1. divisions-nazister smidt ud af stadion
En lille gruppe nazister blev i dag smidt ud fra Tingbjerg Ground, efter de havde heilet, fremvist nazibanner, råbt “sieg heil” og søgt konfrontation med en gruppe Brønshøj-fans.
Publiceret den 3. maj 2014
Lørdag eftermiddag spillede de to 1. divisionshold i herrefodbold Brønshøj Boldklub og Silkeborg I.F mod hinanden i den københavnske forstad Tingbjerg. En lille gruppe Silkeborg-fans lavede heilhilsner og søgte konfrontation med Brønshøj-supporterne efter kampen. Brønshøj er kendt for at være en gammel arbejderklub, hvis fans er hjemmehørende på den politiske venstrefløj. Det fik derfor en stor del af hjemmebanepublikummet til at spærre øjnene ekstra op, da en lille gruppe tilrejsende Silkeborgfans med nazisympatier i starten af anden halvleg opsatte et banner med den den nazistiske parole”Good Night Left Side” , sammen med symboler der opfordrede til vold mod venstreorienterede personer.
I følge flere Brønshøj-fans, som Redox har talt med, kontaktede hjemmebanepublikummet stadionvagter med opfordringer om at fjerne banneret. Vagterne ignorede henvendelserne og nazisterne pillede kort tid efter banneret ned på eget initiativ.
Den lille gruppe af Silkeborg-fans, der stod bag banner ophængningen, er en del af den uofficielle fangruppering Stoltheden, der har til formål at skabe stemning til Silkeborg I.F’s kampe, blandt andet ved hjælp af tifo’er. En af de centrale medlemmer af Stoltheden er Nick Schwabach, der er tidligere medlem af AGF’s nazistiske hooligangruppe White Pride. Med i Silkeborg-gruppen i dag var også en nazist, der i en årrække har været aktiv i Dansk Front og Danmarks Nationale Front, samt en mand, der flere gange er set som en del af White Pride.
Da kampen, der endte 0-2 i Silkeborgs favør, var blevet fløjtet af, skulle både utilfredse Brønshøj-fans og nazistiske Silkeborg-fans ud ad samme port. Her opstod der tumult og slagsmål mellem en gruppe antinazistiske Brønshøj-fans og den lille gruppe nazister. Nazisterne råbte “sieg heil,” lavede heilhilsner ligesom de råbte nazislagordet “antifa – ha ha ha”. De endte dog med at tabe slagsmålet og blev smidt ud af stadion af Brønshøjs fans, der råbte antiracistiske slagord. Silkeborg-nazisterne fortsatte heil-hilsnerne på parkeringspladserne mens de gik ombord i bussen. Ubekræftede informationer lyder, at to fra Silkeborg-gruppen af politiet fik sigtelser efter tumultet.
Nick Schwabach havde her til aften ikke lyst til at udtale sig til Redox.
Se hvordan det gik da nazisterne blev smidt ud fra stadion her.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.