NMR-aktivist tiltalt for vold, våben og stoffer efter kriminelt amokløb
Nazistisk hærværk og trusler om vold; det er bare nogle få af de mange forhold den midtjyske nazist, Kasper Meier Olesen, er tiltalt for og som anklagemyndigheden kræver ham fængslet for.
Publiceret den 29. juni 2026
“Hvis du bliver ved med at fjerne klistermærkerne og sætter det kommunistiske pis op, så smadrer jeg dig”. Sådan lød det ifølge anklagemyndigheden, da en aktivist fra Den Nordiske Modstandsbevægelse den 11. oktober 2025, ved højlys truede en kvinde, der fjernede højreekstreme klistermærker i Silkeborgs gadebillede.
Det har nu medført en tiltale for trusler, for aktivisten, Kasper Meier Olesen. Det er dog ikke kun anklagepunkter med politisk indhold han er tiltalt for.
I sommeren 2025 oplevede Silkeborg et usædvanligt kriminelt amokløb. Her hærgede den nazistiske aktivist. Hans adfærd var været så voldsom, at anklagemyndigheden nu har tiltalt ham for en lang række forbrydelser.
Blandt de mange forhold Kasper Meier Olesen er tiltalt for har flere af forholdene et element af nazistisk aktivisme indblandet. Det drejer sig om hærværk, ulovlig tvang og trusler om vold samt overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
De øvrige forhold handler om indbrud, tyveri, røveri, hæleri, hærværk, vold, ulovlige våben og bekendtgørelsen om euforiserende stoffer. Alt sammen over en periode på knap halvandet år.
Redox har fået aktindsigt i det omfattende anklageskrift med 26 forhold og kan nu fortælle om nazistens sag ved retten.

Indbrud, røveri, tyveri og hæleri
Ifølge anklageskriftet startede Kasper Meier Olesens sit omfattende kriminelle amokløb, i relation til den aktuelle sag, den 12. – 14. maj 2024. Her skulle han i forening med to øvrige personer have formået at få opbrudt hængelåse på intet mindre end 36 depotrum, hvoraf de anklagede stjal tyvekoster i de syv. Det stjålne materiale omfattedde alt fra Lego-byggesæt, designertasker og sælpelsjakker til dyrt håndværker udstyr. Den samlede værdi af indbruddene blev vurderet til mindst 217.475 kr.
Det fremgår ikke af anklageskriftet, hvad Kasper Meier Olesen efterfølgende måtte have ønsket at stille op med tyvekosterne.
Det lader dog ikke til at hæleri skulle være Kasper Meier Olesen helt fremmed. I hvert fald fremgår det af anklageskriftets forhold 8, at Kasper Meier Olesen også er tiltalt efter straffelovens §290, der omhandler hæleri, ved “uberettiget”, at være i besiddelse af en lang række genstande med henblik på hæleri. De omtalte genstande, der eksempelvis var julepynt fra Royal Copenhagen, var dog ikke, ifølge anklageskriftet, de samme genstande som ved indbruddene i depotrummene, men anklageren mener under alle omstændigheder, at den tiltalte “vidste eller bestemt formodede at genstandene stammede fra strafbare lovovertrædelser” inden de angiveligt skulle videresælges.
Det er dog ikke kun indbrud i depoter og hæleri som Kasper Meier Olesens berigelseskriminalitet lader til at have omfattet. Det fremgår således også af anklageskriftet, at Kasper Meier Olesen en sommeraften den 8. august 2024, skulle have stjålet to rammer øl i en butik i Silkeborg. Det medførte en tiltale efter straffelovens §288, om røverier fordi tyveriet udviklede sig til et røveri, da Kasper Meier Olesen truede en butikekspedient, der forsøgte at forhindre tyveriet. I forbindelse med røveriet og den følgende flugt, skulle Kasper Meier Olesen have antastet butiksekspedienten, der forsøgte at stoppe ham, og udtalt; “jeg smadrer dig, du skal ikke teste mig” og “slip eller jeg stikker dig ned”. Røveriet forløb i det hele taget ikke uproblematisk for røveren. Det lykkedes nemlig butiksekspedienten at få “fravristet” Kasper Meier Olesen den ene ramme øl, hvorfor det kun lykkedes Kasper Meier Olesen at løbe fra stedet med en ramme øl.
Ifølge anklageskriftet kunne det tyde på, at Kasper Meier Olesen er mere tørstig end gennemsnittet. Det fremgår nemlig af anklageskriftet, at Kasper Meier Olesen henholdsvis den 21. og 22. april 2025 er tiltalt efter straffelovens §276 om tyveri. Det skete, fordi han begge dage skulle have beriget sig ved igen at stjæle øl.
Den 21. april skulle Kasper Meier Olesen have beriget sig ved, at “have stjålet 2 stk. Tuborg Classic 6-packs” samt andre varer i en butik i Silkeborg. Tyveriet den 21. april lod dog ikke til at have slukket tørsten på Kasper Meier Olesen, der allerede dagen efter blev taget og efterfølgende tiltalt for at have “stjålet 5 rammer Royal Export dåseøl” med dertilhørende 2,5 kilo grillbriketter. Igen gik det udover en butik i Silkeborg.
Rigeligt med våben
Det er dog langt fra kun røverier, tyverier og hæleri Kasper Meier Olesen er tiltalt for. I den mere grove ende finder vi rå vold og ulovlig våbenbesiddelse. Flere af forholdene har karakter af gentagelsestilfælde, hvilket anses som en skræpende omstændighed.
Ifølge anklageskriftet går tiltalerne om ulovlig våbenbesiddelse tilbage til første gang Kasper Meier Olesen bliver sigtet efter knivloven den 6. juni 2024. Han er tiltalt for ved Silkeborg Banegård og “under skærpende omstændigheder, på et offentligt tilgængeligt sted og uden anerkendelsesværdigt formål”, at være i besiddelse af en foldekniv med en klinge på 5,5 cm.
Det er dog ikke den eneste gang, at Kasper Meier Olesen er blevet taget med en kniv. Ifølge anklageskriftet er det sket yderlig to gange.
Allerede den 29. juni 2024 var den gal igen. Her blev Kasper Meier Olesen kl. 03.45 på Hostrupsgade i Silkeborg, igen uden relevant formål, taget med en kniv. Denne gang en “foldekniv med en klinge på 7 cm”.
Den 5. oktober blev Kasper Meier Olesen endnu en gang taget med en kniv. Denne gang på en “beværtning” kl. 01.30 om natten. Igen uden at kniven kunne siges, at tjene noget nyttigt formål. Kniven var denne gang en “hobbykniv”.
Det fremgår endvidere af anklageskriftet, at variationen i Kasper Meier Olesens bevæbning varierer ganske omfattende og forekommer ganske ofte.
Den 6. juni 2025 blev han sigtet efter våbenloven, da han i Silkeborg og “uden politiets tilladelse og på offentligt tilgængeligt sted” var i besiddelse af en peberspray.
Det fulgte Kasper Meier Olesen op allerede den 20. juni, da han blev sigtet efter våbenbekendtgørelsens §59 ved han på en “beværtning” blev taget i at være i besiddelse af et “slagvåben i form af en hammer”. Igen uden at anklagemyndigheden har kunne se det anerkendelsesværdige formål og derfor opfatter det som en skærpende omstændighed at hammeren har været medbragt på en beværtning.
Også våben i den mere kreative ende kan Kasper Meier Olesen bryste sig af at være tiltalt for. Således er han tiltalt efter våbenbekendtgørelsen, da han den 7. august 2025 igen indfinder sig på en beværtning i Silkeborg. Her bliver han dels taget et “knojern” samt et “slagvåben”, der er lavet af en “metalkugle indbundet i en snor”, som det lyder anklageskriftet.
Som det sidste forhold om våben er Kasper Meier Olesen tiltalt for den 10. oktober 2025 at være “i besiddelse af et slagvåben i form af en hammer”.
Piller og rå vold
Den 2. maj 2025 var Kasper Meier Olesen ifølge anklageskriftet igen på beværtning i Silkeborg. Her bliver han lige før midnat sigtet efter loven om euforiserende stoffer, idet han var i besiddelse af “4 stk. benzodiazepin-piller indeholdende alprazolam til eget brug”.
Det fremgår desuden i anklageskriftet, at Kasper Meier Olesen den 24. juli kl. 03.00 om natten bliver tiltalt for “vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter i gentagelsestilfælde” ved at han som tidligere straffet for vold har “sprøjtet peberspray i ansigtet” og fulgt op ved at sparke ofret på “kroppen, så han faldt”. Det fører senere til at politiet samme nat, på Kasper Meier Olesens bopæl, finder endnu en ulovlig peberspray og han bliver derfor tiltalt efter våbenloven den 24. juli 2025 kl.04.00.
Kasper Meier Olesen bliver igen tiltalt for “vold i gentagelsestilfælde” den 10. oktober 2025. I dette tilfælde fremgår det af anklageskriftet, at Kasper Meier Olesen skulle have slået et offer “flere gange i hovedet med knyttet hånd”.
Nazistisk hærværk og trusler mod politiske modstandere
Også hærværk er Kasper Meier Olesen tiltalt for. Det særlige ved dette forhold i anklageskriftet, er, at der i forholdet også er et politisk element.
Kasper Meier Olesen er således tiltalt for henholdsvis den 14. juni og 15. juni 2025, at have udøvet hærværk mod Borgerservice i Silkeborg. Det er ikke første gang, at Kasper Meier Olesen er tiltalt for hærværk. Ifølge anklageskriftet er han “tidligere straffet for hærværk”, men denne gang skete hærværket med et politisk motiv idet den tiltalte påklistrede klistermærker fra den nazistiske organisation Den Nordiske Modstandsbevægelse (NMR) på vinduerne ind til Borgerservice. På klistermærkerne fremgik organisationens daværende hjemmeside Nordfront.dk og ifølge Midtjyllands Avis billededokumentation kunne der på klistermærkerne desuden ses et billede af det nazistiske ikon, der omkom på østfronten under anden verdenskrig, Christian Frederik von Schalbrug.
Når det kommer til det politiske er det ikke kun hærværk tiltalen begrænser sig til. Kasper Meier Olesen er ligeledes tiltalt efter ordensbekendtgørelsen fordi han ved højlys dag og centralt i Silkeborg den 21. juni 2025 optrådte med en fornærmelig og uanstændig adfærd idet den tiltalte gik rundt i bar mave med et tatoveret hagekors på brystkassen, imens han opsatte klistermærker fra den nazistiske organisation NMR på en infotavle og skilte byen. Ifølge anklagemyndigheden var det egnet til at forstyrre den offentlige orden.
Foruden tiltalen for hærværk og overtrædelsen af ordensbekendtgørelsen, er Kasper Meier Olesen også tiltalt efter straffelovens paragraf om “forsøg på ulovlig tvang”. Også i det forhold findes et politisk element.
Den 11. oktober 2025 var Kasper Meier Olesen lige over middag at træffe på Vestergade i Silkeborg. Her forsøgte Kasper Meier Olesen ifølge anklageskriftet, “med trussel om vold”, at få et vidne eller offer til “gøre, tåle eller undlade noget” bestemt idet han antastede det pågældende vidne og udtalte; “hvis du bliver ved med at fjerne klistermærkerne og sætter det kommunistiske pis op, så smadrer jeg dig”.
En sag også den lokale presse fra Midtjyllands Avis bed mærke i og efterfølgende skrev om den 13. oktober 2025. Her kunne den lokale avis konstatere, at en kvinde havde pillet “højreekstreme klistermærker ned”, hvorefter hun efterfølgende havde modtaget trusler og derfor anmeldt dem til politiet.
På baggrund af alle de mange ovenstående tiltalepunkter er det anklagerens ønske, at Kasper Meier Olesen skal idømmes en fængselsstraf, at han skal betale erstatning, skal have forbud mod at færdes i visse dele af Silkeborgs “nattelivszoner” og derudover ønsker anklagemyndigheden, at Kasper Meier Olesen får konfiskeret knive, stoffer, pebersprays og andre genstande, der har indgået i den kriminalitet Kasper Meier Olesen er tiltalt for, herunder “6 stk. klistermærker fra Nordfront.dk”.
Kasper Meier Olesen har desuden tidligere været involveret i kriminalitet som han efterfølgende er blevet dømt for. Ifølge en domsbog fra Retten I Viborg, som Redox også har fået aktindsigt i, fik han den 17. marts 2021 en dom på et års fængsel i en sag, der involverede hele 19 forhold. Præcis som med den aktuelle sag indbefattede sagen en lang række elementer fra straffeloven, herunder; vold i gentagelsestilfælde, hærværk, trusler, våbenbekendtgørelsen, tyveri, røveri, indbrudstyveri, ordensbekendtgørelsen, færdselsloven, bedrageri og loven om euforiserende stoffer.
Det fremgår desuden af domsbogen, at Kasper Meier Olesen helt tilbage i marts 2018 fik sin første straf af retsssystemet i form af fire dagbøder for tyveri. Derefter fulgte også domme i 2020. I forbindelse med sagerne fra 2020 fik Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse af Kasper Meier Olesen og den erklærede, at Kasper Meier Olesen “ikke skønnes egnet til at afvikle samfundstjeneste, men tiltalte skønnes egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom”. Derudover blev det anbefalet, at Kasper Meier Olesen skulle være under opsyn af Kriminalforsorgen i et år og han skulle modtage behandling for misbrug af euforiserende stoffer.
Hverken Kasper Meier Olesen eller Den Nordiske Modstandsbevægelse har besvaret Redox henvendelser, det vides derfor ikke hvordan den tiltalte forholder sig til anklagerne.
Sagen, der skal behandles ved Retten i Viborg, er endnu ikke berammet.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.


