit kamera og min højre hånd blokerer heldigvis delvist, så jeg ikke får faklen i øjnene. Der ryger gløder ud over mig. Jeg sparker ham, så jeg kan komme på afstand, og skynder mig så væk,” forklarede Rasmus Preston dengang. Resultatet blev en forbrænding på højre hånd, brændte hår og brændmærker på jakken.
Overfaldet blev politianmeldt med det samme, men selvom politiet afhørte flere vidner, også uafhængige, og fik bevismateriale i form af billeder udleveret, blev Tim Krog Nielsen ikke sigtet.
“Mistede balancen”
I en skrivelse fra politiet lyder det: “Tim Krog Nielsen har nægtet sig skyldig og forklaret, at [fotografen, red] stillede [sig, red.] foran ham, så han mistede balancen, og blev nødt til at undvige [fotografen, red].”
Som det fremgår af Rasmus Prestons billeder fra aftenen, der ikke tidligere har været publiceret, ses Tim Krog Nielsen tydeligt forlade fortovet og gå mod fotografen, der står på vejen.
Om aftenen efter overfaldet publicerede Redox en kort artikel om hændelsen. Den kan du læse her. Det fik efterfølgende flere toneangivende For Frihed-aktivister til at hævde på sociale medier, at Rasmus Preston havde sparket Tim Krog Nielsen ud af det blå. Tim Krog Nielsen anmeldte Rasmus Preston til politiet umiddelbart efter, at Rasmus Preston havde anmeldt Tim Krog Nielsen for angrebet med den brændende fakkel.
Episoden kunne følges i realtid på For Friheds livestream på Facebook. Efter episoden trækker Rasmus Preston op ad Nørregade i retning mod Nørreport Station og For Frihed følger efter. Her spørger en kvinde Tim Krog Nielsen: “Hvordan har din ryg det?” hvortil han svarer “Ej, det er okay”. Cirka tyve sekunder senere lægger Tim Krog Nielsen sig ned på kørebanen og råber: “Nej, jeg kan ikke. Nej, av, av. Tag ham, tag ham!”. En politibetjent siger “rolig nu, ik'”, hvorefter Tim Krog Nielsen rejser sig op ved egen hjælp.
Redox har kontaktet Tim Krog Nielsen, men han ønskede ikke at medvirke i denne artikel.
I politiets afgørelse af sagen lyder det:
“Jeg har endvidere lagt vægt på, at vidner til episoden har bekræftet begge forklaringer. Et vidne har forklaret, at han under demonstrationen så, Nielsen bevidst gik mod Dem og forsøgte at ramme Dem i hovedet med en fakkel. Et andet vidne har forklaret, at hun under demonstrationen så, at Nielsen pludseligt blev sparket hårdt i ryggen af Dem. Et tredje vidne har forklaret, at De kom meget tæt på Nielsen med Deres kamera, hvorfor Nielsen værgede for sig med faklen i hånden. Herefter blev Nielsen sparket i ryggen af Dem.
Jeg har til sidst lagt vægt på, at videoovervågning fra Nygade/Gammeltorv ikke viser episoden. Derudover viser en video, som blev optaget på tidspunktet for hændelsen, ikke tilstrækkeligt klart, hvad der er foregået. Der ikke foreligger andre omstændigheder, herunder tekniske erklæringer, der støtter den ene forklaring frem for den anden. På den baggrund vurderer jeg, at der ikke er de nødvendige beviser i sagen til, at en domstol vil finde Tim Krog Nielsen skyldig.”
Ikke første angreb
Det er ikke første gang, at Tim Krog Nielsen angriber Rasmus Preston, der jævnligt har dækket For Friheds demonstrationer for Redox. Under en lignende demonstration den 27. april 2015 slog Tim Krog Nielsen hårdt ud efter Rasmus Preston og ramte hans kamera. Det kan du se en videooptagelse herunder. Også dengang lagde politiet efterforskningen ned, da de ikke mente, at der var tilstrækkeligt bevis i sagen.
Den 9. november i år demonstrerer For Frihed igen på årsdagen for Krystalnatten. Også denne gang har de overtaget den plads, som venstrefløjen traditionelt har brugt til at markere dagen. Den historie kan du læse her.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.