Daniel Carlsen – Den uundværlige fører

I forbindelse med den store opmærksom på Danskernes Parti genpublicerer vi vores portræt af partiets leder, Daniel Carlsen, og hans vej til toppen af den danske nazibevægelse.

Publiceret den 13. august 2016

På baggrund af det store fokus på Danskernes Parti bringer vi her vores artikel om Daniel Carlsen og hans politiske baggrund fra 2013. Artiklen blev første gang bragt i bogen “Demokratiske Nazister”, der omhandler partiets strukturer, politik, strategi og medlemmer. Bogen udkom op til by- og regionsrådvalget i 2013, hvor Danskernes Parti for første gang var at finde på  stemmesedlen.

Daniel Carlsen stiftede sit første bekendtskab med den yderste højrefløj, som mange andre unge før ham, ved at have sin faste gang på Århus Stadion. Her blev han som ung AGF-fan en del af fangrupperingen Ungdommen, der husede en flok unge mænd, som alle voksede op i det uofficielle fanmiljø på Århus Stadion.
På den ene side var det et apolitisk fodboldmiljø, på den anden side et sted, hvor kendte racister og nazister kunne politisere de unge drenge i et forsøg på at rekruttere dem til den voldelige og nazistiske hooligangruppe Ultra White Pride og den antimuslimske forening Vederfølner. Sådan gik det også Daniel Carlsen. Allerede som teenager blev han medlem af White Pride, og som sådan var han med til at hylde Adolf Hitler på dennes fødselsdag med et banner på Århus Stadion under en superligakamp. Samtidig deltog han i en række aftalte slagsmål med andre  hooligans fra bl.a. Aalborg.
Daniel Carlsen blev straffet flere gange for sine aktiviteter. Han fik i 2008 en voldsdom for at overfalde en vagt på et diskotek i Århus med et glas, hvilket kostede 60 dages betinget fængsel. Senere samme år fik han tre måneders betinget fængsel for at male nazistisk hærværk rundt omkring i Århus.

I foråret 2008 stod Daniel Carlsen frem som medlem af nazipartiet DNSB, hvor han hurtigt begyndte at tage del i den praktiske aktivisme. Det skete på et tidspunkt, hvor DNSB var i kraftig vækst. Efter netværket Dansk Fronts lukning i 2007 lukrerede DNSB stort på manglen på stærke organiseringer på den yderste højrefløj, og partiet blev et af de steder, hvor de unge racister søgte fællesskab. Daniel Carlsen blev i høj grad symbolet på den genoplivning, som partiet oplevede i 2008 og 2009.
Hans medlemskab i en rivaliserende nazigruppe faldt ikke i god jord hos White Pride, og der gik ikke længe, før Daniel Carlsen gled ud af hooligangruppen.
Inden han hengav sig permanent til DNSB, var han dog også forbi Vederfølner. Han deltog blandt andet i foreningens generalforsamling i marts 2008, men han var ikke enig i Vederfølners politiske linje, der blandt andet omhandler en bevarelse af demokratiet.
I forbindelse med, at Daniel Carlsen stod frem som aktiv nazist i medierne, udtalte han blandt andet følgende til avisen Urban den 16. maj 2008:

”Folk tænker fjendsk og hadsk om  nationalsocialismen, fordi det eneste, de kender til den er historien om udryddelse af seks millioner jøder – og den udlægning af holocaust tror jeg ikke på. Jeg ser Hitler som en stor mand, der har grundlagt det, jeg tror på, men folk har problemer med ham på grund af kommunisternes og amerikanernes propaganda siden Anden Verdenskrig. Det er et kæmpe problem, at folk tror på den demokratiske propaganda.”

Daniel Carlsen indtog hurtigt en central rolle i DNSB. I praksis organiserede han al partiets arbejde i Øst- og Midtjylland, og samtidigt plejede han tætte relationer til partiets dengang stærke afdeling i Sønderjylland. Han frekventerede desuden hyppigt hovedkvarteret i Greve. Indtil da havde DNSB i mange år ikke været aktive i Østjylland, men med Daniel Carlsens entré ændrede det billede sig hurtigt. Uddeling af løbesedler, opsætning af klistermærker og afholdelse af minidemonstrationer gjorde pludselig den midtjyske afdeling til partiets mest udadvendte.

Takket være sit høje aktivitetsniveau og sine skarpsindigheder fik Daniel Carlsen hurtig opbygget et tæt forhold til partiformanden Jonni Hansen, der på mange måder blev Carlsens mentor og vejleder. Ligesom forbilledet Jonni Hansen, formåede Daniel Carlsen at sno medierne om sin lillefinger. Der er således blevet lavet en lang række portrætter af ham, bl.a. i Nyhedsavisen, BT og Søndagsavisen, og han er adskillelige gange blevet interviewet i TV og radio. Han fik f.eks. massiv medieopmærksomhed efter hans rejse til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau i selskab med den 84-årige holocaust-overlever Zygmunt Gross og en journalist fra Nyhedsavisen.

På den lidt mere celebre front fik Daniel Carlsen taget et foto sammen med sangeren Rasmus Nøhr, som han mødte på spisestedet Rio Bravo. Carlsen solgte efterfølgende billedet til Se & Hør og donerede betalingen på et par tusinde kroner til DNSB’s partikasse.
Daniel Carlsen blev også en aktiv debattør på diverse internetfora og blogs. På DNSB’s eget interne forum har han flere gange luftet sine rabiate holdninger. Således skrev han i marts 2008, hvad han efterfølgende har bedyret var ment ”for sjov og i dyb ironi”:

”Jeg har gjort meget. Mit første jødedrab har jeg dog endnu til gode.”

I august 2010 måtte TV2 lukke Daniel Carlsens blog på tv-kanalens hjemmeside, da indholdet var i strid med reglerne for bloggen. Det skete, efter at TV2 havde modtaget en lang række klager over et indlæg på bloggen, hvori Daniel Carlsen skrev følgende: ”Som det er påvist, så vil negere fra Ekvatorial Guinea, hvor gennemsnits-intelligenskvotienten er 59, ikke få en IK på 100 ved at flytte til Europa. Derfor vil denne indvandring være direkte landsskadelig.”
Blogindlægget førte til en politianmeldelse for  overtrædelse af straffelovens paragraf 266b – også kaldet racismeparagraffen – og anmeldelsen førte til en retssag, hvor Daniel Carlsen i juli 2013 blev frifundet ved Vestre Landsret for overtrædelse af racismeparagraffen. Landsretten begrundede frifindelsen med, at blogindlægget var en del af en politisk debat, og at  ytringsfriheden derfor skulle tolkes snævert. Udtalelsen var således ikke strafbar, selv om retten fandt, at den ”ud fra en almindelig betragtning må forekomme stødende.”

I foråret 2011 brød Daniel Carlsen som sagt med DNSB, og med sig tog han stort set alle partiets aktive  medlemmer på nær inderkernen fra huset i Greve. Med et trylleslag gik DNSB fra at være en af højrefløjens  stærkeste organisationer til at være en af de absolut svageste. Forud for bruddet og den efterfølgende opstart af Danskernes Parti lå en stor mængde lobbyarbejde og diskussioner i kulissen. Der var dog ingen tvivl om, at projektet ville lykkes. Selv blandt de folk, der var medlem af DNSB, før Daniel Carlsen blev født, hersker der ingen tvivl om, at han bestrider et politisk talent større end tidligere set i den danske nazibevægelse.

Daniel Carlsen er dygtig til at strukturere sin organisation, udvikle politik og igangsætte aktivisme, men hans allerstørste force er hans blik for medielandskabet og hans evne til at profitere på dagsaktuelle historier. Et eksempel er hans håndtering af Anders Breiviks terrorangreb i Norge den 22. juli 2011. I modsætning til medlemmerne af Danmarks Nationale Front, der på Facebook hyldede angrebet, tog Daniel Carlsen i stedet til København, hvor han lagde en buket blomster foran den norske ambassade. Herefter publicerede han en artikel om sin tur og den hurtige reaktion betød, at Danskernes Parti fuldstændig gik fri, da de danske medier i tiden efter angrebet satte fokus på den yderste højrefløj. På trods af sin unge alder og relativt korte karriere placerer Daniel Carlsen sig altså som en af de mest magtfulde personer på den yderste højrefløj herhjemme.

Daniel Carlsens talent og indflydelse kan dog vise sig også at blive Danskernes Partis store svaghed. Med en stærk og enerådig leder, der knapt kan siges at være omgivet af markante eller stabile folk, er partiet særdeles sårbart. Selv om partiet medlemsmæssigt er godt på vej til at blive den største organisation til højre for Dansk Folkeparti, kan hele projektet falde sammen, hvis fører Carlsen forsvinder.

Artiklen er tidligere publiceret i Redox’ bog om Danskernes Parti “Demokratiske Nazister” i 2013. Daniel Carlsen har hverken i 2013 eller 2016 overfor Redox ønsket at forholde sig til artiklen.