Dømt i retten: Stram Kurs-leder havde kniv og peberspray med på demonstrationsturne
En nu tidligere rigsleder i Stram Kurs er blevet dømt for ulovlig våbenbesiddelse. Det sker efter hans bil blev ransaget af politiet i forbindelse med en Stram Kurs-demonstration.
Publiceret den 27. januar 2021
Den 9. oktober sidste år gennemførte Stram Kurs en minidemonstrationsturné igennem Jylland og Fyn.
Dagen startede i Skive, hvor det daværende medlem af partiets rigsledelse Kent Ivan Nielsen havde anmeldt en demonstration. Her var det planen at afbrænde en koran. Demonstrationen blev dog en mudret affære, da Kent Ivan Nielsen og resten af den lille skare i stedet opsøgte den lokale moske, hvorfra de blev bortvist af politiet, da demonstrationstilladelsen ikke gjaldt det område.
Efter Skive gik turen til Brabrand i Aarhus, hvor den lille gruppe Stram Kurs-folk tog opstilling på en parkeringsplads overfor butikscenteret City Vest. Her demonstrerede de og afbrændte koranen uden demonstrationstilladelse, og politiet sigtede derfor Kent Ivan Nielsen for brud på ordensbekendtgørelsen. Efterfølgende ransagede politiet hans bil, hvor de fandt en kniv og en peberspray.
Herefter fortsatte Stram Kurs turnéen til Kolding og senere Odense.
Dømt i retten
Tirsdag den 5. januar blev retten sat i Aarhus, hvor Kent Ivan Nielsen stod tiltalt for brud på våbenloven og ordensbekendtgørelsen. Redox har fået aktindsigt i domsbogen.
Kent Ivan Nielsen blev frikendt for brud på ordensbekendtgørelsen med dommerstemmerne to mod en. Til gengæld blev han kendt skyldig i ulovlig besiddelse af en kniv og en peberspray.
Kent Ivan Nielsen forklarede selv, at han havde kniven i bilen “til at spise med”, hvilket retten ikke mente var et anerkendelsesværdigt formål, da han ikke havde medbragt mad den pågældende dag.
Retten lagde desuden vægt på at kniven var placeret, så den var let tilgængelig sammen med pebersprayen, og at det skete i forbindelse med en demonstration, hvor Kent Ivan Nielsen selv havde forklaret, “at der kunne forekomme vold og trusler om vold, hvor tiltalte var nødt til at kunne forsvare sig selv.”
Kent Ivan Nielsen blev i dømt syv dages fængsel, der blev gjort betinget såfremt han gennemfører 30 timers samfundstjeneste. Han skal desuden betale en bøde på 3000 kroner.
Af domsbogen fremgår det, at Kent Ivan Nielsen tidligere er dømt for overtrædelse af våbenloven og har en gammel fængselsstraf på et år og tre måneder, ligesom han tidligere er frakendt førerretten i fem år.
Har sagt farvel til Paludans parti
Kent Ivan Nielsen, der indtil for nylig var et af de mest aktive Stram Kurs-medlemmer, skrev i sidste uge på Facebook, at han havde forladt partiet:
“Jeg er d. 22. Jan. fratrådt mine poster i partiet Stram kurs, grundet uenigheder med partiets ledelse. Jeg har samtidigt meldt mig ud af partiet (…) Fremadrettet vil jeg søge at sætte lys på Coronabedraget og løgnerne, som søger at skræmme Danskerne til at acceptere the great reset (den store nulstilling) som i sidste ende, er årsagen til at corona blev udløst over verdenen.”
Paludan vil ikke kommentere
Redox har forelagt sagen for partileder Rasmus Paludan. Han afviser at have hørt om sagen, og vil heller ikke forholde sig til, at et daværende medlem af partiets rigsledelse har haft våben i bilen i forbindelse med partiets demonstrationsturné.
“Det du nævner, det ved jeg ikke noget om, så det kan jeg ikke rigtig udtale mig om. Men uanset hvad, så ville jeg ikke kommenterer det, for det er et forhåndværende medlem, så det kommenterer jeg ikke på uanset.”
Heller ikke Kent Ivan Nielsen ønsker at kommentere våbensagen, da Redox kontakter ham. Det tidligere medlem af Stram Kurs’ rigsledelse siger i stedet:
“Jeg gider ikke at have en skid at gøre med Redox. Jeg synes det er et forfærdeligt kommunistisk løgnemedie, og en forlænget arm af kommunismen og antifa i Danmark. Jeg vil ikke deltage i jeres lort (…) Sådan nogle mennesker som jer burde dømmes for landsforræderi, og så burde I straffes for det, og det kommer forhåbentligt en dag, men nu må vi se hvor vi når til.”
Redox spørger opfølgende: “Og hvad mener du så straffen skal være for det?”
“Øh ja, hvad var straffen for landsforrædderi tidligere, det kan du jo lige selv tænke lidt over (…) Jeg mener, at det er en landsforræderisk avis, og de mennesker der arbejder for at smadre patriotismen og nationalfølelsen i Danmark de burde straffes for landsforræderi, ligeså burde alle dem, der sidder inde på Borgen nu og er ved at smadre Danmark,” svarer Kent Ivan Nielsen.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.