Jesper Rosendahl Gregersen (med sort kasket) deltog senest den 1. maj i Den Nordiske Modstandsbevægelses demonstration i Ludvika i Sverige. (Foto: Researchkollektivet Redox)

Danske nazister planlægger skydetræning

Nazister fra Den Nordiske Modstandsbevægelse vil skydetræne i nordsjællandsk skydeklub.

Publiceret den 15. maj 2018

Danske medlemmer af den voldsberedte nazistiske organisation Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMB), har planer om at skydetræne i en lokal skydeklub i Hundested, hvor en af nazisterne er medlem. Det viser Redox’ research.

I slutningen af 2017 åbnede NMB et åbent forum på den digitale platform Discord. Formålet var at “sympatisører og nysgerrige kan netværke, debattere og komme i kontakt med repræsentanter for organisationen”. Det “er primært tænkt som mødested og bindeled mellem sympatisører, aktivister, støttemedlemmer og selvfølgeligt kommende medlemmer af Den Nordiske Modstandsbevægelse.”

Forummet har hurtigt fået en central rolle i opbygningen af den danske gren af organisationen. Her chatter medlemmer og sympatisører om nazistisk ideologi og organisationens aktivisme. Et andet samtaleemne, der går igen blandt de danske nazister, er medlemmernes fascisnation af skydevåben.

I en debattråd om medlemmernes erfaringer med skydevåben efterlyser det centrale medlem Jacob Vullum Andersen en person, der kan arrangere skydetræning for medlemmerne: “Hvis du stadig er medlem af en skytteforening kan du måske invitere til en ‘fokusdag’, hvor vi lærer at kontrollere åndedrætet og skyde.”

Til det svarer det nordsjællandske NMB-medlem Jesper Rosendahl Gregersen: “Jeg er medlem af SKV 000314 Hundested sportsskydeklub.. jeg kan måske arrangere en fokusdag ja.. er hjælpe instruktør”. Gregersen har tidligere i tråden forklaret, at han selv skyder med “Anshüts model 1903 riffel, og Browning model 40 pistol, og af 9mm pistol CZ 75 shadow”. Efterfølgende skriver han, at han vil han vil snakke med sin skydeklub om at arrangere træningsdagen.

Den Nordiske Modstandsbevælgelse i Danmarks medlemmer diskuterer her mulighederne for skydetræning på deres forum. (Foto: screenshot fra Discord)

Den Nordiske Modstandsbevægelses medlemmers interesse i skydevåben har vakt uro i de andre skandinaviske lande de seneste år. Her har myndighederne inddraget flere nazisters våbentilladelser og konfiskeret deres våben. Både de norske og svenske efterretningstjenester har udtrykt bekymring for, at bevægelsens medlemmer har potientale til at udføre alvorlige voldshandlinger.

“Det er vores vurdering, at det er en organisation, der har evnen til at bryde loven og til at begå alvorlige forbrydelser, der skulle kunne klassificeres som terrorattentater,” lød det f.eks. fra SÄPOs chefanalytiker Ahn-Za Hagström til Sveriges Radio tidligere på året.

Formanden for Hundesteds lokale og eneste skydeklub, Hundested Skytteforening, har ikke ønsket at udtale sig til Redox.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Jesper Rosendahl Gregersen eller Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Tags: ,