Drab, bomber og konflikter

20 år med Nordens mest militante naziorganisation

Nordiska Motstandsrörelsen er Nordens største og mest voldelige naziorganisation. I år har organisationen 20 års-jubilæum og om få uger vil de marchere igennem Göteborg. Vi tegner et portræt af organisationen.

Publiceret den 19. september 2017

Bombeattentater, knivoverfald og drab. Listen af brutale voldsforbrydelser, der er begået af medlemmer af Nordiska Motståndsrörelsen, er lang. Organisationen har eksisteret i tyve år og har siden starten været voldsparat, men især det seneste årti er det gået voldsomt for sig.

Organisationen blev dannet i 1997 med navnet Svenska Motståndsrörelsen (SMR). I juni 2016 ændrede de formelt navn til Nordiska Motstandsrörelsen (NMR) og er i dag en paraplyorganisation, der har afdelinger i Sverige, Finland og Norge. Desuden har de netop har annonceret, at de igen vil forsøge at etablere sig i Danmark. De forsøger samtidig at starte en afdeling i Island. At organisationen, der kalder sig selv for en “revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation”, dækker de fleste nordiske lande, er udtryk for deres langsigtede politiske mål: At skabe en selvforsørgende pannordisk nationalsocialistisk stat i Sverige, Finland, Norge og Danmark.

NMR betragter sig selv som en kompromisløs modstandsbevægelse, der kæmper mod det etablerede system. De opildner medlemmer og sympatisører til kampen gennem en hadsk og voldshyldende retorik og en militaristisk fremtoning. I dag er organisationen ikke bare den mest voldsberedte og morderiske naziorganisation i norden. Det er også den største og stærkeste. De har fremgang på en række parametre: Nye medlemmer, antal lande de findes i og med en øget tilstedeværelse i det offentlige rum. Lørdag den 30. september vil organisationen forsøge at samle deres hidtil største march nogensinde. Deres mål er at samle 1.000 deltagere.

Vi tegner et portræt af den nazistiske organisation, der i år fejrer 20 års jubilæum.

Fra Sverigedemokrater til bombeattentater
NMR udspringer af starthalvfemsernes militante nazibevægelse, hvor skinheadkulturen var dominerende og udtrykket præget af skaldede isser, bomberjakker, støvler og sieg heil-råb. I 1995 bliver organisationen Nationell Ungdom (NU) stiftet. Den var ikke som de andre. NU ønskede ikke at blive associeret med skinheadkulturen, de var i højere grad inspireret af Sverigedemokraterna – der dengang var en meget mindre organisation end i dag – og den mere polerede, ‘respektable’ racisme. Medlemmerne blev opfordret til at læse tekster af svenske nationalistiske veteraner i stedet for de terroropfordrende skrifter, der i den periode prægede det yderste højre i store dele af Europa. Nationell Ungdom blev accepteret af Sverigedemokraterna, der også støttede organisationen med et lille, men symbolskt beløb. Derfra vandt NU hurtigt tilslutning.

I 1997 fik Nationell Ungdom ny leder og drejede skarp mod højre. Fra tidligere at have gået ind for en form for “demokratisk nationalisme” blev det politiske grundlag i stedet revolutionært og medlemmerne blev introduceret for litteratur som “The Turner Diaries” (der bl.a. prædiker terror som kampmiddel). Samtidig blev en ny organisation stiftet, Svenska Motstandsrörelsen (SMR), den svenske modstandsbevægelse. SMR blev opbygget som en elitegruppe med streng disciplin og et krav om at medlemmerne var dedikerede og fanatiske. Nationell Ungdom blev hurtigt underlagt Svenska Motstandsrörelsen (SMR), der fungerede som moderorganisation og Nationell Ungdom fik rolle som ungdomsorganisation.

SMR blev lanceret med en hemmelig struktur, men de strenge krav til medlemmerne var udtrykt klart:

Loyalitet, lydighed, disciplin og mod kan (…) siges at være grundstenene for medlemmerne. Ingen mand kan gå med i Motstandsrörelsen, hvis han ikke kan eller ikke er beredt på at med vold forsvare sig selv, sin organisation eller sine kammerater, hvis det er nødvendigt….. Svæklinge og kujuoner har ingen plads hos os. Ingen skal kunne undgå sin mandlige pligt”.

SMR og NU’s organisationsstruktur var kraftigt inspireret af den rumænske fascist Corneliu Codreanu og hans organisation Jerngarden, også kendt som Sankt Mikaels legionærer, der i mellemkrigsårene var en underjordisk terrorgruppe, der stod bag politiske mord og pogromer, hovedsagligt rettet mod jøder. Codreanu var selv kristen, afskyede demokratiet og drømte om en nation, der var styret af en elite, som selv skulle udvælge sine medlemmer. SMR skulle på samme måde som Jerngarden bestå af dedikerede og fanatiske medlemmer, der kunne gå forrest i kampen.

Omkring årtusindeskiftet udbrød en større magtkamp mellem NU og SMR, der endte med at de ældre i SMR vandt og ledelsen i NU forlod organisationen. SMR var blevet en erklæret nationalsocialistisk og Hitlerhyldende organisation under ledelse af den kendte nazist Klas Lund. Lund havde været aktiv i den svenske nazibevægelse siden slutningen af 80’erne og var dømt for drab på en mand, der forsøgte at forhindre Klas Lund og hans skinheadslæng i at overfalde en gruppe teenagere med indvandrerbaggrund. I begyndelsen af halvfemserne startede han sammen med en gruppe venner den militante nazigruppe Vitt Ariskt Motstånd. De tilsluttede sig idéen om en hellig racekrig og stod bag en række bankrøverier og våbentyverier fra militæret. I 1991 blev Klas Lund idømt seks års fængsel for flere af røverierne.

Læs mere om SMR’s historie hos Expo.

Knivstikkerne
Op igennem 00’erne var SMR en etableret del af den svenske nazibevægelse og deltog bl.a. i bevægelsens fælles demonstration i forbindelse med den svenske nationaldag. De var også fast indslag ved Salem-marcherne, der foregik hvert år i december til minde om en svensk naziskinhead der blev dræbt under et slagsmål Stockholmforstaden Salem.

Organisationen var fortsat ikke en stor masseorganisation, men bestod af et tocifret antal aktive og dedikerede medlemmer, der fulgte de mange interne regler og den stramme disciplin.

I slutningen af 00’erne opstod der en større konflikt i den svenske nazibevægelse, der bl.a. medførte, at de erklærede nationalsocialistiske organisationer som Nationalsocialistisk Front og SMR, og iøvrigt også danske DNSB, stoppede med at deltage i Salemmanifestationen. Det skyldtes både ideologiske og organisatoriske uenigheder på tværs af nazibevægelsen, men også personlige sammenstød.

Konflikten betød også, at SMR lige pludselig stod meget alene i den nazistiske bevægelse. Som reaktion på isolationen iværksatte SMR i 2007 en ny og meget offensiv strategi, der indebar en massiv stigning i antallet af demonstrationer og offentlige aktiviteter. Samtidig indførte de uniformering, hvor alle aktivister under offentlige manifestationer var iført mørke bukser, hvid skjorte og grønt slips. At de samtidig bar faner med organisationens grønne flag og Tyr-runen resulterede i et meget militært udtryk, når SMR gik på gaden.

Udover den udtryksmæssige ændring indførte de også hvad de kaldte en ”nultolerancelinje” mod moddemonstranter. Det betød at SMR’s aktivister altid skulle gå til angreb, når de mødte moddemonstranter. Dette sås f.eks. da SMR i august 2007 deltog i DNSB’s march i Kolding til minde om Adolf Hitlers stedfortræder Rudolf Hess. Her gik en stor gruppe SMR-medlemmer til angreb på en blandet gruppe moddemonstranter og lokale beboere. Under angrebet brugte de svenske nazister deres faner som spyd.

Blot en uge efter nazimarchen i Kolding var SMR på gaden i Stockholm, hvor de også blev mødt af antifascistiske protester. Det var de forberedt på, og minimum en af nazisterne var bevæbnet med kniv. Han stak en antifascist ned og blev senere idømt fem års fængsel for drabsforsøg.

Læs mere om SMR’s konflikt med resten af den svenske nazibevægelse i artiklen “Samlet front mod den indre fjende”

Nultolerancelinjen medførte en voldsom voldsoptrapning ved organisations demonstrationer og resulterede i en radikalisering af SMR’s aktivister, hvilket stadig påvirker organisationen i dag. Ikke bare er retorikken voldsromantisk og terrorhyldende, medlemmer og sympatisører af SMR har stået bag en lang række voldsepisoder og flere drab.

Skandinavisk ekspansion
2007 var et konfliktfyldt år for SMR, der ikke kun havde problemer i Sverige. Samme år udbrød der også en konflikt mellem den svenske ledelse og deres norske underafdeling, Den Norske Modstandsbevægelse (NMB). Det førte til, at den norske gruppe gik i opløsning.Gruppen var blevet dannet i 2003 og var således den første afdeling af organisationen udenfor Sverige. Bag opstarten stod en række kendte nazister, der tidligere havde været aktive i naziskinheadgruppen Boot Boys. I dét regi havde de stået bag en lang række voldelige overfald på venstrefløjsaktivister og minoritetsgrupper. Boot Boys vold kulminerede i 2001, da tre medlemmer begik et knivdrab på en 15-årig norsk dreng med ghanesisk baggrund. Kort tid herefter nedlagde Boot Boys officielt sine aktiviteter.Den første NMB-gruppes aktiviteter bestod hovedsagligt af distribuering af propaganda, intern kamptræning i de norske skove og racistisk motiverede overfald.

Den Norske Modstandsbevægelsen blev genoplivet i begyndelsen af 2011. Siden genopstarten har NMB bl.a. spredt propaganda og taget på vandreture i Norges vildmark. I marts 2012 gennemførte de en uannonceret demonstration i Trondheim der udviklede sig voldeligt da flere af nazisterne angreb en gruppe lokale antiracister. Demonstrationen talte 25 deltagere, hvoraf hovedparten var svenske SMR-medlemmer, der var rejst til Norge for at støtte den norske afdeling. Alle deltagerne i NMB/SMR-demonstrationen endte med at blive anholdt, og mange af deltagerne fik efterfølgende store bøder, hvilket var medvirkende til, at de svenske aktivister i lang tid ikke ønskede at rejse til Norge for at demonstrere.

Siden 2012 har NMB ikke gennemført større offentlige arrangementer, men i foråret annoncerede den norske afdeling, at de ville afholde en demonstration under parolen “Knus homolobbyen”. Det skulle ske den 29. juli i Fredrikstad, der ligger tæt på den norsk-svenske grænse.

Annonceringen af demonstrationen fik stor opmærksomhed, da det var første gang i 17 år at nazister offentligt annoncerede, at de ville marchere på norsk jord. Den store opmærksomhed medførte dog også en bred modstand mod nazimarchen fra både myndigheder og civilsamfund.

Fagforeninger, politiske partier, LGBTQ+-organisationer og antifascistiske grupper annoncerede, at de ville møde nazimarchen med demonstrationer, folkefester og blokader. Samtidig besluttede byrådet i Fredrikstad, at de ikke ville tillade nazisterne at marchere på kommunal grund. Politiet, der til at begynde med havde givet en mundtlig forhåndstilladelse af demonstrationen, ændrede synspunkt og forbød i stedet alle demonstrationer og offentlige begivenheder i byen den 29. juli af frygt for ikke at kunne opretholde ro og orden.

I dagene op til den forbudte demonstration annoncerede NMB at de i stedet ville afholde en uannonceret demonstration i det østlige Norge – samme region som den oprindelige demonstration var planlagt til. Natten inden demonstrationen kørte nazisterne i stedet til det sydlige Norge, nærmere bestemt Norges femtestørste by Kristiansand, godt fem timers kørsel fra Fredrikstad. Her gennemførte nazisterne en uannonceret demonstration, der varede en time og talte omkring 70 deltagere. Hovedparten var tilrejsende nazister fra Sverige og Finland.

Organisationen betegnede selv demonstrationen som en succés og en magtdemonstration. Organisationen øverste svenske leder, Simon Lindberg deltog ikke selv. Han var blevet anholdt af norsk politi da han forsøgte at rejse ind i landet.

Finsk afdeling kæmper mod forbud efter drab
Efter lukningen af den første norske afdeling i 2007 forsøgte NMR i stedet at ekspandere mod øst. I 2008 oprettede de Finska Motståndsrörelsen (FMR) med den finske nazist Henrik Holappa som leder. Han boede i USA, hvortil han var flygtet, for at undgå en retsag, som han var tiltalt i. Omkring sig havde Holappa en lille gruppe loyale medlemmer, der forsøgte at opbygge organisationen, mens lederen var i eksil.

De følgende år opbyggede FMR organisationsstruktur og medlemsbase. Deres aktiviteter bestod hovedsageligt af mindre propagandaspredninger med f.eks. løbesedler og klistermærker, samt interne medlemsaktiviteter. De gennemførte også en ræke små demonstrationer med deltagelse af svenske SMR-medlemmer. Demonstrationerne resulterede ofte i vold, når FMR- og SMR-aktivisterne angreb personer, der protesterede mod nazisternes manifestationer. Den finske afdeling har desuden stået bag flere voldelige angreb på møder og foredrag arrangeret af venstreorienterede organisationer.

I 2016 stod grundlæggeren Henrik Holappa frem i et stort interview i det finske medie YLE og tog afstand fra sin nazistiske fortid. I interviewet fortalte han bl.a. om hvordan organisationen var struktureret og hvad de lavede. Han sagde samtidig, at han i virkeligheden blot var en kransekagefigur og reelt ikke ledede organisationen samt at medlemmerne ikke lyttede på ham.

Holappa fortalte desuden hvordan flere andre højrefløjsprojekter udsprang fra FMR, selvom at de udadtil forsøgte at fremstå som “pæne”. De initiativer var blandt andet Sons Of Odin og den årlige 612-march, der afholdes i Helsinki på den finske uafhængighedsdag 6. december. Her deltager politikere fra det højrepopulistiske parti De Sande Finner, der ved sidste valg blev det næststørste parti i det finske parlament og indtil for nyligt var en del af den finske regering.

Læs mere om Henrik Holappa hos YLE

Efter en lang række voldsepisoder med udspring i FMR udtalte den finske statsminister i 2015:

Hvis organisationens mål og middel er at skade andre mennesker, så kan den ikke virke på lovlig basis.”

Året efter åbnede politiet en sag mod FMR med henblik på at få dem gjort forbudt. Det skete efter en moddemonstrant døde, efter han var blevet overfaldet af FMR-medlemmer i Helsinki i august sidste år. Nu vil myndighederne forbyde og opløse NMR’s finske aflægger, der ifølge politiet åbenlyst “strider mod finsk lov og vane”. I forbindelse med sagen udtalte politidirektør Seppo Kolehmainen, at “voldsomme og åbent racistiske organisationer har ingen plads i den finske samfund”.

Sagen blev indledt ved byretten i Tammerfors i slutningen af august i år og forventes afsluttet i oktober.

NMR i Danmark
I august 2013 annoncerede NMR at en dansk afdeling af organisationen ville blive en realitet. Navnet var officielt Den Danske Modstandsbevægelse (DMB), men på grund af associationerne til modstandskampen unden Anden Verdenskrig har de primært omtalt sig som Nordfront eller NMR’s danske afdeling.

Bag afdelingen stod de to DNSB-veteraner Henrik Asferg og Henrik Jarsbo. De forlod begge DNSB i henholdsvis 1997 og 1998, men vendte begge tilbage i årene omkring Jonni Hansens afgang som partifører i 2010.

I forbindelse med lanceringen af den danske afdeling stod Henrik Jarsbo frem i et større interview på NMR’s website Nordfront. Her fortalte han, at han i mange år havde været overbevist nationalsocialist og at han som ung var blevet medlem af af DNSB i 1986. Han forklarede sit exit fra DNSB således: “Jeg meldte mig ikke ud af DNSB fordi jeg ikke er nationalsocialist, men jeg søgte fornyelse og en reformering af bevægelsen (…) efter jeg forlod DNSB i 1998 har jeg ikke været bundet til nogen organisation”. Han udelod, at han i en periode var medlem i Dansk Folkeparti, hvor han sammen med sin daværende samlever sad bestyrelsen i partiets lokalafdeling i Ølstykke.

I Nordfront-interviewet fortalte han endvidere, at 2013 skulle bruges på at opbygge den nye danske afdeling.

Læs mere om den første lancering af NMR i Danmark på Projekt Antifa

Den blev dog aldrig for alvor etableret. Deres aktiviteter bestod mest af sporadiske klistermærkeopsætninger, nogle få tilfælde af grafittihærværk og deltagelse i enkelte af NMR’s arrangementer i Sverige. Deres hjemmeside bestod stort set kun af oversatte tekster fra organisationens afdelinger i Sverige, Finland og Norge.

Den danske afdeling har været inaktiv siden 2015 og hjemmesiden har været ude af drift i lang tid. Men torsdag den 7. september i år relancerede NMR i Danmark sin hjemmeside. “Nu er det på høje tid at få startet Den Nordiske Modstandsbevægelse i Danmark!” lød det. I annonceringen meddeler de, at de “nu aktivt søger stolte danske mænd og kvinder som vil hjælpe til i kampen for at redde vort folk.” De understreger dog samtidigt, at organisationen for “nuværende ikke (er) i en stærk position i Danmark” samt at de ikke har en velfungerende afdeling endnu.

I artiklen kommenterer de også på Jarsbo og Asfergs lancering i 2013:

“I 2013 forsøgte vi at lancerer Modstandsbevægelsen og nyhedssiden Nordfront i Danmark. Efter et stykke tid blev vi dog tvunget til at lægge projektet på is, fordi de personer, der var blevet gjort ansvarlige for at organisere det hele fik ændret deres livsforhold og derfor ikke længere havde det engagement, som kræves af opgaven.”

Hvem der nu står bag lanceringen af NMR i Danmark fortæller artiklen på Nordfront ikke noget om.

Fra isoleret sekt til Nordens største naziorganisation

Før den danske NMR-afdeling startede i 2013 deltog Henrik Jarsbo og DNSB’s leder Esben Rohde Kristensen i organisationens demonstration i Bollnäs i Nordsverige i august 2012. Jarsbo fortalte efterfølgende til Nordfront-siden, at det “stod det klart for mig, at det var dér jeg hørte til”. Demonstrationen de to danskere deltog i samlede kun 120 deltagere, selvom mobiliseringen havde foregået over en lang periode. Fire år senere samlede de 600 deltagere ved en demonstration i Stockholm i november sidste år og cirka samme antal deltog i NMR’s 1. maj-demonstration i Falun i år.

NMR er altså lykkedes med på fem år at kunne mobilisere fem gange så mange deltagere til deres demonstrationer. For at forstå denne udvikling er man nød til at se på resten af den svenske nazibevægelse.

Ved det svenske Riksdagvalg i 2014 stod Danskernes Partis søsterparti, Svenskarnas Parti (SvP), på stemmesedlen i hele landet. Ved det samtidigt afholdte lokalvalget var partiet opstillet i 30 kommuner og fire amter. Op til valget havde partiet gennemført en et år lang valgkamp, der kulminerede med en demonstrationsturné rundt i landet, der peakede i Stockholm, hvor Svenskarnas Parti afholdte en stort opslået demonstration.

Partiet var på det tidspunkt samlingspunktet for den svenske nazibevægelse efter en lang række mindre nazigrupper i årene op til havde nedlagt sig selv. SvP opbyggede en stærk partiorganisation og afholdte regelmæssigt større demonstrationer, der medvirkede til at rekruttere flere medlemmer og sympatisører. Imens stod SMR og skulede misundeligt fra sidelinjen. Med SvP’s massive vækst havde SMR fået en stor rival og SMR forsøgte jævnligt at stjæle medlemmer fra SvP.

Da Riksdags- og lokalvalget blev afholdt fik Svenskarnas Parti et langt dårligere resultat end forventet. I stedet for de 10 byrådspladser og 10.000 stemmer ved Riksdagsvalget, som de havde stillet som succéskriterie for valget, endte partiet med ikke at få et eneste byrådssæde og kun 4189 stemmer ved Riksdagsvalget. Det nederlag var større end partiet kunne klare og i maj 2015 tog ledelsen konsekvensen og nedlagde Svenskarnas Parti.

Kort inden havde SMR lanceret sin parlamentariske gren. Ved valget i 2014 fik de to pladser som suppleanter for Sverigedemokraternas byrådsmedlemmer, da de havde udnyttet et teknisk hul i de svenske valgregler, hvor det er muligt at ‘kuppe’ en valgliste, hvis ikke partiet har beskyttet den. I dag har NMR derfor pladser i to forskellige svenske byråd fordi de personer, de var suppleanter for, er udtrådt af byrådet.

Efter lukningen af SvP stod SMR tilbage som den eneste svenske naziorganisation og det har de formået at udnytte de seneste år. De begyndte f.eks. at afholde offentligt indkaldte demonstrationer på Arbejdernes Internationale Kampdag ligesom SvP tidligere havde gjort det.

I september 2015 trådte NMR’s fører og grundlægger, Klas Lund, tilbage efter 18 år på posten. Han overlod posten til den daværende operative chef i Sverige, Simon Lindberg. Førerskiftet ændrede ikke meget i organisationen, men Lindbergs ledelse har dog fået visse konsekvenser.

Den nye leder har et større fokus på få flere medlemmer og aktivister end Klas Lund havde. NMR har derfor sænket en del af deres krav til nye medlemmer. I dag kan man blive medlem af organisationen uden at der bliver stillet krav om et bestemt aktivitetsniveau – det er kun de medlemmer, der er i kategorien ‘aktivist’, der bliver mødt med et sådan krav.

Nye medlemmer skal fortsat godkendes inden at de bliver lukket ind i organisationen, men det er i dag få der bliver afvist efter at de har søgt om medlemskab.

NMR har også åbnet sig en smule på andre punkter for at tiltrække nye medlemmer. Da organisationen i august afholdte deres årlige sommertræf “Nordendagarna” var det første gang nogensinde, at det var muligt at tilmelde sig arrangementet uden i forvejen at være medlem eller tidligere at have været i kontakt med NMR.

En organisation i fremmarch
Det er da også tydeligt at NMR selv mener, at de er i fremgang. Den 30. september har de indkaldt til demonstration i Göteborg, hvor de forventer 1000 deltagere. Lykkedes det vil det være den største nazimarch i Sverige i næsten ti år og den største i Göteborg siden Anden Verdenskrig.

Det er ikke en tilfældighed, at det netop er Göteborg de vil forsøge at marchere i denne gang. Udover at det geografisk ligger tættere på både Norge og Danmark forklarer Fredrik Vejdeland, der sidder i SMR’s ledelse og er afdelingsleder i Göteborg, på demonstrationens mobiliseringshjemmeside, at han mener at Sveriges hovedstad er mættet af store demonstrationer, men at Göteborg ikke er.

En anden mulig årsag til, at NMR ligger sin demonstrationen i Göteborg er, at det er netop her, at organisationens største lokalgruppe holder til. I løbet af det seneste år har afdelingen ved flere lejligheder gjort sig bemærket både lokalt og nationalt. I januar afholdte lokalgruppen en uannonceret løbeseddelsuddeling på Järntorget med omkring 15 deltagere og den forgangne weekend marcherede mellem 50 og 80 NMR-nazister igennem Göteborgs gader i en uanmeldt og uannonceret demonstration. Den var et led i mobiliseringen til demonstrationen den 30. september. Under den hemmelige demonstration angreb nazisterne både fotografer, der dækkede marchen, lokale borgere, der protesterede mod nazisternes tilstedeværelse samt politifolk. Ingen NMR-medlemmer blev anholdt.

Samtidig med NMR’s mobiliseringskampagne kører der i disse dage en ankesag ved Västra Hovrätt, der svarer til landsretten i Danmark, mod tre nuværende og tidligere NMR-medlemmer. De blev i sommers alle dømt for at stå bag tre bomber; to af dem rettet mod flygtningeboliger og en af dem mod den venstreorienterede bogcafé Syndikalistisk Forum. I byretten blev de straffet med hhv. 8,5 år, fem år og halvandets års fængsel. Hovrättens dom over de tre nazister falder den 22. september.

Læs mere om bombesagen fra Göteborg her

Selvom organisationen er i fremmarch møder de modstand fra flere sider; både retsvæsnet og civilsamfundet. I forbindelse med marchen i Göteborg den 30. september har både fagforeninger, politiske partier og antifascistiske grupper annonceret flere store moddemonstrationer.

Politiet har givet NMR demonstrationstilladelse, men har i samme anledning udtalt, at de vil være massivt til stede ved dagens demonstrationer. Ligeledes har politiet annonceret, at de vil kunne anholde og sigte nazisterne for brud på den svenske racismelovgivning, “hetz mod befolkningsgruppe”, hvis de bærer bestemte emblemer eller påklædning, der har en tydelig kobling til Nazityskland. Det samme gør sig gældende, hvis de optræder i uniformeret påklædning, der kan minde om nazistiske demonstrationer i 1930’erne og 40’erne eller marcherer taktfast med faner og skjolde og fælles hilsningsråb.

NMR’s reaktion på ovenstående påbud fra politiet var af mange afventet med interesse. Skulle organisationen efterkommer politiets ordre ville det blandt mange aktivister og sympatisører formentligt blive opfattet som svaghed. Svaret kom dog før 30. september: Allerede lørdag, da NMR marcherede i Göteborg, foregik det i ens, sorte uniformer, med skjolde, faner og fælles råb. Det medførte dog ikke indgreb fra politiet. Ifølge avisen Göteborgsposten sagde en tilstedeværende betjent: “Vi vil ikke henvende os til dem. De bliver bare provokerede og vi vil ikke skabe ballade.”

Uanset udfaldet af bombesagen og uanset hvor mange, der deltager i Nordiska Motstandsrörelsens demonstration om to uger, så står to ting klart: NMR er pt. Skandinaviens største og mest voldsberedte naziorganisation – og modreaktionen mod deres march den 30. september bliver formentligt en af de største antifascistiske protester i Norden i mange år.