Borgerværn har tætte koblinger til den yderste højrefløj
De seneste uger har presse og lokalpolitikere i Randers forholdt sig til borgerværnet Guardians of Denmark. Selvom gruppen kalder sig "upolitiske" kan Redox dokumentere, at de har et tæt bånd til en række højreradikale grupperinger.
Publiceret den 2. december 2019
“Guardians of Denmark er en upolitisk gruppe”. Sådan sagde Jes Peder Hansen i Randers Amtsavis den 23. november. Anledningen var, at avisen bragte en reportage om det frivillige “vagtværn.”
Men sandheden er en anden. Redox kan her dokumentere, at medlemmer af Guardians of Denmark har demonstreret og festet med grupper på den alleryderste højrefløj.
Jes Peder Hansen fungerede som borgerværnets talsmand i Randers Amtsavis. Men det er ikke det eneste sted han er aktiv. Lørdag den 9. november demonstrerede han nemlig med to håndfulde Stram Kurs-medlemmer og -sympatisører i Brønderslev i Nordjylland. På billeder fra demonstrationen kan man se Jes Peder Hansen bag et Stram Kurs-banner. I den lille demonstration deltog ihvertfald tre personer med tillidshverv i Paludans parti.
Og sammenfaldet er ikke det eneste. Da Stop Islamiseringen af Danmark den 6. oktober demonstrerede i det centrale Århus med Rasmus Paludan som gæstetaler optrådte ihvertfald en af deltagerne i en Guardians of Denmark-jakke. Samme medlem var blandt de afbilledede medlemmer i Randers Amtsavis’ reportage.
Så langt tilbage som i sommers kan der dokumenteres sammenfald mellem Guardians of Denmark og den alleryderste højrefløj. Da det årlige Mosbjerg Folkefest, der samler højreradikale og nationalkonservative, men også folk med baggrund i nynazistiske grupper, var en gruppe fra det påståede apolitiske borgerværn til stede. Igen optrådte de i ens uniformer.
Det samme skete iøvrigt da Rasmus Paludan og Stram Kurs demonstrerede på Rådhuspladsen i København 1. juni i år. Også her deltog flere personer i Paludans manifestation iført Guardians of Denmarks uniformsjakker.
Både Østjyllands Politi, adskillige lokalpolitikere samt borgergruppen Natteravnene har efter omtalen af Guardians of Denmark lagt afstand til borgerværnet, der altså har tætte bånd til nogle af de mest antimuslimske og racistiske partier i Danmark.
Guardians of Denmark er ikke det eneste selvbestaltede borgerværn med udspring på den yderste højrefløj. Både Danerværn, Sons of Odin samt Soldiers of Odin har lavet patruljer i nattelivet de seneste år, men ingen af dem har i dag aktivitet af betydning.
Jes Peder Hansen har ikke reageret på Redox’ henvendelser.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.