Se billederne: Over 1300 marcherede for remigration i København
Der blev spottet flere kendte nazister, da Det Danske Folks anden remigrationsmarch i dag gik igennem København. Marchen blev samtidig mødt af omfattende protester.
Publiceret den 17. oktober 2026
Indtil i dag var Det Danske Folks remigrationsmarch i september den største højreradikale demonstration i Danmark siden Anden Verdenskrig.
Hvad sker der?
5. september gik op mod 1100 mennesker på gaden i en såkaldt remigrationsmarch. Det var den største højreradikale demonstration i Danmark siden Anden Verdenskrig. Marchen blev organiseret af en ny samling på den yderste højrefløj, som kalder sig Det Danske Folk. I dag havde de annonceret en ny march for remigration.
Det ændrede sig i dag, da mellem 1350 og 1400 demonstranter gik gennem Københavns gader i en ny march for remigration. Tallet fremgår af Redox’ optælling af deltagerne på fotos lørdag aften.
Marchen var arrangeret af koalitionen Det Danske Folk og samlede flere kendte nazister og deltagere fra højreekstreme grupper som Patrioterne Går Live og Stram Kurs.
De blev mødt af massive protester fra en bred koalition af antiracistiske organisationer.
Nederst i artiklen kan du se et udsnit af billeder fra demonstrationen.

Nyfascister lukket ude
Dagen startede tidligt for nogle af dem, der ikke er velkomne i Det Danske Folks demonstration: Generation Identitær. Deres medlemmer har nemlig igennem flere måneder mobiliseret til en stor banneraktion i det centrale København den 17. oktober, en mobilisering der started længe før Det Danske Folk annoncerede deres demonstration samme dag.
Banneraktionen er en del af en europæisk højreradikal kampagne, ‘Save Europe Act’, og drives af identitære grupper i en række vesteuropæiske lande. I Danmark er det nøglepersoner i Generation Identitær, herunder talsmanden Sebastian Nielsen, der har stået for mobiliseringen, der dog ikke er gået som ønsket. Tilslutningen har været begrænset, og i modsætning til en række andre lande har danskerne valgt at holde tid og sted for aktionen hemmelig indtil sidste øjeblik.
Klokken lidt i ni samledes cirka 35 nyfascister foran Zoologisk Have på Roskildevej på Frederiksberg. Her ville de ind i Frederiksberg Have, men en vaks antifascist havde sat en lås på porten indtil haven. Så måtte nyfascisterne i stedet slæbe banneret ned af Valby Bakke og gå en omvej via Hotel Josty på Pile Allé for at komme ind i Frederiksberg Have. På den store plæne foran Frederiksberg Slot foldede de banneret ud mens flere af deres fotografer filmede og fotograferede seancen og tre patruljer fra Københavns Politi så til.

Derefter forlod de stedet og gik mod Valby, hvor de gjorde stop på en café for at spise og drikke. Enkelte deltagere fra aktionen blev senere spottet ved DDF’s demonstration, men Generation Identitær som gruppe var ikke velkomne, som Redox tidligere har beskrevet.
“Muslimer skal i Auschwitz”
Allerede ved 10-tiden var remigrationsmarchens arrangører i gang. Her samledes en gruppe dansk-iranere fra gruppen United Lion & Sun Nordic på Christiansborg Slotsplads, hvor de byggede en scene.
Ikke længe efter skrev de på sociale medier, at deres demonstrationsvogn, en lastbil, var blevet udsat for hærværk natten til lørdag. Ifølge gruppen var bilens dæk blevet skåret op.
Klokken 11.30 samledes den lille racistiske gruppe Patrioterne Går Live, der er mest kendt for sine koranafbrændinger og sit store ‘Fuck Islam’-banner, på Gammeltorv i det Indre København. Gruppen havde annonceret en mindre fordemonstration, før de ville tilslutte sig Det Danske Folks demonstration.
På gruppens livestream fra fordemonstrationen lød det fra en taler, at muslimer skal isoleres på øer. Til det svarede kameramanden, en kerneaktivist i Patrioterne Går Live: “Og så er der Auschwitz.” Senere grinede en anden deltagere mens han råbte ‘Sieg heil’.
Mislykket tale
Klokken 14 gik Det Danske Folks demonstration igang på Kongens Nytorv.

Det skete dog med noget besvær, for højtalervognen var som nævnt ovenfor fraværende. DDF-talsmand Cyrus Razavi måtte i stedet stå på jorden og holde sin velkomsttale. Lettere blev det ikke af, at lyden fra talen druknede i larmen fra en uannonceret larmedemonstration. Her stod et par hundrede antifascister ved Mindeankeret i Nyhavn og blæste i fløjter og slog på grydelåg.
Redox optælling af fotos fra dagen viser, at mellem 1350 og 1400 mennesker var samlet i DDF’s march.
Der var ikke en stor, sort blok, som i den sidste remigrationsmarch, og den store hooliganmobilisering fra sidst udeblev. Der blev set en række kendte nazister og højreekstremister, hvilket vi samler op på i en senere artikel.
Antiracistisk demonstration
Samtidig havde en bred koalition af antiracistiske organisationer kaldt til demonstration mod racisme under parolen “Nej til remigration” på Halmtorvet på Vesterbro.
Hvad er remigration?
Remigration er et begreb, der bruges af den yderste højrefløj, som udtryk for et ønske om at sende ikke-hvide immigrerede, flygtninger og efterkommere “tilbage” til deres forfædres oprindelseslande. Konceptet er tæt knyttet til konspirationsteorien om Den Store Udskiftning og blev blandt andet brugt i manifestet for Christchurch-massakren.
Demonstrationen var umiddelbart en del større end remigrationsmarchen, og samlede antiracister fra blandt Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense og Svendborg.
Lidt over 14 begyndte demonstrationen at bevæge sig via Rådhuspladsen frem mod Christiansborg Slotsplads.
“Send dem ud”
Ved Kongens Nytorv var Det Danske Folks march også i bevægelse mod slotspladsen.
Undervejs søgte flere af deltagerne konfrontationer med demonstranter fra den antiracisitske demonstration og andre forbipasserende. Blandt andet blev der råbt “landsforrædere” af to kvinder med hijab.
Ved Holmens Kirke opstod det første reelle sammenstød med den antiracistiske demonstration. Her gik politiet frem mod antiracisterne med knipler og hunde, så Det Danske Folk kunne komme uhindret frem til Christiansborg, da antifascister forsøgte at blokere broen.

På Christiansborg Slotsplads havde de højreradikale stillet en scene op, hvor der efter planen skulle spilles musik. Det lykkedes dog kun i kort tid, inden højtalerne gav op. Ifølge DDF’s livestream på grund af “sabotage”. Til gengæld gik deltagerne igang med taktfast at råbe “Send dem ud”.
Folketingsmedlem Jacob Harris (løsgænger, tidl. Borgernes Parti) og DDF-talsmand Cyrus Razavi holdt taler.

Voldsepisoder
Da demonstrationen på Christiansborg Slotsplads begyndte at gå i opløsning, søgte en gruppe på cirka ti sortklædte Det Danske Folk-demonstranter mod Højbro Plads for at konfrontere deltagere ved antiracistiske demonstration.
Samtidig gik en anden gruppe sortklædte højreradikale mod Nikolaj Plads.
Redox kender til tre episoder, hvor mindre grupper sortklædte DDF-demonstranter har forsøgt at opsøge moddemonstranter enten under demonstrationerne eller på vej hjem. Blandt andet er en moddemonstrant blevet slået i hovedet, mens flere andre blev skubbet af den lille gruppe sortklædte højreradikale.
Støt vores journalistik
Du kan støtte vores undersøgende journalistik ved at blive medlem af vores støtteforening Støttekollektivet, så bidrager du med et fast (selvvalgt) månedligt beløb. Du kan også sende os en donation på Mobilepay 80905.
Københavns Politi siger til DR, at tre personer blev anholdt under demonstrationerne og fem ved Højbro Plads umiddelbart efter.
Herunder kan du se et udsnit af fotos fra dagen.

Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.


