Cyrus Razavi ses her holde tale ved "Remigrationsmarchen" i København den 5. september. Foto: Redox.

Efter remigrationsmarch: Åben krig på højrefløjen

I kølvandet på septembers remigrationsmarch er der udbrudt en voldsom konflikt mellem arrangørgruppen og Generation Identitær.

Publiceret den 26. september 2026

Efter remigrationsmarchen i København den 5. september er arrangørerne fra organisationen Det Danske Folk raget uklar med flere grupper og centrale aktivister på den yderste højrefløj. Det er et drama i flere akter, der spidser til i disse dage.

Første akt handlede om arrangørernes hurtige afstandstagende til heilende højreradikale hooligans, ja maskerede hooligans i det hele taget, og den efterfølgende afstandstagen fra den spyttende pølsemand Thomas Telner.

De seneste dage er anden akt, en konflikt om begrebet remigration og dets ejermænd fra Generation Identitær, spidset til.

Nyfascisterne
Den 18. september medvirkede Cyrus Razavi i Radio IIII. Cyrus Razavi er den ene af de to talsmænd fra arrangørgruppen bag remigrationsmarchen 5. september. Her repræsenterer han United Lion & Sun Nordic, der er en sammenslutning af iranere, der kæmper for at befri Iran fra det islamistiske regime for i stedet at indsætte Reza Pahlavi som konge. Han er søn af shahen, der blev væltet i 1979.

I programmet ‘Dagen’ på Radio IIII blev Cyrus Razavi spurgt til om Generation Identitær er velkomne i demonstrationen. Han svarede:

“Nej, vi vil overhovedet ikke associere os med dem, fordi deres brug af ordet remigration, det er noget helt andet end vores brug af ordet remigration.”

Generation Identitær aktivisten Noah Philipsen ses her lave et White Power-håndtegn. Foto: Redox.
Generation Identitær-aktivisten Noah Philipsen ses her lave et White Power-håndtegn ved remigrationsmarchen 5. september 2026. Foto: Redox

I samme interview lagde Cyrus Razavi også afstand til både Rasmus Paludan og “Mælkemanden” Rasmus Munch Søndergård. Begge personer er nogen, som Det Danske Folk ikke vil associeres med.

“Efter optoget, og det var det, jeg sagde lige før, de kunne godt se, at vi havde stor succes, og de ville alle sammen deltage fra alle grupperinger,” sagde han i radioen.

De udtalelser har ikke bragt glæde hos nyfascisterne i Generation Identitær. Allerede samme dag skrev deres talsperson Daniel Nordentoft på X:

“Generation Identitær er ophavsmænd til begrebet (remigration, red.) og har introduceret det til den politiske debat i Danmark. Så det er ret bizart at høre en iraner tage ejerskab over vores idé (og grundlæggende ændre den til noget andet), samtidig med at han påstår, at han repræsenterer danskerne“.

Generation Identitærs talsmand uddyber desuden, at organisationen slet ikke ønskede at deltage i Det Danske Folks demonstration. På X skriver han:

“Slutteligt påstår han (Cyrus Razavi, red.), at GI (Generation Identitær, red.) ønskede at deltage i deres demonstration, fordi man kunne se, at det var en stor succes. GI deltog ikke i demoen og har hverken haft nogen kontakt eller ytret et ønske om at deltage i demoen. Igen aner han enten ikke, hvad han taler om, eller også handler han i ond tro.“

Redox kan dog dokumentere, at flere centrale aktivister fra Generation Identitær deltog i remigrationsmarchen, heriblandt Sebastian Nielsen, der tidligere har fungeret som talsmand for organisationen.

Sebastian Nielsen og Elias Paczyński Hjelvik, der så sent som i august deltog i Generation Identitærs sommerlejr og organisationens aktion imod Kolding Pride, ses her ved remigrationsmarchen den 5. september. Foto: Redox.
Sebastian Nielsen (sort jakke) og Elias Paczyński Hjelvik, der begge deltog i Generation Identitærs sommerlejr og organisationens aktion imod Kolding Pride i august i år, ses her ved remigrationsmarchen den 5. september. Foto: Redox.

Dramaet fortsætter
Sidenhen har både Cyrus Razavi taget til genmæle på X, hvor han skriver:

“DDF (Det Danske Folk, red.) ser mange af de samme problemer som GI. Men det betyder ikke, at vi køber præmissen om, at slægtskab skal være afgørende for vores politik. Jeg har altid været imod etnonationalisme. Det er jeg stadig, og det samme gælder resten af DDF holdet.”

Cyrus Razavi har også i en længere tekst kritiseret Generation Identitærs strategi, der handler om at arbejde metapolitisk med at introducere begreber som “remigration” i den danske debat.

Han skriver på X:

“Når mennesker, der mener at have ophav til et bestemt politisk begreb, ser andre bruge det på en ny måde og få succes med det, bliver spørgsmålet om, hvem der introducerede ordet, pludselig meget vigtigt. Der opstår diskussioner om, hvem der har forstået begrebet korrekt, hvem der forvansker det, og hvem der angiveligt udvander det,” skriver Cyrus Razavi.

Han fortsætter: “Det er derfor ikke bare et spørgsmål om såret stolthed eller uenighed om semantik. Det handler om, at års metapolitisk arbejde risikerer at blive afkoblet fra det indhold, arbejdet skulle normalisere.”

Cyrus, derimod, lider tydeligvis af storhedsvanvid

Det har fået Daniel Nordentoft til tasterne igen:

“Det er urkomisk, at en iraner tror, at han ved hjælp af AI på én sommer har ændret hele den politiske diskurs. Han aner ikke, hvilket metapolitisk arbejde fædrelandskærlige danskere har gjort siden 1980’erne, som har banet vejen for, at vi overhovedet kan tale om de ting, vi gør i dag. I Generation Identitær ved vi godt, hvem vi står på skuldrene af. Cyrus, derimod, lider tydeligvis af storhedsvanvid.“

“Nedladende og arrogante”
En anden som Det Danske Folk er havnet i konflikt med er Dennis Corell Iversen, der tidligere var stabschef i Stram Kurs.

Han er på X gået til angreb på Cyrus Razavi og Det Danske Folk:

“Da jeg spurgte dem hvorfor de ikke viste lidt hensyn til de folk, der havde kæmpet 40 år, så var de dybt nedladende og arrogangte. Vi skulle forstå, at disse mennesker der havde kæmpet igennem 40 år, blot var idioter, der ikke var ligeså gode som dem til tingene. Det er ret småligt, at de ikke kan anerkende at disse mennesker som har kæmpet de sidste 40 år, har flyttet overton-vinduet et sted hen, som gør at de kan stå og skumme fløden nu.”

Dennis Corell Iversen blev sidste år dømt i den første sag nogensinde om overtrædelse af den såkaldte ‘koranlov’. Det skete sammen med lederen af Stram Kurs, Rasmus Paludan, efter de på Folkemødet i 2024 havde revet sider ud af en koran, og derefter smidt den i en vandpyt.
Sagen er anket til Landsretten, hvor den skal behandles senere i år.

Det Danske Folk afsluttede remigrationsmarchen i september ved at indkalde til en ny demonstration i København den 17. oktober. Datoen var ellers allerede reserveret af en del højrefløjsfolk, fordi den internationale højreradikale kampagne “Save Europe Act”, der i Danmark drives af aktivister fra Generation Identitær, langt tidligere havde annonceret, at de den 17. oktober vil lave en stor banneraktion i netop København.

Støt vores journalistik

Du kan støtte vores undersøgende journalistik ved at blive medlem af vores støtteforening Støttekollektivet, så bidrager du med et fast (selvvalgt) månedligt beløb. Du kan også sende os en donation på Mobilepay 80905.

Hverken Generation Identitær, deres talsmand eller aktivister har besvaret Redox’ henvendelser, mens Dennis Corell Iversen ikke ønsker at udtale sig til Redox.

Cyrus Razavi skriver til Redox, at hverken han eller Det Danske Folk er i konflikt med nogen.

Han skriver også: “Både jeg personligt og Det Danske Folk tager klart afstand fra en politisk tankegang, hvor mennesker deles op i et A hold og et B hold på baggrund af eksempelvis etnicitet, afstamning eller DNA. Det er en grundlæggende forskel mellem vores politiske linje og visse andre miljøers. Når det gælder deltagelse i vores arrangementer, skelner vi meget klart mellem organisationer og enkeltpersoner. Vi inviterer ikke bestemte personer eller politiske grupper.”

Tags: , , , , , , ,