Her er højreekstremisternes hovedkvarter
Den nyfascistiske organisation Generation Identitær holder til på Østerbro i København.
Publiceret den 17. januar 2024
Researchkollektivet Redox kan i dag afsløre, at den nyfascistiske organisation Generation Identitær holder til i lokaler på Lyngbyvej på Østerbro.
Her mødes en til to håndfulde Generation Identitær-medlemmer de fleste mandage klokken 19 til grupperingens faste møder. På de møder Redox’ har overværet er deltagerskaren typisk fem til otte personer, enkelte gange lidt færre.
Desuden har organisationen brugt lokalerne til at afholde mere åbne fredagsbar-arrangementer, hvor også personer udenfor Generation Identitær har deltaget.
Fondsejet bibliotek
Igennem mere end 30 år har Henry George Biblioteket ligget på Østerbro i København uden at nogen har bidt videre mærke i det. Men de senere år har biblioteket fået nye brugere, blandt andet altså den nyfascistiske organisation Generation Identitær.
Henry George Biblioteket er et privat, fondsejet bibliotek, der betegner sig som et Socialøkonomisk Forskningsbibliotek, blev stiftet i 1989 og har til formål at “samle materiale af alle slags med social-økonomisk perspektiv” herunder den amerikanske økonom og filosof Henry Georges “litteratur, georgisstiske tidsskrifter og den nødvendige relevante litteratur”, samt at stå for “oplysningsvirksomhed, udgivelse af bøger, tidsskrifter og pjecer”.
I følge Redox’ oplysninger har Generation Identitær igennem en længere periode holdt til i Henry George Biblioteket på Lyngbyvej, hvor de fast holder møder om mandagen. Det skilter biblioteketet dog ikke med, for på deres hjemmeside lyder det, at “pt. anvendes lokalerne næsten udelukkende af Frihedslisten”.
I efteråret fik Generation Identitær nye lokalefæller, da Frihedslisten, der udspringer af coronaprotesterne og en række konspirationsteoretiske netværk, rykkede ind i lokalerne. Der gik dog kun et par måneder før Frihedslisten valgte at opløse sig selv på grund af dalende medlemstal.
Lokalerne er dog udadtil præget af Frihedslistens materialer, der ses i vinduerne, hvorimod man ikke udefra kan se, at også Generation Identitær holder til på adressen.
Bestyrelsesformand: “Det er jeg ikke glad for at høre”
Bestyrelsesformand i fonden bag Henry George Biblioteket, Frede Pertho Christiansen, bekræfter overfor Redox, at Generation Identitær bruger bibliotekets lokaler. Han forklarer, at gruppen har fået lov til at bruge lokalerne, da de ellers ikke blev brugt.
Støt vores journalistik
Du kan støtte vores undersøgende journalistik ved at blive medlem af vores støtteforening Støttekollektivet, så bidrager du med et fast (selvvalgt) månedligt beløb. Du kan også sende os en donation på Mobilepay 80905.
Da Redox forelægger oplysninger om Generation Identitærs nyfascistiske holdninger, og at deres medlemmer gentagne gange har udtrykt sympati for nazisme og vold, udtaler Frede Pertho Christiansen: “Det er jeg ikke glad for at høre.”
Bestyrelsesformanden forklarer, at han selv kun har mødt Generation Identitær en enkelt gang, og at de her ikke gav udtryk for at have fascistiske holdninger. Han fortsætter: “Det må jeg lige snakke med de to andre bestyrelsesmedlemmer om, så vi kan finde ud af hvad der skal ske med dem”.
Generation Identitær har ikke besvaret Redox’ henvendelse, men har tidligere skrevet til Redox, at de “tager afstand fra alle totalitære ideologier, herunder kommunisme og fascisme.” På trods af dén melding har Redox gentagne gange kunne afsløre, at nøglepersoner i Generation Identitær på sociale medier kommer med sympatitilkendegivelser for racistiske, nazistiske og voldelige grupper. Det kan du læse mere om her.
Frihedslisten er ikke vendt tilbage til Redox med en kommentar til artiklen.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.