Det var en nazist som satte ild til bussen
Johnny Bergenholtz Jensen, aktiv nazist og medlem af DNSB, var gerningsmanden som, i august 2015, satte ild til en minibus og malede nazi-graffiti på Røde Kors asylcenteret Lyngbygård uden for Grenå.
Publiceret den 27. august 2016
Den 27. august 2015 anholdes og sigtes Johnny, mistænkt for at have sat ild til en minibus og malet nazi-graffiti på asylcenteret Lyngbygård, der har til huse i Trustrup uden for Grenå, hvor han boede på daværende tidspunkt.
Johnny forblev varetægtsfængslet under hele efterforskningen af sagen, helt til han kom for retten i Randers den 17. december 2015. Han havde forud for retssagen erkendt sig skyldig i sigtelserne hvorfor sagen blev ført som en tilståelsessag og endte med en fængselsdom på 1½ år. I retssalen kom det frem at Johnny Bergenholtz Jensen tidligere er dømt for trusler, hærværk samt brandstiftelse.
Fra misbruger til ildspåsætter
I august 2014 inskrev Johnny Bergenholtz Jensen sig på et misbrugscenter i Jylland, for at komme et mangeårigt stofmisbrug til livs. Et stofmisbrug, der, kombineret med letantændeligt temperament, har ført til domme for ulovlig våbenbesiddelse, vold og trusler om vold.
Johnny er indskrevet på misbrugscenteret fra sommeren 2014 frem til februar 2015, hvor hans behandling afsluttes. Han flytter kort tid efter opholdet på misbrugscenteret, til landsbyen Trustrup uden for Grenå, for, ifølge kilder, at komme væk fra “det hele” og starte på en frisk.
Nazigraffiti i Johnnys nabolag
Før natten i august, hvor Johnny Bergenholtz Jensen satte ild til minibussen og lavede nazistisk graffiti, har asylcenteret Lyngbygård i Trustrup flere gange oplevet at blive udsat for racistisk og nazistisk betonet graffiti.
Både i juli, samt marts 2015 blev asylcenteret udsat for racistisk og nazistisk graffiti, deriblandt hagekors og teksterne ”Go home!”, ”Asylcenter nej!” og ”DNSB”. Graffitien begyndte samtidigt med at Johnny Bergenholtz Jensen flyttede til byen. Johnny tilstod, ved retssagen i december, også disse forhold.
Det er ikke første gang at Johnnys hjemby oplever en bølge af DNSB-relateret og racistisk graffiti. Horsens, hvor Johnny Bergenholtz Jensen boede fra 2009 til 2013, har af flere omgange i samme periode været plaget af nazi-graffiti. Ofte med DNSB som afsender.
En bølge af nazistisk graffiti-aktivitet i 2013 indehold bl.a. trusler mod et SF-medlem.
Johnny og DNSB
Johnny Bergenholtz Jensen er en gammel kending i danske nazistiske og stærkt højrenationale miljøer.
Han blev aktiv i Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB) i slutningen af 00’erne, i Division Midtjylland, hvor lederen var Daniel Carlsen. Samme Carlsen som i dag er leder af Danskernes Parti. Frem til 2011 var Johnny, sammen med hans daværende kæreste, en central del af en lille gruppe af DNSB-medlemmer i Horsens området. Ekskæresten er nu er aktiv i Danmarks Nationale Front (DNF).
Johnny Bergenholtz Jensen var en af Carlsens faste fodsoldater og deltog i flere demonstrationer og løbeseddelsuddelinger. Det var ikke ualmindeligt at DNSB brød loven, hvilket bl.a. førte til at både Daniel Carlsen og Johnny Bergenholtz Jensen blev anholdt ved en demonstration i Aalborg i 2010, efter at være endt i slagsmål med lederen af Stop Islamiseringen af Danmark, Anders Gravers.
Da Daniel Carlsen i 2011 brød ud af DNSB og startede Danskernes Parti, trak Carlsen hovedparten af DNSBs aktive medlemmer fra Jylland med sig. Men Johnny Bergenholtz Jensen var en af de få undtagelser og fortsatte, trods den øvrige medlemsflugt, sit engagement i DNSB.
Johnny søgte dog samtidig mod andre grupper med et højere aktivitetsniveau. Han kontaktede bl.a. den militante svenske naziorganisation, Svenska Motstandsrörelsen, med henblik på medlemskab. Johnny Bergenholtz Jensen opnåede dog ikke medlemskab.
On and off med DNF
I de senere år har DNSB ved flere lejligheder samarbejdet med DNF. Et samarbejde som Johnny Bergenholtz Jensen også har deltaget i. Blandt andet har Johnny været med til flere af DNFs arrangementer – både interne og offentlige – fx et torvmøde i Lyngby i 2013 såvel som en demonstration på Christiansborg Slotsplads 10. maj 2014.
Det venskabelige forhold mellem DNSB og DNF bekræftes, overfor Redox, af en kilde, som selv er tidligere DNSB-medlem og nuværende medlem af DNF. Kilden fortæller at medlemmer fra begge grupper, for at gavne samarbejdet, har været velkomne hos hinanden. Redox’ kilde meldte sig ud af DNSB, da ledelsen ikke tog Johnnys dom for vold og trusler om vold mod kilden alvorligt.
Johnny er, ifølge samme kilde, ikke længere velkommen ved DNFs arrangementer efter at være blevet afvist som medlem af gruppen. Johnny Bergenholtz Jensen blev afvist som medlem efter tidligere nævnte torvmøde i 2013. Afvisningen blev begrundet i ”hans adfærd, at han ikke er til at lave aftaler med, snakker lort og medlemmerne ikke synes om ham”.
Afvisningen af Johnny i DNF regi går så vidt som til at omfatte et forbud mod at han må købe DNF merchandise.
Johnny Bergenholtz Jensen har hverken ønsket at udtale sig til Redox eller besvare vores henvendelse.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.