Højreradikal anholdt for trusler om skoleskyderi
Det var en sympatisør af det højreradikale parti Stram Kurs, der mandag blev anholdt på Københavns Vestegn af tungtbevæbnet politi.
Publiceret den 16. april 2018
Tidligere mandag fortalte flere medier, blandt andet Ekstra Bladet og TV2, at en 22-årig mand var blevet anholdt af et massivt politiopbud, der ifølge øjenvidne blandt andet talte finskytter.
Årsagen til anholdelsen var, at han var blevet bortvist fra sit gymnasium i Ishøj og i den forbindelse havde sagt sætninger, der havde givet personalet grund til at frygte at han ville gennemføre et skoleskyderi. Klokken 14.16 mandag postede han på Facebook: “Stilheden før stormen.” Tre kvarter senere var han anholdt ved sit hjem nær gymnasiet.
Redox kan nu afsløre, at den anholdte, der tirsdag fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, er Jérémy Meilhac. Den 22-årige er det seneste års tid blevet en del af den højreradikale bevægelse. I oktober var han f.eks. ude og dele løbesedler ud sammen med partiet Stram Kurs, der har advokaten Rasmus Paludan i spidsen. På facebook har han også ytret sympati for Nye Borgerlige og delt materiale fra den fascistiske organisation Identitær.
Han lægger ikke fingre i mellem:
“Hvad man kan drive de uvidende masser med til i dag er utroligt. En stor krig imellem den hvide race, imens at masseindvandringen fortsætter. Stille og roligt for at udskifte os, imens vi dræber vore egne for staten og eliten, Så strømmer nye befolkningsgrupper til som der hovedsageligt stemmer rødt. Jeg er snart kun national sindet for respekten for mine forfædre.”
I sidste uge delte flere højreradikale blogs en anonymiseret beretning, skrevet af Jérémy Meilhac, hvor han beklager sig over over ‘muslimerne’ på gymnasiet, som han mener ‘opfører sig som om de ejer skolen’. Den blev delt på Facebook og i et kommentarspor skrev Jérémy Meilhac i lørdags: “Det stille flertal er med os. Lad os inspirere dem.”
Trods flere forsøg har det ikke været muligt at få en kommentar fra Rasmus Paludan.
Du kan støtte vores fortsatte arbejde med at afdække den yderste højrefløj ved at give en donation på Mobilepay: 80905 eller ved at blive støttemedlem.