Se kortet: Sådan ser den yderste højrefløj i EU ud efter valget
Sidste søndag sluttede valget til Europa-Parlamentet i alle EU’s lande, og de 720 pladser er nu fordelt. I flere lande er det yderste højre gået frem. Hvilke partier er værd at holde øje med og hvordan er deres indbyrdes forbindelser til hinanden? Vi giver et overblik her.
Publiceret den 19. juni 2024
Mussolinis efterfølgere i Italiens Brødre rydede bordet på de italienske valgsteder med 28 procent af stemmerne. En tysk spidskandidat kom i unåde ved at udtale, at alle SS-medlemmer da bestemt ikke var forbrydere, men hans parti blev alligevel landets næststørste. I Frankrig var der jubelscener ved Le Pens valgfest, da yderligtgående højrekræfter samlet fik 37 procent af stemmerne og president Macron på valgaftenen udskrev valg. I Ungarn fik Orbans Fidesz svimlende 45 procent. Og nå ja, så kom Danmarksdemokraterne ind herhjemme med et enkelt mandat.
Det yderstre højre har fyldt en del i det netop overståede valg til EU-parlamentet, og selv om de endelige optællinger endnu ikke er helt på plads for alle lande, er det alligevel tid til at gøre en status over hvem der er værd at holde øje med de næste fem år.
De fleste medlemmer i EU-parlamentet er organiseret i politiske grupper, der samler partier med ideologisk fællesskab fra de forskellige medlemslande. På den yderste højrefløj er der to politiske grupper:
ID: Fra 49 til 58 pladser
Den mest højreorienterede af de to grupper er den EU-kritiske Gruppen Identitet og Demokrati (ID), der er EU-parlamentets fjerde største gruppe. Gruppen omfatter blandt andet Dansk Folkeparti, Frankrigs Rassemblement National (tidligere kendt som Front National), Italiens Lega, Geert Wilders Frihedspartiet fra Holland, Det Østrigske Frihedsparti, Belgiens Vlaams Belang og, indtil de blev smidt ud op til valget, det tyske Alternative für Deutschland. I parlamentsperioden 2019-2024 er ID blevet placeret bag en “cordon sanitaire” af de andre grupper, altså en gensidig aftale blandt de øvrige grupper om ikke at samarbejde med dem. I meningsmålingerne har ID været på vej at blive den tredjestørste fløj sammen med ECR og den liberale gruppe Renew, men der er også forslag om, at ID kan gå sammen med ECR for at danne en højreekstrem “supergruppe”, som vi være den næststærkeste i parlamentet.
Ved valget gik ID fra 49 til 58 pladser i EU-parlamentet – selv efter tabet af AfD’s pladser. Magtspillet om hvem, der er allierer sig med hvem, er nu i fuld gang i Bruxelles, og et af de forslag der er i spil er, at ID skal fusionere med ECR og nogle ikke-allierede MEP’er for at danne en højreekstrem “supergruppe”, der kan blive parlamentets anden største.
ECR: Fra 66 til 73 pladser
Den næstmest højreorienterede gruppe i Bruxelles er de euroskeptiske Europæiske Konservative og Reformister (ECR), der er EU-parlamentets tredje største gruppe. Gruppen omfatter blandt andet Polens parti Lov og Retfærdighed (PiS), Sverigedemokraterna, de “ægte finner” i Sannfinländarna, Spaniens Vox og det italienske regeringsparti Italiens Brødre. Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne har givet udtryk for, at de agter at tilslutte sig ECR efter valget.
ECR gik fra 66 til 73 pladser i EU-parlamentet ved valget, og der er som nævnt ovenfor forslag om, at det fusionerer med ID og nogle Alliancefri MEP’er for at danne en højreekstrem “supergruppe”.
Alliancefri MEP’er
Der er også mange højreekstreme MEP’er, der står uden for grupperne og er samlet i kategorien Non-Inscrits (NI), altså “De alliancefri”. Det er her, EU-parlamentet samler alle de partier, der ikke er med i en politisk gruppe. NI omfatter blandt andet Fidesz, Ungarns premierminister Viktor Orbáns parti. Tysklands Alternative für Deutschland (AfD) har været alliancefri siden partiet i maj blev smidt ud af gruppen ID efter pres fra Frankrigs Marine Le Pen..
På kortet nedenfor kan du få et foreløbigt overblik over det yderstre højre i EU-parlamentet. Vi har koncentreret os om politikere i grupperne ID og ECR og så de yderligtgående højreorienterede, som står uden for parlamentets grupper.
Det er ikke alle lande, vi har nået at få overblik over, og måske har vi også overset nogle i de lande, der er optalt på kortet. I mange lande er stemmetallene også endnu kun foreløbige. Hvis der er noget, du synes vi skal have med eller har fået galt i halsen, må du meget gerne tippe os på redox@redox.dk. Det gælder også hvis du har specialviden om situationen i landene, som du har lyst til at dele med os.
Vi opdaterer oversigten over grupper og alliancer, når magtspillet i Bruxelles er faldet mere på plads.
Tak fordi du læser med!
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.