Afslag fra Procesbevillingsnævnet: Landsretsdom står ved magt

I den forgangne uge kom der svar på Redox’ ansøgning om at få Rasmus Paludans injuriesag prøvet ved Højesteret. Det blev desværre et nej.

Publiceret den 26. maj 2025

Som Redox beskrev tidligere på året har Rasmus Paludan fået medhold i by- og landsret i en injuriesag vedrørende en artikel Redox bragte i 2022.

Det fik Redox til at ansøge Procesbevillingsnævnet om lov til at få sagen prøvet i Højesteret på grund af dens principielle karakter. Det har Redox i denne uge fået afslag på.

“Vi er selvfølgelig ærgelige, overraskede og skuffede over afslaget. Vi mener at sagen er meget principiel. Afgørelsen fra by- og landsretten begrænser mediers mulighed for at dække injuriesager fremover, og derfor havde vi håbet på at få Højesteret til at afgøre spørgsmålet om, hvordan medier kan dække injuriesager,” siger Simon Bünger, der er redaktør for Redox.

Sagen har haft store økonomiske konsekvenser for Redox. Den har alt i alt kostet kollektivet over 100.000 kroner i sagsomkostninger, bøde, erstatning og advokatsalærer.

“I forbindelse med landsretsafgørelsen i januar gik vi ud med en appel om økonomisk støtte, og på meget kort tid hjalp vores læsere og støtter med at indsamle hele det beløb, vi skulle betale. Det er vi for evigt taknemlige for. Uden jeres støtte ville vi ikke kunne fortsætte med at lave undersøgende journalistik om den yderste højrefløj,” siger Simon Bünger.

Du kan sende en donation til Redox på mobilepay 80905.

Bliv støttemedlem af Redox (og få vores nye magasin om højreradikal terror gratis) ved at klikke her.

Tags: ,