Svensk nazist blev fængslet for bandemord – nu er hans hus sprunget i luften
Nazist, bandekriger og bombeoffer – det er blot nogle af de ting som en 22-årig drabsfængslet svensker kan skrive på sit cv.
Publiceret den 2. oktober 2023
Den 28. september blev to mænd skudt, den ene dræbt, den anden såret, i Stockholm-forstaden Jordbro. Ikke længe efter blev et tidligere medlem af naziorganisationen NMR anholdt og sigtet for drab. Hans navn er Billy Lars Linder.
Tidligt mandag morgen blev Billy Lars Linder hjem i Stockholm-forstaden Hässelby sprængt i luften. Huset brændte efterfølgende ned til grunden.
Flere svenske medier refererer, at svensk politi vurderer, at sagen har forbindelse til den verserende svenske bandekonflikt. De understreger samtidig, at de to mænd, der blev skudt i Jordbro, ikke er kendt i kriminelle sammenhænge, og at politiet opfatter dem som uskyldige ofre.
Billy Linder nægter sig skyldig i sagen, hvor en anden ung mand og en ung kvinde også er fængslet, begge sigtet for medvirken til drab. Ifølge Redox’ oplysninger er den unge kvinde Billy Linders søster.
Selvom den 22-årige Billy Lars Linders hus er væk, så mangler han ikke et sted at sove. Han blev nemlig varetægtsfængslet i drabssagen.
Billy Lars Linder har været aktiv nazist i flere år. Han startede med at hænge ud i kredsen omkring den hedengangne nyfascistiske organisation Nordisk Ungdom sammen med en gruppe venner. I den forbindelse blev han flere gange anholdt for slagsmål med moddemonstranter, blandt andet ved den svenske syndikalistfagforenings lokaler.
I 2019 var han aktiv i Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR), der beskriver sig selv som en nationalsocialistisk kamporganisation. Han deltog han i flere af organisationens demonstrationer.
I januar 2019 deltog han i NMRs torvemøde på Mynttorget i Stockholm. Her var han iført en jakke med et forbudt nazistisk symbol, den såkaldte wolfsangel, der blev brugt som logo af den svensk terrororganisation Vitt Ariskt Motstånd i starten af halvfemserne.
Billy Lars Linder deltog ligeledes i NMR’s 1. maj-demonstration i Kungälv samme år samt på en mindehøjtidelighed for den svenske nazist Gösta Hallberg-Cuula.
I sommeren 2019 opstod der en intern splittelse i NMR, der resulterede i at en større gruppe medlemmer brød ud og etablerede den nye organisation Nordisk Styrke. Her gik Billy Lars Linder med, men efter kort tid forlod han også den nye organisation. I dag er han ikke aktiv i nogen gruppe.
De senere år har han hængt ud i bandemiljøet og er flere gange blevet anholdt og tiltalt for narkokriminalitet. I 2021 fandt politiet en rørbombe i hans hjem og han blev anholdt for “forberedelse til almenfarlig ødelæggelse”, en sag som politiet dog senere droppede.
Så sent som i september blev han idømt en ny fængelsesstraf. Nu sidder han varetægtsfængslet sigtet for et banderelateret drab.