22-årig nazist påkørte asyldemonstration i Sverige
Søndag aften kørte den 22-årige nazist Alex Jönsson ind i en demonstration i Malmø. En gruppe irakiske flygtninge demonstrerede for retten til asyl. Han fortalte efterfølgende politiet, at angrebet skete fordi ”han ville markere, at de ikke skal være i Sverige”.
Publiceret den 13. juni 2017
De irakiske flygtninge, der demonstrerer imod afslag på deres asylansøgninger, oplevede, at han forsøgte at påkøre dem. Alex Jönsson tilstod ved afhøring hos politiet, at det var med fuldt overlæg, at han styrede sin Volvo ind i mængden. Han tilstod også, at han stod bag et lignende angreb på demonstranterne dagen før.
Ingen personer blev ramt ved angrebet, men han mejede flere demonstrationsskilte ned. Herefter mistede han føret med bilen og kørte ind i et træ. Ifølge vidner sad han længe med en kniv i bilen, før han steg ud og angreb demonstranterne med peberspray. Nogle af flygtningene omringede manden, der til sidst igen måtte søge tilflugt i sin bil.
Det svenske politi forklarede, at de ved ankomst måtte beskytte nazisten for at undgå, at situationen eskalerede yderligere. Alex Jönsson var bevæbnet med peberspray og to knive. Politiet tog ham med til afhøring, men lod ham derefter gå.
Aktiv i Nordiska Motståndsrörelsen
Manden er aktiv nazist i Nordiska Motståndsrörelsen (NMR). Han har deltaget i organisationens demonstrationer, aktioner og møder. Således deltog han i NMR’s demonstration i Falun den 1. maj 2017.
I de seneste måneder har han gjort opmærksom på sig selv ved blandt andet at køre gennem Rosengård i en Jeep, der er indregistreret i hans mors navn, med en stor hagekorsfane spændt over bagruden. Volvoen han brugte til angrebet søndag, står i hans eget navn.
Ifølge vidner prøvede han også at påkøre en gruppe antifascister på Möllevången i april, efter han havde opsat nazistisk propaganda i bydelen. Ligesom han også på Facebook aktivt propaganderer for nazisme, hvor han skriver under sit kaldenavn Alex Dino.
Det var netop svenske nazister fra Nordiska Motståndsrörelsen, der i fredags blev sigtet for tre bombeattentater og drabsforsøg. Det kan du læse mere om her: Svenske nazister tiltalt for bombeattentater
Det svenske politi oplyser, at Alex Jönsson blandt andet er mistænkt for vold, ”hetz mod folkegruppe”, brud på knivloven og brud på våbenloven. Sagen efterforskes som en ”hadforbrydelse”.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.