Da Rasmus Paludan sagsøgte Rasmus Paludan

Sagsøgt for at bruge sit eget navn. Sådan gik det Rasmus Paludan Malver, da han ragede uklar med Rasmus Paludan. Her får du historien om en ret unik retssag.

Rasmus Paludan ses her ved uddeling af valgmateriale for hans parti Stram Kurs i København den 29. oktober 2017. (Foto: Researchkollektivet Redox)

Man skulle ikke tro at det var muligt, men det er det. Med to års mellemrum startede der to elever ved navn Rasmus Paludan på Helsingør Gymnasium. Begge politisk engagerede, omend ikke enige. Og for at det ikke skal være løgn, så endte de begge to med at uddanne sig som advokater. Og så har den ene forsøgt at bekæmpe den anden i en langvarig juridisk krig, fordi han ikke ville have, at den anden kaldte sig Paludan.

Historien starter i 1999. Rasmus Paludan Malver starter en sommerdag på Helsingør Gymnasium. Dér går i forvejen den to år ældre Rasmus Paludan, der i dag er kendt som leder af det højreradikale miniparti 'Stram Kurs'. Den gang er Rasmus Paludan, altså ham uden Malver, medlem af Radikal Ungdom og Rasmus Paludan Malver er aktiv i Konservativ Ungdom.

Den 14. december 2004 anlægger Rasmus Paludan et civilt søgsmål mod Rasmus Paludan Malver. Paludan kræver, at hans modpart ikke må bruge Paludan som efternavn og at Paludan Malver skal betale 15.000 kroner.

Sagens kerne er, at Rasmus Paludan, altså den nu højreradikale partileder, føler sig generet af, at Rasmus Paludan Malver flere steder har kaldt sig Rasmus Paludan uden Malver. Det er blandt andet sket i et læserbrev i lokalavisen, ligesom Rasmus Paludan Malver havde emailadressen paludan (a) konservativungdom.dk. Både i 2001 og 2002 anmelder Rasmus Paludan derfor Rasmus Paludan Malver til politiet for brud på navneloven. Begge gange udsteder politiet en bøde, som Rasmus Paludan Malver betaler. I Rasmus Paludans forklaring fremgår det, at han i løbet af fire år har anmeldt Rasmus Paludan Malver til politiet op til ti gange.

For at komplicere sagerne yderligere har Rasmus Paludan Malver tidligere heddet Rasmus Paludan-Andersen, men skiftede navn netop for at undgå at blive forvekslet med den højreradikale partileder, der dengang altså var medlem af Radikal Ungdom.

Rasmus Paludan Malver ender med at blive delvist frifundet. Retten finder, at det i flere tilfælde ikke er hans skyld, at andre parter har omtalt ham som Rasmus Paludan i stedet for Rasmus Paludan Malver. Han dømmes dog for at have brugt brugernavnet 'Paludan' på Konservativ Ungdoms debatforum. I dommen lyder det, at Paludan Malver "skal ophøre med at benytte sit mellemnavn Paludan som efternavn", men at han "iøvrig frifindes", og at Rasmus Paludan derfor ikke får en krone ud af sagen.

Slikfriller-sagen
Sagen fik flere juridisk udløbere. På Konservativ Ungdoms debatforum, hvor Rasmus Paludan Malver var aktiv, vakte Rasmus Paludans civile søgsmål stor forargelse. Flere medlemmer udtrykte i foragtfulde vendinger deres modstand mod sagsøgeren. Konsekvensen blev, at Rasmus Paludan også sagsøgte dem - denne gang for injurier. Det resulterede i en sag, der blev behandlet i både Københavns Byret og Østre Landsret, hvor både Konservativ Ungdom som forening og fire medlemmer blev sagsøgt.

Betegnelserne "neurotisk" og "a nasty slick boy" blev kendt ubeføjede, og kostede således skribenterne, to debattører på Konservativ Ungdoms netforum, en bøde på 1.000 kroner hver, mens etiketterne "smørhår", "slikfriller" og "narhat" af retten blev vurderet til ikke at være ringeagtsytringer omfattet af straffelovens injurieparagraf.

I samme periode var VK-regeringen ved at fornye navneloven. I den forbindelse skrev Rasmus Paludan flere breve til daværende familie- og forbrugerminister Lars Barfoed med ønske om, at personer, der var dømt over overtrædelse af navneloven ved at bruge deres mellemnavn som efternavn, ikke skulle have mulighed for fremover at ændre deres mellemnavn til efternavn. Du kan se brevvekslingen her.

Rasmus Paludan Malver har ikke ønsket at medvirke i artiklen. Rasmus Paludan fra Stram Kurs har ikke ønsket at stille op til interview.