Kampen om gaden

Historien om Dansk Front

Den 19. juli er det ti år siden, at det racistiske netværk Dansk Front lukkede og slukkede. I den anledning fortæller vi historien om den danske nazibevægelses største succes siden Anden Verdenskrig.

Publiceret den 19. juli 2017

20. marts 2004. Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) holder årsmøde i Fredericia og som sædvanligt har antifascister bebudet en demonstration mod ungdomspartiet. Men imodsætning til de foregående år er antifascisterne ikke alene på gaden. Mere eller mindre ud af det blå dukker 60-70 nynazister fra Dansk Front op rundt i byen, hvor de gennemfører den første nazimarch på dansk jord i adskillige år.

Det kommer til flere sammenstød mellem antifascister og nynazister. Det største sker om aftenen efter demonstrationen, da omkring tyve nynazister angriber en antiracistisk fest på det lokale Ungdommens Hus. Politiet, der er talstærkt til stede, reagerer ikke, da de maskerede nynazister vader direkte forbi dem. Først da en stor gruppe antifascister stormer til modangreb få øjeblikke senere, går politiet i aktion. Inden da er slag og flasker fløjet frem og tilbage. En enkelt nazist bliver fanget, da han forsøger at flygte bag om Ungdommens Hus og slipper ikke helskindet fra angrebet. En håndfuld antifascister anholdes, da politiet hopper ud af bilerne og blander sig i konfrontationen. Senere på natten finder flere mindre overfald sted rundt om i byen, hvor deltagere fra den antiracistiske fest bliver angrebet på vej hjem.

Selvom der var efterretninger om, at Dansk Front ville vise sig i byen i forbindelse med demonstrationen mod DFU, så var antallet en overraskelse for den antifascistiske bevægelse. Der var gået næsten to år siden Dansk Fronts hjemmeside dukkede op på nettet og hurtigt var blevet samlingssted for hele spektret til højre for Dansk Folkeparti. Men organisationen havde aldrig vist sig samlet på gaden. Markeringen i Fredericia blev et signal om, at noget stort var på vej.

Fra magtvakuum til magtcentrum
I årene før Fredericia-demonstrationen havde den yderste højrefløj levet et kaotisk liv. Jonni Hansens DNSB slikkede stadig sårene efter de mislykkede Hess-marcher i sluthalvfemserne og tabet af mange unge skinheads, der var fulgt med over i Blood & Honour, da Marcel Schilf brød ud af DNSB. Men da Marcel Schilf døde i 2001, blev også Blood & Honour stort set inaktive. Samtidig havde den mere intellektuelle organisation Dansk Forum ikke opnået den legitimitet, de havde håbet på, og flere dobbeltorganiserede medlemmer var blevet smidt ud af Dansk Folkeparti. Reelt var det i Århus, at den mest velorganiserede nynazistiske gruppe skulle findes: Hooligangruppen Ultra White Pride, i daglig tale blot White Pride.

Da Danskfront.dk i sommeren 2002 åbnede var det Århus-folkene, der stod bag. Hjemmesiden udgav nyheder, men det centrale var debatforummet, der blev kendt som ‘Front forum’. Der var fra start en tæt alliance med ledende folk fra både Dansk Forum og Blood & Honour, men administratorerne – og dermed magthaverne – på det hastigt voksende debatforum var den gamle kerne af White Pride-hooligans. Samtidig bør det nævnes, at hovedparten af ledelsen, den såkaldte administratorgruppe, samtidig var medlemmer af den hemmelige organisation ORG, som Redox afslørede i 2011. Det kan du læse mere om i ORG-rapporten.

Under anonyme nicknames diskuterede forumbrugerne alt fra Dansk Folkepartis “svigt” over fodbold til holocaustbenægtelse. I starten var det hovedsagligt personer, der allerede havde tilknytning til de højreradikale organisationer eller hooliganmiljøet, der var aktive på ‘Front forum’, men hurtigt kom mange nye til, først og fremmest unge mænd.

I starten lagde ledelsesgruppen ikke skjul på de nazistiske sympatier. Danskfront.dk bragte nyheder, hvor terrorgruppen Combat 18 blev hyldet og Hitlers ‘Mein kampf’ kunne downloades gratis på siden. Sympatien for militante loyalister i Nordirland blev også omtalt. Med årene skulle den åbne nazisme dog blive et af Dansk Fronts største interne konfliktpunkter.

Parallelt med Dansk Fronts langsomme start skete en eksplosionsagtig udvikling i det danske hooliganmiljø. Med filmen Football Factory (2004) blev den engelske casualkultur pludselig allemandseje for store drenge og unge mænd på de danske stadioner. I midten af 00’erne var Burberry-kasketter og Stone Island-trøjer et signal om, at man var en del af de uofficielle fanmiljøer, der fik etableret sig omkring hovedparten af Superligaens hold.

I og med, at White Pride var en stor aktør på hooliganscenen, og en række veteraner fra både Brøndby og FCK’s respektive hooligangrupper var i periferien af Dansk Front, var vejen derfor banet til rekruttering af unge slagsbrødre til organisationen. I en kort årrække havde både Aalborg BK, Silkeborg IF, AGF, Odense Boldklub, FC København, Brøndby IF og Lyngby FC casualinspirerede uofficielle fangrupper, der alle, omend i forskelligt omfang, var påvirket af Dansk Front og det opsving som den militante nationalisme havde på fodboldscenen. De unge fodboldfans, hvoraf flere var hooligans, udgjorde en stor del af de aktive medlemmer i flere af Dansk Fronts afdelinger.

Mordet i Salem
Det var dog ikke kun den voksende hooliganscene i Norden, der påvirkede Dansk Fronts udvikling. I 2000, halvandet år før Dansk Front blev virkelighed, blev en ung naziskinhead stukket ihjel under et slagsmål i en forstad til Stockholm. Det udløste dét, der siden blev kendt som Salem-marchen: En årlig demonstration for hele den yderste højrefløj i Sverige. Fra start var der gæster fra de nærtliggende lande og Danmark var ingen undtagelse. I flere år deltog Dansk Front-delegationer i biler og minibusser.

I 2006, hvor Dansk Front peakede, lykkedes det organisationen at fylde en 50 personers-bus med nynazister fra hele Danmark. Det er eneste gang, at danske nynazister er rejst til udlandet i så stort et omfang. Nynazisternes hjemtur blev dog markant forsinket, da antifascister smadrede ruderne i deres bus under demonstrationen.

Salem blev et politisk symbol på modstanden mod “det multikulturelle samfund”, som både de danske og svenske nynazister mente var den reelle årsag til drabet i Salem. Det blev en årligt tilbagevendende begivenhed igennem et helt årti og skabte samtidig et samlingspunkt for alle dele af den radikale højrefløj. For de danske deltagere var det en helt anden oplevelse at marchere sammen med 2.000 ligesindede end de små demonstrationer i Danmark, der oftest kun samlede et tocifret antal deltagere.

Tegningerne
Den 30. september 2005 bragte Jyllands-Posten tolv karikaturtegninger af den muslimske profet Muhammed. De omfattende konsekvenser både i Danmark og internationalt kender de fleste, men hvad færre er bekendt med er, hvordan tegningerne blev startskuddet til den største højreradikale offensiv siden Anden Verdenskrig.

For Dansk Front var tegningerne og de efterfølgende hændelser en gave sendt fra himmelen. Medlemstallet og aktivitetsniveauet eksploderede, først og fremmest på “Front forum”, organisationens debatforum på nettet. Kort tid efter stod Julius Børgesen frem som talsmand for Dansk Front i kriminalmagasinet Station 2. Det medførte et nyt boost i medlemstallet, og alle organisationens afdelinger var i fremgang. Især på Sjælland formåede organisationen at samle de mange nye op. I vinteren 2005-06 havde Dansk Front interne møder på Sjælland med mere end 70 deltagere, et helt uhørt antal blot få måneder tidligere. Sjældent havde de sjællandske afdelinger samlet mere end 20-30 personer ved sine aktiviteter, men de politiske vinde blæste mod højre og Dansk Front reagerede hurtigt.

Da 2005 blev til 2006 eskalerede situationen omkring tegningerne og Dansk Front øjnede en chance for at etablere sig i den brede offentlighed. De kaldte derfor til demonstration i Hillerød den 4. februar, den første offentlige demonstration under tegningkrisen. Trods massiv modstand og advarsler fra Politiets Efterretningstjeneste lykkedes det Dansk Front at gennemføre demonstrationen. En antiracistisk blokade af Hillerød Station forhindrede en større delegation af nynazister i at deltage, men trods det decimerede deltagerantal var demonstrationen et faktum. Det blev på ingen måde den store succes, som Dansk Fronts strateger bag kulisserne havde forventet, men alene gennemførslen var en succes.

Det gav blod på tanden, og i de følgende måneder lykkedes det i en vis udstrækning Dansk Front at tage den antifascistiske bevægelse på sengen. At netværkets vækst skete så hastigt var en overraskelse for de fleste – også for Dansk Fronts modstandere.

Dansk Front fik derfor flere succesoplevelser henover 2006’s første måneder. For eksempel troppede omkring 20 Dansk Front-folk op i Roskilde, da lokale antiracister havde indkaldt til en markering mod racistisk graffiti. De blev i stedet truet og chikaneret af nynazisterne, der efterfølgende hånede fjenderne på nettet. Dansk Front fungerede også som vagtværn ved Den Danske Forenings demonstration på Rådhuspladsen i København i slutningen af marts. I april løb nynazisterne stormløb mod en antiracistisk demonstration i Svendborg, dog uden held. Dansk Front bragte også en aktionserklæring fra en anonym aktionsgruppe, der havde angrebet Ungdomshuset på Jagtvej 69 og Foreningen Demos’ butik med malerbomber.

Selvom ledelsen af Dansk Front havde base i Århus, så holdt organisationen officielt set lav profil i byen. Uofficielt var det noget andet. En ny generation af unge mænd var i løbet af 2004-2005 gået ind i Dansk Front og White Pride. Gruppen stod de følgende år bag en lang række overfald på både etniske minoriteter og politiske modstandere i Århus. Et overfald på et møde i Antiracistisk Netværk i en café i Mejlgade fik særligt meget opmærksomhed. Her havde en nazistisk informant infiltreret mødet, og da han blev afsløret, tilkaldte han hjælp fra en stor gruppe tililende White Pride/Dansk Front-folk, der havde ventet på et værtshus i samme gade. Selvom Dansk Front aldrig vedkendte sig overfaldene, var overlappene mellem organisationen og White Pride så omfattende, at det var umuligt at sige, hvornår de agerede i egenskab af hvilken organisation. Overfaldet i Mejlgade udløste iøvrigt en antiracistisk demonstration med over 1.000 deltagere.

Mange medlemmer havde en selvforståelse som gadekrigere og retorikken på ‘Front forum’ var ofte voldelig eller voldsforherligende. De røde og de fremmede skulle have bank, og helst til de ikke kunne rejse sig. Kombineret med de mange tilkomne fra hooliganmiljøet, hvor vold også var et centralt element, var Dansk Front præget af en machoid kultur. Her var der ikke plads til at fejle, for kampen om gaden var den vigtigste. Det gjorde de senere nederlag desto mere smertefulde.

Militant modstand
København har en mangeårig tradition for militant antifascisme. Grønjakkerne blev slået tilbage i firserne og det samme skete for byens naziskinheads i flere omgange i halvfemserne. Men efter en lang årrække uden større højreradikale aktiviteter i København var den antifascistiske bevægelse ikke i oppe i gear, da Dansk Front gik i offensiven under tegningkrisen. Det kom den til gengæld da foråret blev til sommer. De mange overfald og trusler fra Dansk Front rettet mod personer, de opfattede som enten venstreorienterede eller ‘fremmede’ betød, at den radikale venstrefløj anlagde en meget konfrontativ modstrategi.

I midten af maj blev en lille gruppe ledende Dansk Front-folk overfaldet af en stor gruppe autonome ved Christianshavns Kanal, hvor de sad og drak øl. En måned senere gik det galt igen, da en lille håndfuld fra Dansk Front drak øl i det centrale København. Efter at have chikaneret et par unge punkere, der hang ud på Gammeltorv, blev nazisterne opdaget, da de forlod Netto ved Rundetårn. De blev overfaldet, og to af dem måtte køres væk i ambulance. TV2 viste samme aften videooptagelser af den ene nazist, der heilede til kameraet mens hans båre blev lastet ind i ambulancen.

Og den militante modstand mod Dansk Front fortsatte i sensommeren. Et par kendte medlemmer af organisationen overfaldt i starten af august en mand med afghansk baggrund foran dennes børn i Holte. Det fik lokale antiracister til at indkalde til en demonstration mod nazivolden. Her dukkede en håndfuld nazister op, men to af dem blev opdaget af autonome, der angreb dem.

Det var ikke kun i København, at antifascister tog hårde midler i brug. Få timer efter episoden i Fredericia, hvor Dansk Front-folk havde overfaldet en pædagog med somalisk baggrund ved Ungdommens Hus, fik en håndfuld af byens nazister smadret sine biler. Igennem 2006 og 2007 blev organisationens medlemmer i Svendborg og Aalborg også blev angrebet fysisk af antifascister. Generelt betød Dansk Fronts aggressive linje, at den radikale venstrefløj i mange provinsbyer organiserede sig antifascistisk for at kunne forsvare sig og reagere på nazistiske trusler. Det spillede en vigtig rolle i Dansk Fronts lukning.

Mens især de københavnske nynazister måtte lægge ryg til, så sad ledelsen i Århus betydeligt tryggere i det. Derfor kunne de tilrettelægge en stor demonstration i Svendborg, der løb af stablen den 10. juni 2006. Med cirka 150 deltagere blev det den største samling af danske nazister siden Anden Verdenskrig. Godt nok var både Hess-marchen i Roskilde i 1995 og English Defence League-manifestationen i Århus i 2012 større, men her var en stor andel af deltagerne udenlandske.

Det var dog ikke kun de venstreradikale aktivister, der havde fået øjnene op for truslen fra Dansk Front. I en lang række byer dannede bredere dele af venstrefløjen lokale knopspring af Antiracistisk Netværk som platform for større demonstrationer mod Dansk Front. Det lykkedes i flere tilfælde at arrangere moddemonstrationer, der talte både to, fem og ti gange så mange som nazisterne. Især i Svendborg og Århus blev de netværkene stærke samarbejder på tværs af venstrefløjen og havde stor succes med mobiliseringen i kampen mod Dansk Front. Det var iøvrigt ud af miljøet omkring Antiracistisk Netværk i Århus, at gadefesten “Mejlgade for mangfoldighed” opstod. Det startede som en markering mod nazistisk vold og voksede sig så stort, at mere end 20.000 deltog i 2015.

Det var også i sommeren 2006, at pressen satte fokus på Dansk Front. Ekstra Bladet kunne afsløre, at organisationens talsmand sad fængslet for dobbeltlukkede døre for trusler mod daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og besiddelse af skydevåben. Det blev den første af mange afsløringer, der lagde pres på både enkelte medlemmer og var med til at stemple organisationen som et sammenrend af voldelige racister og nazister. For de afslørede medlemmers vedkommende betød det, at de blev stillet til ansvar for både holdninger og handlinger af familie, venner, arbejdsgivere og kollegaer. Det ramte hårdt og betød at mange nedtrappede eller helt stoppede deres aktiviteter i Dansk Front. De fleste afsløringer skete iøvrigt på baggrund af Redox’ research.

Mellem hagekors og Dannebrog
Dansk Front lykkedes langt hen ad vejen med at undgå interne konflikter i organisationen. Der var I en vid udstrækning plads til både medlemmer af Dansk Folkeparti, holocaustbenægtende DNSB’ere, terrorsympatiserende Blood & Honour-medlemmer og alt derimellem. Men hen ad vejen blev det politiske udtryk alligevel en konflikt, der i organisationens sidste leveår brød ud i lys lue. Fyn-afdelingens to ledere smækkede med døren, da ledelsen, der ellers selv havde baggrund i White Pride, bad dem om ikke at benytte hagekors og lignende symbolik. Ordren var mere motiveret af pressestrategi end af ideologi, men blev alligevel et vendepunkt, fordi de mest yderligtgående nationalsocialister i Dansk Front følte sig angrebet og svigtet. At det skete på et tidspunkt, hvor organisationen var trængt i båden pressen og på gaden, gjorde ikke noget godt for stemningen internt.

Den 19. juli 2007 udsendte ledelsen en kortfattet tekst om at netværket lukkede: “Beslutningen har naturligvis stået os i store overvejelser. Siden starten i 2002 er det lykkedes Dansk Front at markere sig som samlingspunkt for danske patrioter fra alle sider af det politiske spektrum. Vores mål har fra starten været at puste liv i det patriotiske miljø og dermed muliggøre aktiviteter der kunne udbrede erkendelsen af Danmark som danskernes evige Fædreland samt at rejse en folkelig vilje til at bevare og om nødvendigt at kæmpe for dette. Det har bestemt ikke altid været lige nemt, men vi mener, at vi i fællesskab har opnået meget. Grupper og enkeltpersoner, der ellers aldrig ville have mødt hinanden, har mødtes i Dansk Front til gavn for Danmark. I Dansk Fronts regi er nationalfølelsen blevet til handling, og talrige selvstændige initiativer har set dagens lys. Det er vi stolte af, og vi har derfor vurderet, at Dansk Front nu har udspillet sin rolle, og vi har valgt at stoppe imens legen er god.”

Lukningen kom som et lyn fra en klar himmel for de fleste medlemmer. Flere afdelingsledere havde ikke fået besked på forhånd og måtte svare ‘pas’, når vrede menige medlemmer henvendte sig med kritiske spørgsmål om beslutningen. Især en række sjællandske medlemmer havde svært ved at tilgive beslutningen.

I kølvandet på lukningen opstod en række nye organisationer. De gamle Århus-folk lancerede Vederfølner, der var tænkt om en mere traditionel forening, der politisk skulle være et lidt pænere alternativ til Dansk Front. De fik kortvarigt konkurrence af “Unge Demokrater”, der dog aldrig formåede at gå fra papir til praktik. På Sjælland genoplivede en række ledende Dansk Front’ere Blood & Honour Denmark, mens andre skabte Danmarks Nationale Front. De DNSB’ere, der havde deltaget i Dansk Fronts aktiviteter, vendte for de flestes vedkommende tilbage til nazibunkeren i Greve.

Højt at flyve, dybt at falde
Der er ingen tvivl om, at Dansk Front er den militante højrefløjs mest succesfulde projekt herhjemme siden Anden Verdenskrig. På den ene side lykkedes det at få et massivt gennemslag i pressen, ihvertfald periodevist. Samtidig lykkedes det også at opbygge en organisation med lokalafdelinger i hele landet og en stor skare af aktive og voldsberedte medlemmer. Dansk Front blev på få år et brand, som rigtigt mange unge i Danmark havde hørt om. Demonstrationen i Svendborg i juni 2006 er den største samling af danske nazister siden Anden Verdenskrig og ingen højreradikal organisation har haft aktive lokalafdelinger i så mange byer som Dansk Front.

Til gengæld fejlede organisationen i at vende den vellykkede rekruttering til kontinuerlig aktivisme. Store dele af lokalafdelingernes aktiviteter handlede om socialt samvær og i mindre grad om f.eks. uddeling af løbesedler eller lignende propagandaarbejde. Samtidig bidrog de utydelige grænser omkring nazistisk retorik og symbolik til intern uro, der blandt andet resulterede i, at de to ledere på Fyn forlod Dansk Front. Organisationens primære problem var dog manglen på kompetente og karismatiske ledere og talspersoner til at udstikke retning og få tropperne ind i rækken.

For selvom der sad dygtige strateger i både Århus og på Sjælland, så ville ingen stå frem som talspersoner for den kontroversielle organisation, formentligt fordi de var klar over de potentielle konsekvenser. Det var derfor et scoop, da Julius Børgesen meldte sig til rollen, og et nederlag af dimensioner, da han først blev fængslet og sidenhen ekskluderet fra organisationen. Den proces øgede ikke motivationen for, at andre ledere kunne stå frem og samle organisationen.

Da ingen samlede taktstokken op, var Dansk Fronts død uundgåelig.

Forsvundne nazister
I dag er det de færreste af de gamle Dansk Front-medlemmer, der stadig er politisk aktive. Ser man på de jyske og fynske afdelinger, er det sammenlagt omkring fem personer, der stadig er aktive på den yderste højrefløj ti år efter lukningen af Dansk Front. Det er især markant, at det store nazimiljø, der prægede Århus fra midten af halvfemserne og indtil for få år siden, i dag er en skygge af sig selv. Det er der mange årsager til – den massive presseopmærksomhed på emnet som følge af Redox’ rapporter (Århus ’08 og ORG-rapporten) samt bogen “Forklædt som nazist” er en af dem.

Ser man på de sjællandske afdelinger, er der lidt flere tidligere Dansk Front-medlemmer, der stadig er organiseret i højreradikale organisationer. Kernen i Danmarks Nationale Front og det flere gange genoplivede Blood & Honour er gamle kendinge fra Dansk Front. Det samme er flere af de personer, der var ledende i de nu nedlagte grupper RightWings, Danish Defence League og Danskernes Parti.

Redox har siden lukningen af Dansk Front interviewet en lang række tidligere medlemmer af organisationen. Det er sket i forbindelse med, at de pågældende personer har lagt deres højreradikale aktiviteter bag sig. Da hovedparten af de daværende Dansk Front-aktivister ikke længere er aktive på den yderste højrefløj, har vi valgt ikke at nævne deres navne i denne artikel.

Du kan læse Redox’ gamle artikler om Dansk Front her.