Efter marcherne: Posen er blevet rystet på den yderste højrefløj

Efter det indledende chok over de to store remigrationsmarcher har lagt sig, er det på tide at analysere den nye situation.

Publiceret den 9. november 2026

Denne analyse er alene et udtryk for redaktionens holdning.

ANALYSE: Remigrationsmarcherne i september og oktober sendte chokbølger igennem venstrefløjen og den antifascistiske bevægelse.

Først og fremmest fordi marcherne var historisk store, med henholdsvis 1100 og 1350-1400 deltagere, men i høj grad også fordi den første af marcherne samlede en alliance af sortklædte, maskerede hooligans og ultras fra en række af de største klubber i Superligaen. Sidstnævnte på trods af, at fanmiljøerne de seneste årtier i vid udstrækning har holdt sig ude af politik.

Nu er march nummer to kommet på afstand, Det Danske Folk er brækket midtover og vi kan med lidt større overblik give et bud på hvor vi står nu. Teksten er skrevet i en periode, hvor en konflikt præger arrangørkredsen bag de to remigrationsmarcher, og der jævnligt er nye udviklinger. Den kan derfor hurtigt blive overhalet af virkeligheden.

Et umage ægteskab
I foråret oprettede Mick Fiala Lauritzen, der indtil da var et ukendt ansigt på den yderste højrefløj, en Facebookside med navnet Det Danske Folk. Det skete i kølvandet på, at hans søn havde været udsat for et overfald begået af nogle større børn med minoritetsetnisk baggrund.

Mick Fiala Lauritzen fik kontakt til United Lion & Sun Nordic (ULSN), en gruppe dansk-iranere, der kæmper imod det islamistisk fundamentalistiske regime i Iran for i stedet at indsætte den USA-orienterede Reza Pahlavi som shah, altså konge. Pahlavi er søn af Mohammed Reza Pahlavi, der som shah blev væltet under revolutionen i 1979. ULSN er altså pahlavitter og støtter både USA og Israel, hvis flag ofte ses under deres demonstrationer.

Den nye alliance mellem Det Danske Folk og ULSN, der havde Cyrus Razavi som talsperson i projektet, indkaldte derefter til demonstration 5. september og brugte sommeren på at pumpe AI-genereret propagandamateriale ud på alle platforme.

Remigration, hvad er det?
Den første march blev mobiliseringsmæssigt en succes, også selvom 1.100 deltagere var langt fra de 20.000 som Det Danske Folk havde forventet.

Men Det Danske Folk tabte hurtigt kampen om historien: Afslørende fotos og videoer af deltagere, der heilede samt tilstedeværelsen af en stor gruppe maskerede hooligans og ultras medførte en del negativ presseopmærksomhed.

I kølvandet på den opmærksomhed kom Cyrus Razavi i en større konflikt med nøglefigurer fra Generation Identitær om begrebet remigration, som Generation Identitær har været bannerførere for at indføre i den offentlige debat herhjemme. Cyrus Razavi mente, at Generation Identitærs fortolkning af begrebet var forkert og for omfattende, og meddelte, at gruppen ikke var velkommen ved marcherne. Det var Generation Identitær uenige i, og en talsmand skrev, at Cyrus Razavi havde fået “storhedsvanvid”. Du kan læse mere om konflikten her: https://redox.dk/nyheder/efter-remigrationsmarch-aaben-krig-paa-hoejrefloejen/

Diskussionen om remigration betød ikke blot, at Cyrus Razavi kom på kant med Generation Identitær, den lagde også kimen til den senere konflikt internt i Det Danske Folk.

Stor march sluttede med partiannoncering
Marchen den 17. oktober blev udefra set en større succes end den første: Deltagertallet steg med cirka en fjerdedel, den store hooliganmobilisering udeblev, det samme gjorde Active Club, Generation Identitær og en række andre højreradikale grupper og enkeltpersoner, der var med ved første demo. Pressedækningen var i det hele taget bedre.

Alligevel blev marchen dødsstødet til samarbejdet mellem DDF og ULSN. For da Cyrus Razavi afsluttede demonstrationen med en tale foran Christiansborg annoncerede han, at han nu ville arbejde for de kunne komme i Folketinget.

I dagene efter demonstrationen annoncerede Cyrus Razavi, at han var blevet smidt ud af Det Danske Folk af Mick Fiala Lauritzen. Sidstnævnte begrundede på Facebook beslutningen med, at “mange medier og politikere har stillet spørgsmål ved om Det Danske Folk var styret af iranere og ikke af danskere, hvilket mange har følt var relevant ift. at det hedder Det Danske Folk.”

Den følgende uge bar præg af kontinuerligt mundhuggeri, hvor de to parter i både pressen og på sociale medier har kritiseret hinanden.

Samtidig meddelte Cyrus Razavi, at han forlod sine tillidshverv i United Lion & Sun Nordic for at bruge tiden på sit nye projekt, Fællesskabet Danmark, der skulle blive til partiet Familien Danmark. Der gik dog ikke længe før han under et liveinterview i BT’s podcast skrinlagde partiplanerne.

Efter bruddet
Situationen nu er altså, at den eksiliranske gruppe United Lion & Sun Nordic har mistet både Cyrus Razavi som drivkraft og mistet deres organisatoriske plads i planlægningen af kommende remigrationsmarcher.

Mick Fiala Lauritzen har sammen med Maria Kjær annonceret, at de fortsætter Det Danske Folk med en demonstration i Århus den 9. januar næste år. Det er samtidig tydeligt, at retorikken i deres kommunikation på sociale medier er skruet gevaldigt op: remigration fylder rigtigt meget, og minoritetsgrupper omtales mere fordomsfuldt, aggressivt og generaliserende end før Cyrus Razavi blev smidt ud.

Cyrus Razavi har som sagt opgivet drømmen om et parti og er ude af både United Lion & Sun Nordic og Det Danske Folk. Samtidig er det tydeligt, at retorikken i hans nye projekt, Fællesskabet Danmark, er blødt betydeligt op i forhold til da han kørte parløb med Mick Fiala Lauritzen. Flere af hans tekster lyder som noget der er skrevet af en, der ligger et stykke til venstre for Socialdemokratiet – hvilket selvfølgelig ikke siger så meget i 2026.

Identitær identitetskrise
For Generation Identitær er det et nederlag, at der for første gang er markante aktører på højrefløjen, der siger “tak, men nej tak” til deres politik og tilstedeværelse. Henover de seneste ti år har de gradvis opnået større og større accept og fået mere gennemslagskraft i offentligheden. Afvisningen fra Det Danske Folk-demonstrationen var en ydmygelse.

Samtidig blev deres banneraktion 17. oktober, der foregik i regi af kampagnen “Save Europe Act”, slet ikke det tilløbsstykke, som det har været i flere andre europæiske byer. Det var den eneste by, hvor tid og sted ikke var forhåndsannonceret offentligt, ligesom de valgte at holde sig fra byens centrale pladser og i stedet gik i Frederiksberg Have.

Generation Identitær har ikke aktioneret i sit eget navn siden sommerferien, hvor de var på gaden mod Kolding Pride. I stedet har de som nævnt ovenfor taget del i Save Europe Act-kampagnen, hvor det er Generation Identitær-aktivister, der har udgjort den organisatoriske kerne i Danmark.

Samtidig er Generation Identitær-folk dybt involveret i det nye ungdomspolitiske projekt, Ungdanskerne, der blev lanceret sidst i oktober ved et møde på Christiansborg. På deres hjemmeside skiltes der ikke med hvad deres forbindelse til Christiansborg er, men i et interview på Radio IIII fortalte landsleder William Rosengreen, at Ungdanskerne er Borgernes Partis uafhængige ungdomsorganisation. På billeder fra lanceringsmødet genkendes en lang række Generation Identitær-aktivister, en del af dem i en alder hvor man næppe kan kalde dem unge længere.

På den måde står Generation Identitær ved en skillevej. De er lykkedes med at gøre remigration til et etableret begreb i dansk politik, også selvom der er stor uenighed om dets betydning. Men som organisation er de en meget lille kernegruppe, der nu altså kaster en del kræfter ind i mere åbne aktivistprojekter som Ungdanskerne og Save Europe Act-kampagnen.

Denne analyse er alene et udtryk for redaktionens holdning.